Berlingske placerer sine læsere højt oppe på idiot-skalaen

Berlingske placerer sine læsere højt oppe på idiot-skalaen



Korte, skarpe og – somme tider – satiriske tekster om de politiske løgne, fortielserne og hykleriet.


 

I den borgerlige blok foregår der mange forsøg på at placere ansvaret for den muslimske indvandring. Hovedskurken er ikke overraskende Socialdemokratiet og de øvrige røde partier.

I en kommentar, som Berlingske bragte i juni 2021, skrev Rasmus Jarlov fra De Konservative således om ”de integrationsproblemer, som Socialdemokratiet og venstrefløjen er skyld i, fordi de i så mange år har ført en hovedløs indvandringspolitik”.

Har Kaare Dybvad og Socialdemokratiet egentligt nogensinde undskyldt for den udlændingelov, der medførte, at knapt en halv million mennesker af mellemøstlig herkomst i dag er at finde i Danmark”, spurgte den tidligere Venstre-minister, Søren Pind, i et debatindlæg i Berlingske i juli 2021.

I marts 2022 gav Liberal Alliances Henrik Dahl Enhedslisten og Frie Grønne (det sidstnævnte parti blev stiftet i 2020!) skylden for den muslimske masseindvandring.

Og i nov. 2023 var det Pia Kjærsgaard, der i Jyllands-Posten gav Socialdemokratiet skylden for Danmarks import af muslimer: ”Socialdemokratiet skylder os at besvare et stort, rungende spørgsmål, som hænger i luften: Hvorfor har vi givet husly til tusindvis af mennesker, som er børnebørn og oldebørn af arabere, og som ruger over et bundløst had, som de holder i live her i Danmark?

De borgerlige skøjter let og elegant henover, at det i høj grad er deres egen skyld, at Danmark er blevet oversvømmet af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Verdens mest liberale udlændingelov, som blev startskuddet til miseren, blev jo fremført i 1982 af den borgerlige regering under Poul Schlüter (Firkløverregeringen C, V, CD og KF). Da Udlændingeloven af 1983 blev vedtaget af Folketinget, stemte 155 medlemmer for, herunder alle borgerlige, mens kun Fremskridtspartiets 12 medlemmer stemte imod. Alle danske politikere, herunder de borgerlige, har dengang opfattet modstanden mod udlændingeloven som racisme, mens de har afvist den legitime bekymring for, hvad en ukontrolleret muslimsk indvandring kunne få af følger i det danske samfund.

Men nu har Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, fundet på noget rigtig smart. Ansvaret for den muslimske indvandring i Danmark kan efter hans opfattelse ikke placeres, fordi den ”er kommet ud af den blå luft”.

I en leder den 19. maj kom Tom Jensen således med det postulat, at ”ingen bad om et forandret Danmark – det kom bare. Den demografiske omkalfatring af det danske samfund er ikke udløst af nogen aktiv politisk beslutning om, at Danmark skal forandres på den måde, det er sket. Ingen politikere med magt i dette land har stillet sig frem foran befolkningen og udtrykt det ønskværdige i, at hver tiende borger i 2025 bør være indvandrer eller efterkommer fra ikkevestlige og ofte muslimske lande. Eller at andelen løbende bør vokse, som det fortsat er tilfældet. År efter år”. Sådan.

Og for nylig skrev han: ”Det er en forandring, der aldrig har været aktivt politisk besluttet, hvor borgerne i de europæiske lande (herunder Danmark – red.)  har kunnet stemme specifikt ja eller nej til, at deres nationer på den måde blev omskabt”.

Tom Jensen forsøger altså at bilde sine læsere ind, at den muslimske indvandring er sket af sig selv, uden politikernes aktive medvirken. Men selv hvis det var sandt, er manglende handling også en beslutning, som har konsekvenser, der kan være ansvarspådragende.

Sandheden er, at danske politikere, der blev valgt af danske vælgere, gennem flere årtier aktivt har bidraget til, at Danmark har givet husly til tusindvis af muslimer, som undergraver det danske demokrati, og som er en kæmpe byrde for dansk økonomi. Og det var politikernes kollaboratører i de statskontrollerede danske medier, herunder Berlingske, der har gjort alt hvad de kunne for at normalisere, relativisere og afproblematisere konsekvenserne af den muslimske indvandring.

”Ingen bad om et forandret Danmark – det kom bare ud af den blå luft”, påstår Tom Jensen. Det store spørgsmål, som 24NYT forgæves har forsøgt at finde svar på, er, om det er Berlingskes læsere, der er svagt begavede, eller om det kun er Tom Jensen, der betragter sine læsere som hjernemæssigt mindrebemidlede.

24NYT





Source link