Syriske efterkommere begår vold 6,76 gange oftere end gennemsnittet af alle mænd. Det fremgår af Danmarks Statistiks nyeste rapport “Indvandrere i Danmark 2025” (s. 118).
Som Christian Marcussen skriver på X, baseret på antallet af dømte: Syriske flygtninge og migranter har foreløbigt forårsaget 50 voldtægtsofre og 1.200 ofre for vold.
Det er prisen for at være god, naiv, fornægtende og uvillig til at gøre noget effektivt ved indvandringen. Bag hvert eneste tal ligger et traumatiseret menneske, heriblandt danskere der har åbnet deres samfund for at hjælpe udlændinge.
De undgælder for massiv voldskriminalitet.
I Vesteuropa er det ikke bedre. Nye tal viser, at udlændinge i Italien udgør næsten halvdelen af alle voldtægter og røverier, til trods for at udlændinge kun udgør 9 procent af befolkningen.
Tilbage til Danmark. DST’s rapport viser, at det går værre med børnene end med forældrene. På tre afgørende områder – uddannelse, forsørgelse og kriminalitet – viser tallene det samme mønster. Integration virker ikke. Og for nogle grupper accelererer problemerne over generationer.
Fundamentet brister allerede i folkeskolen
Erhvervsuddannelser er nøglen til arbejdsmarkedet. Uden dem ingen tilknytning til det samfund, man lever i. 38 procent af danskere har en erhvervsfaglig uddannelse. Blandt mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande er andelen kun 17 procent (s. 56).
Det er en strukturel katastrofe, der forplanter sig gennem hele systemet.
Kløften åbner sig allerede i folkeskolen. Drenge med dansk oprindelse opnår et gennemsnit på 7,1 ved afgangsprøverne. Efterkommere fra ikke-vestlige lande ligger på 6,0 (s. 73).
I gymnasiet forværres billedet: Mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande får et karaktergennemsnit på 5,4 (s. 72) og 6,8 for danskere.
Den permanente udstødelse
37 procent af alle indvandrere fra ikke-vestlige lande på offentlig forsørgelse modtager førtidspension. Til sammenligning er andelen 23 procent for danskere (s. 95).
Det er ikke kontanthjælp, man principielt kan komme ud af igen. Det er permanent udstødelse fra arbejdsmarkedet.
Problemet eksploderer med alderen. Blandt 50-54-årige modtager 39 procent af ikke-vestlige indvandrere offentlig forsørgelse mod 19 procent af danskere. I aldersgruppen 60-67 år er tallene 62 procent mod 34 procent (s. 101). Folk falder fra arbejdsmarkedet og kommer aldrig tilbage.
Indvandrere fra Libanon, Somalia og Irak topper listen (s. 105). Det er ikke tilfældigt. Det er nogle af de samme grupper, der dominerer kriminalitetsstatistikken.
Ti år uden fremskridt
Vi hører ofte, at indvandrere og efterkommere er blevet mindre kriminelle, og at det derfor går godt. Udviklingen vil, mener man, føre til, at disse udlændinge på sigt når samme kriminalitetsniveau som danskere.
Men det er helt forkert.
Det er sandt, at andelen af kriminelle helt generelt falder. Men antallet af udlændinge er større, derfor er der antalsmæssigt også flere, der begår kriminalitet. Endnu vigtigere: Andelen, der begår kriminalitet, er faldet, men det er den også for danskere, endda endnu mere end for udlændinge.
Altså er udlændinge, særligt efterkommere, er altså stadig meget mere kriminelle end danskere. Indekstallet, der måler dette, er stigende de seneste bare ti år.
Ti års integrationsindsats. Ti års løfter om forbedring. Tallene har ikke flyttet sig. De mest problematiske grupper – MENAPT-gruppen med udlændinge fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – forbliver problematiske.
Generationskløften: Når børnene bliver værre end forældrene
Efterkommere burde klare sig bedre end deres forældre. De er født i Danmark. De har gået i danske skoler. De har haft adgang til velfærdsstaten fra dag ét. Men virkeligheden viser det modsatte. De bliver mere kriminelle.
Libanon: Indvandrere er på indeks 265 (100 er gennemsnittet), men efterkommere er på 386 (altså næsten fire gange så kriminelle). Det er en stigning på 45 procent.
Somalia: Indvandrere 244, efterkommere 316. En stigning på 30 procent.
Syrien: Indvandrere 209, efterkommere 312. En stigning på 49 procent (s. 118, tabel 6.10).
Selv grupper, der ellers integreres godt, oplever tilbagegang. Indiske indvandrere har et kriminalitetsindeks på 41. Deres børn, de indiske efterkommere, ligger på 114. En stigning på 178 procent (s. 118).
Hvorfor? Økonomien kan ikke forklare det. Efterkommere har bedre udgangspunkt end deres forældre. Diskrimination kan heller ikke forklare det. Hvorfor skulle danskere diskriminere efterkommere mere end indvandrere?
Tilbage står kultur og normer. Og spørgsmålet, om visse grupper overhovedet kan integreres.
Voldens eksponentielle kurve
Det er i voldstallene, den egentlige katastrofe åbenbarer sig.
Syriske efterkommere har et voldsindeks på 676 (s. 118, tabel 6.10). De begår altså vold næsten syv gange så ofte som gennemsnittet. Libanesiske efterkommere ligger på 496. Somaliske på 430.
Det er straffelovsovertrædelser som vold, seksualforbrydelser, røveri. Det er ikke bare tyveri, men derimod den type kriminalitet, der ødelægger liv og tilliden til, at vi kan bevæge os frit i det offentlige rum.
Tre kløfter fortæller den samme historie. Uddannelse: Manglende erhvervsuddannelser fører til lav beskæftigelse. Forsørgelse: Permanent udelukkelse, der forværres med alderen. Kriminalitet: Accelererer over generationer med et ekstremt voldsindeks til følge.
Integration virker ikke for visse grupper. Tallene bliver værre, ikke bedre. Det klassiske integrationshåb – “anden generation klarer sig bedre” – er dødt. Begravet under ti års data, der viser det modsatte.
Remigration og stop for indvandring fra MENAPT-lande er den eneste løsning, når fire årtiers integration har fejlet.
Af Kasper Støvring