Frederik Christensen og jeg har stukket hånden i et hvepsebo med vores bog ”Tragisk realisme”, der kritiserer det, vi kalder den liberale forståelse af international politik. Professor Mikkel Vedby Rasmussen skrev en hæderlig anmeldelse på udgivelsesdagen og kaldte vores bog et ”tiltrængt korrektiv til vores forståelse af verden”.
Anna Libaks anmeldelse i Weeekendavisen er dog en anden sag.
Nu er det ikke en forfatters opgave at svare på anmeldelser. En anmelders værdidom er subjektiv og skrevet til læserne, ikke forfatterne. Men da vi har skrevet en debatbog, er det oplagt at debattere de postulater om vores bog, som kan kaste lys over den samlede forståelse af Ukrainekrigen. Det angår nemlig os alle.
Libak har to anker, og ingen af dem er korrekte. Hun mener, vi viderekolporterer russisk propaganda, når vi skriver, at der blev givet et løfte fra vestlig side i begyndelsen af 1990erne om ikke at udvide NATO mod øst. Og for det andet kritiserer hun vores synspunkt, at der var mulighed for en fredsaftale allerede i marts/april 2022.
Ingen af delene passer altså, ifølge Libak.
Men dér tager Libak fejl. Lad os se på kilderne.
Der blev afgivet både mundtlige og skriftlige løfter om NATOudvidelse
Frigivne dokumenter fra amerikanske, sovjetiske, tyske, britiske og franske arkiver (læs en oversigt her) bekræfter, at Vesten afgav eksplicitte forsikringer til Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide sig østpå.
Forsikringerne kom ikke fra én person i ét møde, men fra mindst ti vestlige ledere, herunder Baker, Bush, Kohl, Genscher, Thatcher, Major, Hurd, Mitterrand, Gates og NATO’s generalsekretær Wörner. Baker brugte formuleringen “not one inch eastward” tre gange i mødet med Gorbatjov den 9. februar 1990. Forsikringen gjaldt ikke kun DDR eller Østtyskland, men Østeuropa som sådan.
Det var heller ikke kun mundtlige tilsagn afgivet i en ophidset historisk situation og siden glemt. De er dokumenteret i samtidige, skriftlige referater fra møder på højeste politiske niveau, og Robert Gates gentog samme dag den identiske forsikring over for KGB-chefen, hvilket viser, at det var en koordineret amerikansk regeringslinje, ikke en enkeltmands improvisation.
Forsikringerne fortsatte så sent som marts 1991, da Major og Hurd over for Gorbatjov og forsvarsminister Jazov erklærede, at NATO ikke ville udvide sig østpå, og NATO’s egen generalsekretær Wörner meddelte samme år en russisk delegation, at 13 ud af 16 NATO-lande var imod udvidelse.
Gorbatjov accepterede tysk genforening, som Sovjet ellers havde lovlig vetoret over, netop fordi han stolede på disse forsikringer. Clinton-administrationen valgte i 1994 alligevel at udvide NATO østpå, på trods af forgængernes løfter og på trods af den erfarne diplomat George Kennans gentagne advarsler.
At afvise disse kendsgerninger som russisk propaganda er ikke en historisk position, det er en polemisk-politisk position. Og en, der er fyldt med fejl.
Der kan være gode argumenter for en udvidelse frem til 2008, som vi skriver i bogen. Men det ændrer ikke ved, at russerne var imod en sådan udvidelse fra begyndelsen, og at Vesten derfor gav forsikringer til russerne.
Der var mulighed for en fredsaftale i begyndelsen af 2022
Så til Libaks påstand om, at der ikke var mulighed for en fredsaftale i 2022.
I marts-april 2022 nåede russiske og ukrainske forhandlere frem til en foreløbig aftale, hvor Rusland ville trække sine styrker tilbage til linjerne fra før den 24. februar 2022. Kravet var ukrainsk neutralitet. Oleksiy Arestovych, der selv var del af den ukrainske forhandlingsdelegation, beskriver aftalens indhold som “90% forberedt”, i et interview med Unherd, og tilføjer, at delegationen åbnede champagneflasker, da de vendte hjem. Næste skridt var et personligt møde mellem Zelenskyj og Putin den 9. april.
To konkurrerende fortællinger tegner sig i forhold til, hvad der stoppede aftalen. Den første: Bucha-massakren den 2. april chokerede Zelenskyj og gjorde fredsforhandlinger politisk umulige. Den anden: Boris Johnsons uanmeldte besøg i Kyiv ændrede krigens forløb.
David Arakhamia, lederen af den ukrainske forhandlingsdelegation og parlamentsleder for Zelenskyjs eget parti, har offentligt bekræftet, at Rusland var klar til at afslutte krigen mod ukrainsk neutralitet, og at Johnsons besøg spillede en rolle i aftalens sammenbrud. Det er en vurdering, som Israels tidligere premierminister Naftali Bennett, der fungerede som mægler, ligeledes har tilsluttet sig.
Kritikere hævder, at man ikke kunne stole på Putin, og at en aftale blot ville have givet Rusland tid til at forberede en ny invasion. Men der er et argument om fremtidige intentioner, ikke en afvisning af, at en mulig fredsaftale faktisk forelå.
Det er desuden værd at bemærke, at det ikke er russiske propagandister, der hævder, at en aftale var inden for rækkevidde, men Zelenskyjs egen tidligere talsmand og præsidentielle rådgiver, lederen af Zelenskyjs egen parlamentsgruppe samt den tidligere amerikanske general Mark Milley, der offentligt erklærede, at vinteren 2022 var det optimale forhandlingstidspunkt.
Arestovych formulerer de menneskelige omkostninger ved det valgte forløb i UnHerd-interviewet: krigen kunne være afsluttet med Istanbulaftalen, og hundredtusinder af mennesker ville stadig være i live.
En aftale var altså klart en mulighed. Hvordan den mulighed blev spildt, ved vi dog ikke noget præcist om. Afgørende er dog, at den var der, og at spørgsmålet om NATO-neutralitet var centralt. Det er også noget, vores kritikere ofte afviser. For dem handler Ukrainekrigen kun om Putins imperialisme. Ikke om sikkerhedsdilemmaet, som Frederik Christensen og jeg betoner i vores nye bog.
Af Kasper Støvring, forfatter