Alaska – halv fiasko eller halv succes?

Alaska – halv fiasko eller halv succes?


Det er svært at konkludere noget om Trump-Putin-mødet ud fra de sparsomme oplysninger, som den amerikanske præsident er kommet med. Der er floromvundne ord, men meget lidt konkret.

Selv meddeler Trump, at mødet har været en stor succes, og at der blev skabt enighed på mange punkter bortset fra det mest afgørende, der utvivlsomt drejer sig om landafståelser. Det er nu op til præsident Zelenskij at beslutte, om han vil indgå en handel. Det hører vi formentlig mere om, efter at han på mandag har aflagt besøg i Det Hvide Hus.

Hvis Zelenskij bider på, må det enten skyldes, at han frygter, at Vesten – heriblandt de europæiske allierede – vil holde op med at finansiere krigsførelsen, eller at Trump giver ham et tilbud i form af økonomiske eller sikkerhedsmæssige garantier, som han ikke kan afvise.

En ophidset kommentator på MSNBC finder det modbydeligt at se den amerikanske præsident side om side med den russiske krigsforbryder, og det er svært at give hende uret. Vi lever i en brutal verden, hvor den, der har ret, sjældent får ret, hvis modstanderen er en stormagt. Man mindes, hvordan Franklin Delano Roosevelt og Winston Churchill under 2. Verdenskrig lod sig afbilde sammen med Josef Stalin – en af verdenshistoriens mest modbydelige massemordere.

Trump siger, at han vurderer udfaldet af mødet med Putin som 10 ud af 10, men, som den forretningsmand han er, understreger han, at det altid er de sidste ingredienser i en aftale, der volder størst vanskelighed. Han udtaler derfor til Fox News, at udsigten til en afslutning på krigen er 50/50.

I storpolitik betyder ord og skuespil intet. Hvad der tæller er handlinger.

Hvis Putin bliver ved med at affyre missiler mod Ukraines civilbefolkning og bortføre ukrainske børn til Rusland, ved vi, at han ikke er indstillet på våbenstilstand eller fred, men blot holder Trump for nar for at kunne fortsætte sin aggression.

Det vil i så fald være op til Trump, om han vil bevare sin troværdighed eller optræde som klovn i et Putin-cirkus.



Source link