Trykkefrihedsselskabet, Danmarks største ytringsfrihedsorganisation, ville aldrig være blevet en realitet, hvis ikke det var fordi selskabets første formand og medstifter, Lars Hedegaard, i 2004 blev nægtet optagelse i Dansk PEN, fordi han var ”for islamkritisk”. Dansk PEN var og er i egen erklærede selvforståelse ”…en litterær organisation der promoverer bøger fra hele verden og forsvarer ytringsfriheden for skribenter af enhver art”. Denne selvforståelse ligger dog milevidt fra den faktiske sandhed, som afvisningen af at optage Lars Hedegaard som medlem så tydeligt illustrerer – og det har da også haft konsekvenser for foreningen, som de seneste 20 år har mistet både gennemslagskraft og relevans: i dag er Dansk PEN en skygge af sit gamle jeg og er reduceret til en lille, selvhøjtidelig, anakronistisk basisgruppe bestående af navlepillende kulturradikale.
For man kan ikke i længden lyve sig til en position, man ikke er villig til at forsvare, og Dansk PEN har – med Lars Hedegaard-gate som det mest spektakulære eksempel – aldrig forsvaret ytringsfriheden, fordi forsvaret af Det Frie Ord altid indebærer vilje og evne til at forsvare sine argeste politiske modstandere, og det har Dansk PEN været for fine til. Alene afvisningen af Lars Hedegaard i 2004 med begrundelsen, at han var ”for islamkritisk” (og dermed for intellektuelt uæstetisk) siger alt.
En anden gammel, selvfed venstrefløjsbastion kommer til at lide samme skæbne som Dansk PEN: Amnesty International, der ligesom Dansk PEN angiver at kæmpe for ytringsfriheden – endda for tipsmidler uddelt af Kulturministeriet – men som gør det ved at argumentere for yderligere begrænsninger af Det Frie Ord ved at foreslå skærpelse et af de største, demokratiske misfostre i dansk lovgivning, nemlig krænkelsesbestemmelsen i straffelovens § 266b (racismeparagraffen). Det er et selvmål af dimensioner, der over tid vil fratage Amnesty legitimitet som selvbestaltet og quasi-offentligt finansieret forkæmper for ytringsfriheden.
Så meget desto mere som Amnesty deler værdier med Dansk PEN i den forstand, at man kun vil forsvare dem, der ikke ligger for langt fra venstrefløjen: Som Dansk PEN har Amnesty det også voldsomt stramt med islamkritikere. Så stramt, at Tommy Robinson, der p.t. er Europas mest omtalte politiske fange ikke nævnes ét eneste sted på Amnestys hjemmeside. Man skulle ellers tro, at det lå lige til højrebenet at gå ind i Tommy Robinsons sag: han sidder på 4. måned isolationsfængslet for at offentliggøre dokumentaren Silenced, der beskriver de engelske myndigheders svigt og korruption.
Nu er der bare det ved det, at Tommy Robinson er islamkritisk og dermed politisk uacceptabel for Amnesty.
Det samme er den 75-årige fransk-algierske forfatter, Boualem Sansal, der har kritiseret både radikal islam og de vestlige regeringer, der ikke ser virkeligheden og islamiseringen i øjnene. Boualem Sansal sidder fængslet i Algeriet for ”anslag mod statens sikkerhed” for sin islamkritik. Heller ikke han figurerer noget sted på Amnestys hjemmeside.
Trykkefrihedsselskabet har derfor rettet henvendelse til Amnesty i et forsøg på at gøre opmærksom på disse to europæiske mænd, der er politisk fængslet – men det har ingen interesse, for som Amnestys generalsekretær, Vibe Klarup skriver:
”Lige nu er vi i Amnesty Danmark optaget af Skriv for Liv kampagnen, der i Danmark har fokus på uretmæssigt fængslede i Angola, Sydkorea, Israel og Egypten. Derudover har vi gennem længere tid været optaget af uretmæssigt fængslede menneskerettighedsforkæmpere i Rusland og Kina og vi kører her sammen med en særligt dedikeret gruppe aktive medlemmer en særlig kampagne for frigivelse af nobelprismodtager iranske Narges Mohammadi.
Boualem Sansal og Tommy Robinson er således ikke blandt dem, vi advokerer for.”
Det er påfaldende, at Vibe Klarup end ikke gør sig ulejlighed med at beklage eller forklare Amnestys åbenlyse politiske slagside i (fra)valget af, hvem organisationen vil kæmpe for. Amnesty gør sig ikke bare skyldig i åbenlys uvidenhed om, hvad ytringsfrihed indebærer (deres ønske om at begrænse den ved at skærpe racismeparagraffen), de forbeholder sig også ret til kun at kæmpe for deres meningsfæller. Dermed har de ikke bare mistet legitimitet – de kan også se frem til en skæbne som Dansk PENs, for den tid er ved at være forbi, hvor man kunne tillade sig hvad som helst, bare man havde de rigtige holdninger.