”Du kalder Majdan-opstanden et vestligt initieret kup. Hvad bygger du det på?”
Dette spørgsmål stiller Berlingskes journalist Troels Heeger i et debatinterview i BERL den 18.okt. til forfatteren og journalisten Lars Olsen.
Debatindlæg fra Jens Kristian bech Pedersen
Lars Olsen har kritiseret Mette Frederiksens krigsretorik over for Rusland, og han har udtrykt en voksende skepsis over for statsministerens konsekvente opbakning til Ukraines forsvarskrig mod Rusland. Ja, ”hvad bygger du det på”, spørger Heeger, som om Lars Olsens snak om Majdan-kuppet i Ukraine i 2014 skulle være en latterlig, verdensfjern påstand, der er ”bygget” op på ren fantasi, og intet har at gøre med Ukrainekrigen.
Man kan ikke vurdere eller forstå verden og dens begivenheder hverken realistisk eller kritisk, med mindre man er selvkritisk. Hvad vil dette sige? Det vil sige, at ingen kan nå frem til en kritisk-realistisk opfattelse af verdens begivenheder, med mindre man studerer disse begivenheder ud fra risikoen for og beredvilligheden til at få sit eget hidtidige verdenssyn totalt væltet omkuld. Selvkritikken er både det vanskelige og det væsentlige i denne sag. Verdens politiske hændelser må accepteres i al deres gruelige realitet og derudover erkendes og forstås i deres fuldstændige sammenhæng – uanset hvordan disse hændelser provokerer vort verdenssyn, og uanset om vort hidtidige verdenssyn dermed falder sammen. Realismen i vort verdenssyn står eller falder med forståelsen af den fulde sammenhæng. Intet kan udelades eller forties eller lades uudforsket, blot for at redde verdenssynet. Hvis man vil forstå historiens begivenheder og verdens politiske hændelser blot ved at stoppe disse ind i en allerede personligt formuleret og uforanderlig verdensskabelon, har man mistet både sin realitetssans og sin kritiske sans.
Det har gennem flere år været situationen for store dele af den danske medieverden, herunder Berlingske, i deres beskrivelse af Ukrainekrigen og Danmarks og Vestens forhold til Rusland. Der har været begivenheder, årsager, sammenhænge og realiteter, man ikke har villet acceptere; og derfor heller ikke har villet undersøge.
Så når BERL’s Heeger stiller spørgsmålet ”Hvad bygger du det på?” er det blot endnu et led i BERL’s bestræbelse på at skjule, betvivle og relativere de begivenheder, de politiske realiteter, der dannede nogle af de vigtigste årsager til Ukrainekrigen, og som viste, at Vesten havde hovedskylden for, at Ukrainekrigen brød ud. BERL’s Heeger kunne lige så godt have spurgt: ”Du kalder København for Danmarks hovedstad. Hvad bygger du det på?” Eller have spurgt: ”Du siger, at to og to er fire. Hvad bygger du det på?” Velkendte kendsgerninger har meget vanskeligt ved at vinde indpas hos BERL og i avisens journalistiske research.
Majdan-opstanden primo 2014 og det efterfølgende ultranationalistiske, for ikke at sige nynazistiske, kup mod det demokratisk valgte Janukovitj-styre i Ukraine, er en velbeskrevet historisk kendsgerning, når blot man søger uden for de etablerede nyhedsbureauer og deres mainstreammedier. Den burde – sammen med andre betydningsfulde Ukraine-kendsgerninger, der er ekskluderet af BERL – have været tildelt en betydningsfuld plads i alle BERL’s analyser og reportager om Ukrainekrigen, men har aldrig fået denne plads. Sådan har det været med mangfoldige andre begivenheder – og russiske holdninger – der har været bortselekteret, fortiet og fordrejet, for at BERL’s verdenssyn skulle skjule realiteterne i forholdet mellem Rusland, Ukraine og Vesten.
Men BERL’s verdenssyn er ved at kollapse. Lige som Mette Frederiksens. Meningsløsheden i Mette Frederiksens krigsretorik er ved at blive gennemskuet af den danske befolkning. Ligesom den oppustede og indholdstomme drone-panik, som kun var et dansk regeringsflop, der skulle dække over manglen på seriøse begrundelser for at fastholde det danske fjendskab over for Rusland. Andre europæiske lande og flere og flere europæiske toppolitikere gør tydelig modstand mod EU´s politik over for Rusland. Og protesterer mod den krigsforlængende støtte til Ukraine. Og mod de europæiske landes økonomiske problemer, produktionsnedgang, industrielle forarmelse og velfærdsforringelse, som Europas støtte til denne krig medfører. Og samtidig gør Ruslands styrke og fremgang på slagmarken al vesteuropæisk krigsretorik og sejrsfantasi til skamme.
Og i BERL’s debatinterview har også Lars Olsen formuleret sin kritik. Heeger spørger:
”Men hvad vil du sige til de stemmer, som mener, at en diplomatisk løsning bare vil være et pusterum til Rusland, der på et senere tidspunkt måske vil gå videre i Baltikum eller teste NATO på anden vis?
Og Lars Olsen svarer: ”Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror, at krigen i Ukraine skyldes nogle særlige omstændigheder omkring Ukraine. Der er et meget langt forspil fra 2014 til 2022, hvor der er et vestligt initieret kup i 2014.”
Men også denne præsentation af kendsgerninger vil BERL og Heeger bekæmpe. For Heeger ledsager ganske enkelt disse Lars Olsen’s udtalelser med følgende kommentar: ”Han (dvs. Lars Olsen) tænker på den såkaldte Majdan-revolution i vinteren 2014, hvor massive protester brød ud i Kyiv, da den daværende præsident, Viktor Janukovitj, vendte ryggen til en aftale med EU for i stedet at knytte tættere bånd til Rusland. I februar 2014 indvilgede Janukovitj i en aftale med flere europæiske ledere og den ukrainske opposition om blandt andet nyvalg, men inden det ukrainske parlament stemte for aftalen, var præsidenten rejst til Rusland.
Hvor komisk og reduktionistisk! Her giver BERL en ganske løjerlig beskrivelse, hvor en Ukraine-præsident uden nogen forklaring pludseligt og dovent opgiver ævred, forlader det politiske liv og bare får lyst til at rejse til Rusland. ”Rejst til Rusland!” Ikke et ord om, at Majdan-revolutionen endte i det vestligt støttede ukrainske regeringskup, hvor kupmagerne havde myrdet fredelige demonstranter og medlemmer af ordenspolitiet, og efter en besættelse af regeringsbygningerne også havde tvunget den lovligt valgte præsident Janukovitj til at flygte ud af landet, fordi kupmagerne truede ham på livet. Og ikke et ord om, at bevæbnede oprørere havde tiltvunget sig adgang til parlamentssalen, hvor deres tilstedeværelse tvang parlamentarikere til at stemme for Janukovitj’s fratræden og sigtelsen imod ham for højforræderi. Og heller ikke et ord om, at mange parlamentarikere af frygt for deres liv var flygtet bort fra hovedstaden Kiev. Og heller ikke et ord om, at Oleksandr Sich, som kupmagerne havde indsat som vicepremierminister, og som var kupmagernes politiske talerør fra det ultranationalistiske parti Svoboda, foran EU-parlamentet den 4. februar 2014 havde udtalt: ”Det fascistiske diktatur er den bedste måde at regere landet på.”
I debatinterviewet citerer BERL og Heeger også Lars Olsen for at sige (i en artikel i Altinget 14. maj 2025), at visse avisers skribenter, heriblandt Weekendavisen, og alle mulige andre folk ”selv bruger deres medieplatform til at lave propaganda.” Nu kan man næsten fornemme Heegers forargelse over sådanne uhyrlige anklager mod pæne danske mainstreammedier; for Heeger spørger: ”Mener du, at Weekendavisens ruslandskorrespondent bedriver propaganda?” Det svarer Lars Olsen meget forsigtigt på. Han bruger ikke ordet ”propaganda”, men kalder det ”et meget ensidigt perspektiv på tingene,” som han finder inden for ”en meget stor del af den danske medieverden med få undtagelser.”
Man kan også spørge: ”Driver Berlingske og deres journalister propaganda, hvad angår Ukrainekrigen og Vestens forhold til Rusland?” Der er ingen grund til at være forsigtig i svaret på det spørgsmål. Med det totalt ensidige verdenssyn, som BERL nu gennem mange år dagligt og vedholdende har lagt for dagen i den overvældende hovedpart af sin journalistik omkring Ukrainekrigen, årsagerne til krigen og Vestens og BERL’s eget forhold til Rusland, er ordene ”et meget ensidigt perspektiv på tingene” slet ikke dækkende. Der er tale om propaganda! Om BERL udøver denne propaganda mod bedre vidende, er vanskeligt at afgøre. Men hvis det ikke sker mod bedre vidende, må man også kalde BERL for uvidenhedens avis. Eller værre: en avis for den principielle uvidenhed. For BERL vil ikke vide. Den åbenlyse viden, der kan vælte BERL verdenssyn i forholdet mellem Rusland, Ukraine og Vesten, vil BERL ikke vide af. ”Hvad bygger du det på?” Hertil er der efterhånden kun at svare: ”Ja, Berlingske, find ud af det! Spørg efter og undersøg kendsgerningerne og realiteterne, hvor ækle og omvæltende de end måtte være for Berlingskes eget verdenssyn. Og gå så ud og fortæl læserne om det!