Den Korte Avis | Nye tal: Ikke siden 2017 har så lille en andel af de unge søgt ind på erhvervsuddannelserne

Den Korte Avis | Nye tal: Ikke siden 2017 har så lille en andel af de unge søgt ind på erhvervsuddannelserne


SMVdanmark

 

Kun 19 procent af de unge har i år søgt ind på en erhvervsuddannelse. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Det er det laveste niveau i ni år og langt fra den politiske målsætning. SMVdanmark advarer om mangel på faglærte og efterlyser handling.

 

Der er netop kommet nye ansøgningstal til ungdomsuddannelser og 10. klasse fra Børne- og Undervisningsministeriet. De viser, at andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse, når de forlader folkeskolen, er den laveste i ni år. Kun 19 procent har i år valgt at søge ind på en erhvervsuddannelse.

 

Tallet er langt under den politiske målsætning fra 2015 om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal søge en erhvervsuddannelse. Det får SMVdanmark til at opfordre til politisk handling.

 

”Vi står med faldende ungdomsårgange og en tiltagende mangel på faglærte. Det bliver en stor udfordring for fremtidens vækst i Danmark. Vi har fra SMVdanmarks side savnet et politisk fokus på denne udfordring i valgkampen,” siger Kasper Munk Rasmussen, der er uddannelseschef i SMVdanmark.

 

SMVdanmarks mener at indsatsen for at sikre flere faglærte bør være en bunden opgave for en kommende regering. Eleverne på de danske erhvervsskoler er blandt de ældste i Europa, og derfor er der ifølge SMVdanmark brug for en gulerod for at få unge til tidligere at overveje dem faglærte vej. Derfor foreslår erhvervsorganisationen et skattefradrag:

 

”Der er taget flere initiativer i de seneste år med juniormesterlære og obligatorisk erhvervspraktik. Men søgetallene for i år viser, at vi ikke kan vente med at gøre mere. Vi har særligt brug for at gøre noget, der vil give flere elever lyst til at prøve kræfter med en erhvervsuddannelse i stedet for at udskyde valget. Vi foreslår, at man giver unge et ekstra månedligt skattefradrag, når de går i lære på en erhvervsuddannelse,” siger Kasper Munk Rasmussen.

Kilde: Uddannelsesstatistik.dk





Source link