Afsløringer i The Telegraph om BBC’s partiskhed vil være dråben, der får bægeret til at flyde over for mange og bør betyde enden på licensbetalingen.
Dette skriver Allison Pearson i The Telegraph.
BBC har været en hjørnesten i det britiske nationale liv. Et Storbritannien uden BBC har været lige så utænkeligt som et Norge uden NRK. Nu er det ved at ændre sig. Årsagen er, at de nationale tv-kanaler har ændret sig radikalt og i stigende grad er blevet præget af socialisme og afsky for deres egne borgere, som er tvunget til at finansiere angrebene på dem selv.
Et voksende antal mennesker vil nu gerne se denne engang globalt beundrede institution BBC forsvinde, eller i det mindste ønsker de ikke længere at betale tv-licens bare for at blive fornærmet.
Koncernen kan meget vel have underskrevet sin egen dødsdom med en chokerende partisk Panorama Report, hvor to klip fra en tale af Donald Trump blev sat sammen for at få Trump til at se ud, som om han sagde: »Vi vil gå ned til Capitol og kæmpe,« når han i virkeligheden opfordrede til en fredelig march.
Samtidigt er det blevet kendt, hvordan BBC Arabic spreder løgne om Hamas, løgne, der bliver spredt over hele den arabiske verden.
BBC’s skæve fremstilling har spredt Hamas’ løgne over hele verden
Præsident Donald Trump behøver ikke hjælp fra venstreorienterede BBC-redaktører til at beskrive, hvordan medierne er fyldt med det, Trump kalder »fake news«.
At BBC-journalister lyver ved at udelade oplysninger og prioritere yndlingsemner er ikke noget nyt, skriver Pearson.
Jeg sværger, at der ikke findes en gnist forårsaget af to pinde, der gnider mod hinanden i Sydeuropa, som ikke er blevet brugt af klimaredaktør Justin Rowlatt som bevis på menneskeskabt global opvarmning.
Det er stadig ekstraordinært, når BBC bevidst fejlfortolker ordene fra den mest magtfulde mand i verden. Det kan ikke retfærdiggøre at opfinde kriminelle udtalelser – for det er sådan, tilskyndelse til oprør ville blive betragtet i en domstol. Hvad hvis Trump sagsøger BBC?
Det minder om den berygtede promo-trailer fra 2007 for dokumentaren A Year With the Queen, som viste hendes afdøde majestæt »storme ud« af et fotoshoot, selvom hun ikke havde gjort noget sådant.
BBC udsendte en offentlig undskyldning for fejlen, som skyldtes »forkert rækkefølge af optagelser,« og skandalen førte til, at chefen for BBC One, Peter Fincham, trådte tilbage. Men på det tidspunkt var BBC stadig ledet af hæderlige mennesker, som forstod, at journalistisk integritet var altafgørende.
Dagens BBC, som i stigende grad er politiseret og fastlåst i en følelse af egen dydssignalering, er mere tilbøjelig til at forsvare sine unøjagtigheder.
Det så vi, da Jeremy Bowen hævdede, at en raket affyret af den islamiske jihadistgruppe var blevet skudt af Israel og havde ramt et hospital og forårsaget et mistænkeligt rundt antal ofre.
Da Bowen senere blev præsenteret for fakta, sagde han, at han ikke fortrød sin historie, og han har stadig sit job som international redaktør, så vi kan gå ud fra, at hans chefer på BBC heller ikke bryder sig om fair og ærlig rapportering.
Det er ikke kun på BBC Arabic, at der spredes misinformation. En sådan fjendtlighed er udbredt i hele nyhedsafdelingen, en naturlig konsekvens af at ansætte en flok journalister fra den øvre middelklasse, der er gennemsyret af hvid skyldfølelse og afsky for Vesten fra deres posh-privatskoler, som bærer keffiyeh i deres fritid, lider af udbredt antisemitisme og flirter med socialisme.
BBC elsker at prale af mangfoldighed, men den afgørende mangfoldighed, den mangler, er mangfoldighed i social klasse og mening. Tristrams og Tallulahs deler den samme politik: pro-Labour, pro-Remain, pro-immigrant, pro-trans-rettigheder, pro-net zero.
Det er usandsynligt, at nogen BBC-journalister planlægger at stemme på Nigel Farage og Reform UK, selv om Reform er det største parti nu ifølge en række meningsmålinger.
Denne homogenitet i synspunkterne irriterer millioner af licensbetalere, som i stigende grad søger nyheder andre steder.
Briterne har dog en lang historie med BBC. Det giver komplicerede følelser, når briterne ser dem ødsle med en glorværdig arv. Vi nordmænd kan have det på samme måde med vores egen statslige tv-station, men eftersom forfaldet har stået på i så mange år, har de fleste af os nok slukket for længe siden. Personligt ser jeg kun nogle af nyhedsprogrammerne af pligt i forhold til det job, der brødføder mig. Ellers aldrig.
I 60’erne blev alternative kanaler som ITV betragtet med lige så stor mistænksomhed som kvinder, der arbejdede uden for hjemmet. Det var bedst at holde sig til BBC, fordi de ikke havde reklamer og derfor var bedre end alle andre.
Respekterbarhed var stadig vigtig på det tidspunkt, og man kunne stole på Auntie (et øgenavn, som BBC fik, måske på grund af en vis censur og autoritetstro, men det var også kærligt ment).
Nyhedslæserne dengang var alle gentlemen af den gamle skole, som den elegante sølvræv Kenneth Kendall, der blev født under det britiske kolonistyre i Indien og var på vagt, da BBC One begyndte at sende i farver i november 1969.
I 1981, dagen før han skulle læse sit sidste nyhedsprogram, klagede Kendall over, at BBC havde »mistet kontakten med almindelige mennesker.« (Profetiske ord, Kenneth!)
I 1975 blev Angela Rippon den første kvinde, der læste nyhederne op på nationalt tv.
Morecambe and Wise Christmas Show fra 1977 har rekorden for det største publikum til et komedieprogram i britisk tv-historie med fænomenale 28 millioner seere – det var omkring halvdelen af Storbritanniens befolkning på det tidspunkt. Ingen behøvede at bruge ordet »inkluderende« eller blive tvunget til at sluge »mangfoldighed«, for Eric og Ernies evige morsomheder fortryllede absolut alle.
BBC har været en del af det britiske liv i årtier, selv da politik ikke var et problem. Nu bruger BBC »Trump« som et bandeord og stikker pengene fra licensbetalerne i lommen, mens de bombarderer dem med en kost af ulideligt selvtilfredse progressive synspunkter.
Synspunkter, som måske er på menuen i en hipstercafé i Hackney, men ikke i Harlow eller Hartlepool.
Før i tiden blev BBC ofte kaldt Auntie, som en streng, men retfærdig gammel tante. I dag er BBC som en gnaven, kommunistisk skolelærer, der giver dårlige karakterer til alle, der viser konservative træk, eller som stadig elsker deres land.
I lang tid troede jeg fortsat på, at licensafgiften gav god værdi for pengene. I dag kan jeg som mange andre ikke længere tolerere den manglende balance i BBC News – Pravda for progressive.
Da jeg for nylig hørte Clive Myrie, efterfølgeren til Kenneth Kendall og Richard Baker, tale i en selvglad reklamevideo om »vores BBC«, var min umiddelbare reaktion: »Uha, det er ikke mit BBC.« Hvor mange mennesker har det på samme måde?
Ligesom »vores NHS« – en anden selvtilfreds national institution, der mister offentlighedens tillid – opfører BBC sig som en religion, der udsteder guddommelige påbud til de troende. Ikke-troende bliver irettesat eller ekskommunikeret. Forestillingen om upartiskhed er slidt op. Oprettelsen af BBC Verify –»eksperter i desinformation og faktatjek« – var en handling af hybris, som nu møder sin nemesis efter Panoramas skammelige misrepræsentation af Donald Trump.
Der er nu krav om, at Tim Davie skal træde tilbage som generaldirektør for BBC. Fratrædelser og undskyldninger er det mindste, det britiske folk kan forvente efter skandalerne, men hvordan kan det være nok, når »fake news« ikke er en fejltagelse?
Det er den virkelighed, institutionen tror på. Når BBC viser, at de ikke kan lide så stor en del af nationen, kan de ikke længere kalde sig en national tv-station. Det er ikke længere »vores BBC,« det er deres. Og vi er ikke villige til at betale for det.
I Norge indførte FrP og Siv Jensen licensen i 2020 direkte via skattebilletten, så selv dem uden tv skal være med til at betale.