Den omstridte afgift på emballage har gjort dagligvarer dyrere, da virksomheder nu skal betale deres del for håndteringen af affald. Det burde gøre det billigere for husholdningerne, men i stedet rammes danskerne dobbelt, skriver Berlingske.
”Det var ellers hensigten, at de producenter, der sender emballage ud i dagligvarebutikkerne, skulle tage regningen for bortskaffelsen. En omlægning af systemet, der ifølge Miljøministeriet burde give hver husstand en gennemsnitlig besparelse på 500 til 600 kroner uden moms om året. Men mens dagligvarehandlen satte priserne mærkbart op i ugerne omkring 1. oktober, hvor afgiften trådte i kraften, kan danskerne risikere at betale det samme – eller mere – for at komme af med skrald.
Og det møder kritik fra Forbrugerrådet Tænk. ’Det helt store problem lige nu er, at forbrugerne bliver opkrævet dobbelt – både gennem det kommunale affaldsgebyr og gennem de øgede priser på emballager. Det her rammer danskerne på et virkelig dårligt tidspunkt. Hvis vi hverken får bedre emballager eller lavere affaldsgebyrer, så er det et stort problem. Det er ikke rimeligt’, lyder det fra seniorrådgiver Nikola Kiørboe”.

