Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Tavshedens signal
Da den koptisk-amerikanske historiker Raymond Ibrahim i weekenden modtog Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, i København, var det en anerkendelse af mere end to årtiers arbejde med at dokumentere den systematiske forfølgelse af kristne i store dele af verden – en virkelighed, som fortsat mødes med bemærkelsesværdig tavshed i vestlige offentligheder.
Pressemeddelelser blev udsendt. Invitationer blev sendt – også direkte til samtlige danske biskopper. Responsen udeblev. Ikke én fandt anledning til at møde op. Ikke én fandt det relevant at orientere sig om en udvikling, der i første omgang angår deres trosfæller, men i sidste ende også deres egen institutions historiske fundament.
Tavshed kan have mange forklaringer. Travlhed. Prioriteringer. Tilfældigheder.
Men der findes situationer, hvor tavsheden i sig selv bliver et signal – hvor fraværet af interesse ikke længere kan bortforklares, men må forstås som et valg.
Man merkt die Absicht und wird verstimmt: Alt peger på en kirkelig elite, som er ved at løsrive sig fra den civilisatoriske erfaring, dens embede hviler på. En kirke, der ikke længere føler forpligtelse til at forstå eller forholde sig til kristnes vilkår i verden, svækker ikke blot forbindelsen til sine trosfæller. Den svækker forbindelsen til sin egen eksistensberettigelse.
En symbolsk skandale
Udviklingen blev næsten symbolsk synlig ved festgudstjenesten i Aarhus Domkirke i januar 2024 i anledning af fejringen af det nye kongepar. Her valgte man at invitere en imam – en repræsentant for den religion, som er ansvarlig for hovedparten af kristenforfølgelser i store dele af verden – til at deltage i en højtidelig kirkelig markering for landets statsoverhoved.
At invitere en sådan repræsentant ind i selve hjertet af en kulturbærende institution uden at reflektere over signalet er i sig selv opsigtsvækkende. At han kvitterede ved at møde op med et politisk palæstinensertørklæde med teksten “Free Palestine”, gjorde situationen endnu mere afslørende. Det var en hån. En demonstrativ magtdemonstration.
Det mest slående var imidlertid ikke handlingen, men fraværet af reaktion: ingen viste ham bort, ingen tog afstand, men han fik tværtimod anvist en fremtrædende plads i kirken.
Forudilende kapitulation
Den tysk-jødiske forfatter Henryk M. Broder har beskrevet denne mentalitet som forudilende kapitulation: en tilstand, hvor man ikke blot undlader at forsvare sine egne værdier, men på forhånd opgiver dem.
Islam er ikke længere en trojansk hest. Ingen kan i dag være i tvivl om, hvem og hvad man inviterer indenfor. Når man alligevel gør det – og endda accepterer hån som en del af gæstfriheden – er det ikke et udtryk for tolerance eller generøsitet. Det er et tegn på kulturel selvafvæbning.
Når fundamentet svækkes
Det danske samfund er – som det øvrige Europa – historisk formet af et judæo-kristent værdi- og moralkompleks. Forestillinger om individets værdighed, ansvar og magtens begrænsning er ikke opstået i et kulturelt vakuum. De er vokset frem gennem århundreder i en kristen civilisationskontekst. Når dette fundament relativiseres eller ignoreres af dem, der er sat til at forvalte det, får det konsekvenser langt ud over kirkerummet.
Og så står vi tilbage med det simple faktum:
En historiker, der har viet sit liv til at dokumentere kristenforfølgelser, inviteres til Danmark – og ingen af landets biskopper finder det værd at møde op.
Man kan næppe forestille sig et mere præcist billede på en kirke, der er ved at glide ud af sin egen historiske rolle.
Civilisationer bryder sjældent sammen, fordi de bliver besejret udefra.
De bryder sammen, fordi deres egne institutioner holder op med at tro på det, de er sat i verden for at forsvare.
Når kirken først mister troen på sig selv, er resten kun et spørgsmål om tid.
Aia Fog
cand. jur.
Formand for Trykkefrihedsselskabet