”Når NATO-allierede i morgen mødes i Haag for at øge forsvarsudgifterne, er det på høje tid”, siger Anders Fogh Rasmussen i et interview med Berlingske. Og så langer han ud efter den spanske premierminister Pedro Sánchez, der vil have velfærd uden forsvar.
Forud for NATO-topmødet har Pedro Sánchez nemlig afvist øgede forsvarsudgifter, bl.a. med henvisning til, at det ville skulle ske på bekostning af nødvendige investeringer i sundhed og uddannelser. NATO kom ham i møde ved at acceptere, at Spanien kan undtages fra NATO’s nye målsætning om 5 pct. af BNP til forsvarsinvesteringer i 2035 og i stedet sigte efter 2,1 pct.
”Det er noget usolidarisk vrøvl. NATO-er en kollektiv forsvarsalliance. Derfor er det stærkt usolidarisk, hvad den spanske premierminister nu går rundt og siger”, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen.
Anders Fogh har belejligt glemt, at hans eget land, Danmark, har snydt NATO og USA i årevis. Den snu småstatsstrategi, som Danmark har fulgt gennem årene, foreskrev nemlig, at det sikkerhedspolitisk gælder om at løbe fra NATO-aftaler, køre på fribillet og altid være parat til at kæmpe til den sidste amerikaner.
Danmark har derfor igennem årtier opretholdt det hyggelige arrangement, hvor de skiftende regeringer blot stillede sig i køen ved kasse 1 i Det Hvide Hus og fik inddækket det manglende danske bidrag til NATO.
Samtidig har danske politikere udvist en stor kreativitet i forhold til, hvad man kunne gøre for at slippe for at skulle bidrage til NATO.
Selv om Danmark havde en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af BNP i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer påstået i mange år, at der var tale om en hensigtserklæring og ikke et løfte. ”De 2 pct. af BNP skal ikke opfattes som et forpligtende mål, men alene som en hensigtserklæring”, har den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) sagt.
At Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO er ”fake news”, mente Martin Lidegaard fra De Radikale. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, sagde han.
Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at dansk bidrag skulle ganges med to, da dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres. Det kan ikke undre, at i NATO har danskerne altid haft ry for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger.
Løkke har endda præsteret noget så uværdigt som at regne ud, at de faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7% af BNP, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Hvilket i øvrigt var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.
På NATO-topmødet i Vilnius i juli 2023 var det Mette Frederiksens tur til at forsøge at snyde NATO og USA. Hun har nemlig på en kreativ måde opgjort de danske forsvarsudgifter, så danske donationer til Ukraine skulle tælle med i det samlede regnestykke. Frederiksens forsøg på at snyde NATO blev fordømt og afvist af flere NATO-lande samt generalsekretæren for NATO, Jens Stoltenberg.
I januar 2024 kom det frem, at Danmark ikke havde formået at effektuere nogen af de investeringer, man ellers lovede at gøre i forsvaret af Grønland tilbage i 2021. Det drejede sig bl.a. om to langtrækkende arktiske droner, kystradarer, der skulle overvåge de mest befærdede sejlruter i Grønland, samt radar på Færøerne. USA’s vicepræsident, JD Vance, har i den anledning udtalt, at ”Grønland er meget vigtigt for USA rent strategisk og er desuden et område, der er rigt på naturressourcer. Helt ærligt, de danske regeringer har svigtet i forhold til at sikre Grønland. Donald Trump viser det lederskab, som Danmark ikke formår at vise, når det gælder om at dæmme op for Ruslands og Kinas indflydelse i Arktis”.
Senest var det forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der forsøgte at snyde NATO og USA. I et svar til Folketingets Forsvarsudvalg skrev han, at komiker Christian Fuhlendorffs podcast, som reklamerer for officersuddannelsen, skulle tælle med i Forsvarets regnskab. Podcasten har været meget omtalt, fordi den har kostet Forsvaret 453.000 kr. inklusive markedsføring på Instagram og Facebook. Det siger sig selv, at podcasten umuligt kunne øge Danmarks forsvarsevne.
Både i NATO og i USA har man altid været klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man derfor danskerne som illoyale snyltere, der har kørt på frihjul på NATO’s bekostning og ladet USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.
Men sit hykleriske angreb på Sánchez er Anders Fogh ude på at høste nogle billige point i den danske andedam. Han burde feje for Danmarks egen dør, før han beskylder andre lande for at snyde NATO og USA.
André Rossmann