Der er i Danmark en grundlæggende enighed mellem borgerne og staten om, at ansvaret for borgernes velfærd tilhører staten. Staten overtager derfor flere og flere opgaver, som rettelig hører hjemme i familierne, hos vennerne og i lokalsamfundet.
Den danske formynderstat har på mange punkter en slående lighed med kommunistiske stater, hvor det enkelte menneske, familien og civilsamfundet er underordnet statsmagten. I socialdemokratismen, som er den dominerende samfundsform i Danmark, opfattes mennesker ikke som suveræne, myndige og ansvarlige borgere, der selv kan tilrettelægge og leve deres tilværelse samt tage vare på sig selv, deres familie og nærmeste. Den underliggende præmis i den danske formynderstat er, at de problemer, som borgerne står over for, ses som politiske, ikke private. Formynderstaten betragter derfor den jævne dansker som et slags samfundsmæssigt problembarn, hvis uhensigtsmæssige vaner og præferencer skal modvirkes, indhegnes og styres af en vildtvoksende underskov af regler, paragraffer, forbud, påbud, tilskud og dummebøder. Det paradoksale er, at danskerne elsker det. De elsker regulering, regler, bureaukrati, detailstyring, forbud og stram styring.
Skattegrundlaget under velfærdsstaten er som bekendt ved at smuldre. Regeringen og de systemtro eksperter anklager derfor danskerne for, at de arbejder mindre, end de kan og bør. Denne tilgang afspejler en dehumaniseret industrisamfundslogik, hvor danske borgere bliver betragtet som menneskelige tandhjul i det store omfordelingsmaskineri – ikke som mennesker i egen ret, men kun som små arbejdsmyrer i statens store myretue, hvor de skal arbejde mere og mere, så de kan fylde skattepenge ind i statskassen. På dette punkt ligner Danmark det tidligere Sovjetunionen eller Kina, hvor staten er alt og mennesket intet. Og danskerne? Ja, de har for længst vænnet sig til, at staten ikke er til for dem og ikke omvendt.
Borgerne behandles som ansvarsfrie børn
Princippet om ”frihed under ansvar” er i Danmark for længst erstattet af, at formynderstaten ved bedst, hvad der er bedst for borgerne. Formynderstatens regulering, forbudslovgivning og moralisering har taget ansvaret og friheden fra borgerne med det resultat, at staten bliver til en erstatningsforælder, der behandler borgerne som ansvarsfrie børn og kommunikerer på børnehaveplan. Og eftersom formynderstatens indgreb over for de ansvarsfrie borgeres frihed foretages i ”fællesskabets” navn, bliver indgrebene legitime, ja endda en moralsk forpligtelse. Reaktionen i befolkningen er ikke overraskende systemisk ansvarsfralæggelse.
Formynderstatens moralisering og indblanding
Skatten i formynderstaten er høj, den offentlige service er omfattende, omfordelingen er vidtfavnende og borgernes personlige økonomier er viklet tæt ind i hinanden. Da alle betaler til alle, er det i formynderstaten legitimt for politikerne at have en holdning til borgernes livsstil og for borgerne at have en holdning til naboens livsstil. Og eftersom borgernes beslutninger direkte eller indirekte påvirker andre, er det legitimt for formynderstaten lovgivningsmæssigt at regulere borgernes liv, fælde moralske domme og blande sig i borgernes privatliv med henblik på at sikre totalitær lighed og millimeterretfærdighed. For hvis man vælger at ryge og får lungekræft, er de andre med til at betale ens hospitalsregning. Og hvis en dansk kvinde ikke føder tilstrækkelig mange børn, er fremtidens skattegrundlag i fare. Det var grunden til, at Københavns Kommune for nogle år siden plastrede byen med plakater med det grænseoverskridende spørgsmål ”Har du talt dine æg i dag?”.
Formynderstaten tager styring i borgerne liv
Den socialistiske idé om, at staten varetager individets interesser ”fra vugge til grav”, har betydet, at danskerne har parkeret en stor del af ansvaret for deres nærmeste, deres økonomi og deres livskvalitet hos formynderstaten.
I formynderstatens vuggestuer skal professionelle omsorgspersoner således sikre, at alle børn er afrettede, så de i fremtiden kan blive produktive og veldresserede skatteborgere. Helt fra fødslen sørger danske sundhedsplejersker derfor for, at forældrene sikrer en udvikling, der skaber velfungerende, institutionsklare børn. Tankegangen er, at børnene skal i institution fra de er helt små, så far og mor kan arbejde for velfærdsstaten. I Danmark opfattes børn nemlig som en fremtidig arbejdskraftressource, der med forældres hjælp skal optimeres mest muligt for fællesskabets bedste. Det er, fordi børn ikke bare er børn – de er også fremtidens humane kapital, som skal finansiere fremtidens velfærdsstat.
Ifølge de seneste tal fra 2018 begynder danske børn i gennemsnit i dagpleje, når de er 9,7 måneder, og i vuggestue, når de er 10,7 måneder gamle. Ifølge BUPL er 34 pct. af danske børn mellem 6-8 måneder gamle, når de første gang skal passes af pædagoger. Forskning viser, at det er en uheldig udvikling, hvis børn starter i institution i så ung en alder. For jo længere barselsorlov forældrene holder, des bedre er det for børnenes selvværd samt for deres trivsel og følelsesmæssige stabilitet i ungdomsårene. Til gengæld giver en tidlig institutionsstart børnene en ringere mulighed for at opbygge en tryg relation til begge forældre. I den danske formynderstat sættes hård ideologi og mammon således over de smås trivsel. Prisen for alt dette betales af de små og kvinderne.
Politikernes anden målsætning med institutionalisering af børn er at svække familien. I Danmark har man derfor ikke en familiepolitik, fordi børnene er statens og kommunernes opgave. Ikke familiens. I Danmark handler familiepolitik om at forandre familien i overensstemmelse med de til enhver tid gældende ideologiske forskrifter, som er socialistiske. I sin 2025-plan ”Altid på børnenes side” skriver Socialdemokratiet, at alle nyfødte automatisk institutionaliseres i en vuggestue, om nødvendigt gennem ”frivillig” tvang. Det siger sig selv, at det svækker familiesammenholdet og den enkelte familie, når det offentlige invaderer privatlivet og tager ansvar fra familien. Og børn, der oplever dette, får velfærdsafhængighed ind med modermælken.
De unge forældregenerationer i Danmark mener ikke, at det er deres ansvar at sætte grænser eller opdrage deres egne børn. Den opgave er derfor udliciteret til staten, til lærerne, pædagogerne og til børnene selv, alt imens forældrene har travlt med at realisere sig selv, være bedste venner med deres børn eller være aggressive på Aula. Prisen betales først og fremmest af børnene, som mistrives på grund af en alt for vidtgående institutionalisering.
Politikerne lægger ikke skjul på, at børnenes opdragelse er statens opgave. På Københavns Rådhus har socialdemokratiets politiske ordfører, Laura Rosenvinge, således udtalt, at ”når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at være den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene. Det er folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene”.
Konsekvenserne af den manglende forældreopdragelse kan ses i de unges mistrivsel, herunder den store stigning ift. psykisk sårbarhed, krænkelsesparathed mv. Og selv om eksperter og forskere ikke ved ret meget om børns og unges mistrivsel, har formynderstaten nedsat en trivselskommission, som skal komme med anbefalinger om, hvordan man kan maksimere de unges trivsel. Det er med andre ord formynderstaten, og ikke forældrene og familien, der har ansvaret for, at børnene trives.
I Danmark mener man, at det er en politisk opgave at lovgive om, hvordan borgere strikker deres parforhold og familieliv sammen, og hvordan kvinder og mænd fordeler rollerne og de familiære pligter mellem sig i de enkelte hjem. Barsel var oprindelig tænkt til at være for barnets skyld. Det skulle give barnet en rolig start på livet i hjemlige omgivelser. I formynderstaten må barsel imidlertid ikke benyttes, medmindre den fordeles på en bestemt måde mellem mor og far. Forældrene må hverken vælge den barselsfordeling, der passer til deres livssituation, eller lade den overgå til den anden forælder. Det resulterer i, at helt små børn blive sendt tidligere afsted i daginstitution, selv om den anden forælder kunne gå hjemme.
Politisk har de seneste mange år budt på kreative regler, der underminerer forældreskab og forældremyndighed. I 2018 vedtog Folketinget den skærpede underretningspligt. Altså, den, der gør, at en pædagog eller lærer skal indrapportere enhver bekymring i relation til et barn til kommunen, fordi de ellers selv risikerer fængselsstraf. Den lov betyder, at der i dag indgives 130.000-140.000 indberetninger årligt om godt 80.000 forskellige børn til kommunerne, og hundredtusinder af borgeres familieliv bliver altså aktivt gransket af det offentlige årligt. Det er faktisk umuligt at komme igennem en barndom uden en sådan granskning. Der er 1.1 million børn og 18 år i en barndom.
Da børnene i formynderstaten er mere og mere statens, har man gjort det nemt at tvangsfjerne børn, fordi formynderstaten hellere fjerner et barn for meget end for lidt. Målet i formynderstaten er nemlig flere tvangsfjernelser, snarere end at søge at styrke familierne, så flere sager kunne undgås. Det minder om det kommunistiske DDR, hvor man hjalp mennesker med ”ikke rigtige” socialistiske holdninger ved at fjerne deres stakkels børn og lade dem opdrage i familier med de” rigtige” holdninger – for deres egen skyld – og for samfundets skyld. Indberetninger om børnene giver kommunerne magt til det ultimative indgreb i familielivet. De har ret til på grundlag, der igen og igen er problematiseret og afsløret som fejlagtige og mangelfulde, at fjerne børn med tvang fra deres forældre.
Der er i Danmark ikke et eneste problem, som ikke foreslås løst ved mere offentlig kontrol eller yderligere politisk indblanding. I Aalborg Kommune har man indført en solpolitik. Den fortalte pædagogerne i kommunens institutioner, at de skulle huske at smøre børnene ind i solcreme, når solen skinnede. I Region Sjælland har man indført en duftpolitik for medarbejderne, der handler om, hvordan man må lugte på sit arbejde. Man ved ikke, om man skal grine eller græde.
Danskerne er heller ikke voksne nok til at kunne håndtere deres ægteskabelige problemer. Formynderstaten tilbyder derfor parterapi på statens regning og har indført en refleksionsperiode for par med børn, før de kan blive skilt. Her skal parret gennemgå et obligatorisk forløb, hvor man skal tænke sig om. Også de borgerlige er store fans af formynderstaten. ”Flere kommuner skal tilbyde hjælp og rådgivning til familier, når parholdet er i krise”, sagde Mette Abildgaard (K) til Berlingske den 4. sept. 2023.
Nattesøvn er heller ikke længere noget, som formynderstatens borgere styrer selv. Kommunerne udbyder derfor kurser, der skal få borgerne til at sove bedre om natten og gøre dem mere arbejdsduelige. Og i flere kommuner får kommunalt ansatte søvnige gymnasieelever ud af sengen hver morgen med sms’er, telefonopkald eller ligefrem banken på deres hoveddør. Den slags er dybt problematisk, fordi det normaliserer en situation, hvor man ikke engang behøver at tage ansvar for dagligdagssituationer i ens egen familie.
Betydningen af begrebet ”det sunde menneske” har gennem årene ændret sig fra blot at betyde fraværet af sygdom til i dag at skabe et socialistisk idealmenneske, som er ikkeryger, spiser sundt, holder sig i god form og begrænser sit alkoholforbrug. Den seneste tid er mental sundhed endda kommet til, så nu skal danskerne også have et rigt socialt liv, undgå stress og være følelsesmæssigt afbalancerede. Ifølge Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i DA, handler det om ”at få flere til at træde ind på arbejdsmarkedet, om at reducere sygefraværet for dem, som allerede er der, og om at sørge for, at medarbejderne er så sunde, at de kan blive på arbejdsmarkedet længe. Fordi der er et klart link over til, at danskernes sundhed faktisk betyder meget for virksomhederne, de offentlige sundhedsudgifter og vores velfærdssamfund, mener vi, at det er legitimt og nødvendigt at blande sig”, siger Pernille Knudsen.
Efter DA’s opfattelse skal danskerne altså behandles som en svinebesætning, der skal give så stort et afkast som muligt. I DA’s optik er forebyggelse derfor et ubetinget plusord. For det er jo lettere og billigere at forebygge end at behandle. Men som Henning Fonsmark pointerede, skal man altid være på vagt, når forebyggelse er på dagsordenen i velfærdsstaten. For forebyggelse kan bruges til at dirigere og forme borgerne efter statens forgodtbefindende, ligesom der ingen grænser er for forebyggelse – hverken i adfærdsmæssig eller i økonomisk forstand. Når du er helbredt for en sygdom, kan du forlade hospitalet og vende tilbage til dit eget liv, og der skal ikke bruges flere skattekroner på dig. Forebyggelse, derimod, stopper aldrig: Du kan altid blive sundere, og staten kan altid gøre mere for dig. Dansk erhvervsliv har dermed lagt sig tæt op ad den velfærdssocialistiske forestilling om borgeren som et tandhjul, der skal velsmurt som muligt, så den socialistiske samfundsmaskine kan kværne så effektivt som muligt.
Som led i en sundhedsreform har den socialdemokratiske regering fremsat forslag om at indføre en 18-års grænse for salg af alkohol samt et nikotinforbud for alle født i eller efter 2010. Der er såmænd ingen grund til at betvivle de gode intentioner i sundhedsreformen: Danskerne skal blive sundere, og regeringen skal nok hjælpe de dumme og ansvarsløse borgere med hvordan. Samme tankegang finder man i Københavns Kommune, der har indført tvungen motion for sosu-assistenter og begrænset de ældres forbrug af saftevand på plejehjemmene på grund af det høje sukkerindhold.
Medarbejdere i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning har ikke kunnet ryge en cigaret på vej til og fra et møde eller i eget hjem på en hjemmearbejdsdag siden juli 2018. I hvert fald ikke uden at risikere en fyreseddel. Det er konsekvensen af en ny rygepolitik, der betyder, at forvaltningens ansatte ikke må tænde en cigaret, hvis de er i gang med jobrelaterede opgaver. Heller ikke, selv om de er langt fra kommunens matrikel, f.eks. hjemme i privaten. I den socialistiske formynderstat mener man ikke, at det hører til den private sfære, når et voksent menneske ryger en cigaret hjemme hos sig selv eller på gaden i arbejdstiden.
Det er formynderstatens logik, at de dumme og ansvarsløse danskere har brug for en hjælpende hånd til at spare op til ferien. Formynderstaten tvangshjælper derfor borgerne med at spare op til deres ferie og administrerer deres feriepenge gennem en feriepengeordning, hvor staten konfiskerer 12,5 pct. af lønmodtagernes indtægt, som borgerne efterfølgende allernådigst skal ansøge om at få udbetalt, f.eks. ved jobskifte.
Formynderstaten mener også, at den er bedst til at administrere danskernes pensionspengepenge. Hvor meget borgeren har sparet op af sine egne midler til pensionsformål, og hvordan borgeren helst vil sammensætte sine udgifter til livets opretholdelse sidst i livet i kombination mellem opsparing og lønindtægt, burde overlades til den enkelte. Men sådan er det ikke i den danske formynderstat. Her skal borgerne jo bidrage mest muligt til et ”økonomisk råderum”, som formynderstaten kan råde over på ”fællesskabets” vegne.
For at give formynderstaten mulighed for at forvalte danskernes pensionsmidler, har man indført arbejdsmarkedspensionerne (AM-pensioner). Hver enkelt overenskomstdækket lønmodtager i Danmark skal finde sig i, at en del af lønnen går til pensionsopsparing, der er anbragt i overenskomstbestemte fonde og ikke i opsparingsordninger efter lønmodtagerens eget valg. De overenskomstbaserede ordninger suppleres af en lang række tvungne virksomhedsbaserede opsparingsordninger, som typisk er placeret i private pensionsselskaber. Efter arbejdsgiverens valg, naturligvis.
ATP Livslang Pension er en lovpligtig pensionsordning, som alle danskere indbetaler til. I dag er alle danskere stavnsbundet til at have ATP som pensionskasse, og hver måned bliver der trukket ATP-bidrag via lønsedlen. Hver dansker med fuldtidsjob betaler over 3.000 kroner ind til ATP om året uden selv at have valgt det. Det bliver 10 milliarder kroner. Med tanke på, at det inkompetente ATP i årene 2022-2025 har tabt ca. 40 pct. af sin investeringsportefølje, kan man ikke se saglige argumenter for, hvorfor staten skal tvangsindlægge danskernes pensionsmidler til at skulle stå hos ATP.
Den danske formynderstat har over de sidste årtier skabt en orwellsk virkelighed, hvor borgerne overvåges, registreres og reguleres ned til mindste detalje i deres privatliv. Regelmængden er vokset under alle regeringer siden 1989, også de borgerlige. Intet synes for småt til, at staten blander sig. Bygningsreglementet er f.eks. én lang mistillidserklæring til borgerne. Formynderstaten stoler ikke på, at danskerne kan bygge boliger med tilstrækkelig loftshøjde, lysindfald mv., hvis ikke staten sætter snævre regler. Formynderstaten har regler for alt og flere af dem er direkte skøre. F.eks. er der en regel, som kræver, at man har begge fødder på pedalerne, når man cykler. Der er også en regel, der siger, at det er forbudt at lufte hund i snor samtidig med, at man rider på en hest. Og det er i øvrigt forbudt at efterlade sin bil med nøglen i eller parkere foran egen indkørsel.
I 2009 indførte den borgerlige VK-regering en såkaldt ”fedtskat” med det erklærede formål at forhindre fedme. Og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), havde under VLAK-regeringen ikke tillid til, at borgerne kunne pleje pindsvin, og forbød derfor i sin egenskab af miljø- og fødevareminister alle, der ikke var autoriseret af staten, at pleje tilskadekomne pindsvin.
I 2023 har Nordisk Ministerråd lanceret rapporten ”De nordiske næringsstofanbefalinger 2023”, som med nye kostanbefalinger for borgerne skal styre menukortene på danske skoler, sygehuse og andre offentlige køkkener. Den underliggende politiske tankegang er, at borgerne skal optimere deres levevis, så de bidrager mest muligt til fælleskassen, trækker mindst muligt på velfærdsydelserne og belaster klimaet i mindst muligt omfang.
Formynderstaten har haft planer om at løse de voksende integrationsproblemer på nogle få gymnasier i de større byer ved at erstatte familiens frie skolevalg med gymnasietvang. Eleverne skulle busses rundt i landsdele som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst. Mange forældre overvejede at lade sig proformaskille for at undgå indkomstproblemet. Massive protester fra middelklassen har dog i september 2023 fået SVM-regeringen til at trække i land og droppe den planlagte gymnasietvang.
I formynderstaten må unge voksne finde sig i at skulle gå på uddannelsesinstitutioner i byer, hvor de ikke gider bo, fordi formynderstaten har valgt at føre egnsudviklingspolitik og bedrive social ingeniørkunst ved at flytte uddannelsespladser fra de store byer ud i de mindre samfund. Ikke overraskende har dette resulteret i en ekstrem lav søgning på de videregående uddannelser i 2022.
Sundhedsminister Sofie Løhde (V) har åbnet for et princip om, at læger skal tvangsflyttes fra Region Hovedstaden til Region Sjælland. Det lyder måske snusfornuftigt for dem, der kigger på et danmarkskort og gerne vil have ”bedre geografisk fordeling”, men i praksis minder det mest af alt om den samme tankegang, vi så med gymnasiereformen: Tvangsmæssig fordeling af mennesker ud fra politisk fastlagte hensyn. Dengang var det elever efter forældres indkomst, nu er det læger efter postnummer.
I den danske formynder- og klientstat er der rigtig mange mennesker, som det er synd for, og derfor må barnepigestaten træde til med en handlingslammende, umyndiggørende omsorgsgave. Blandt dem, som det er rigtig synd for, og som ikke kan klare sig uden statslig hjælp, er folketingspolitikerne. Folketingets formand, Søren Gade, har således i ramme alvor foreslået, at alle politikere, der har siddet i minimum fire år som en del af den lovgivende magt i landet, men som ikke bliver genvalgt til Folketinget, bliver tilbudt psykologhjælp for skatteydernes regning. Vragede politikere er i Gades optik en udsat gruppe, der fortjener gratis gaver fra velfærdsstaten for at overvinde traumet over at blive kasseret af vælgerne. ”Det er jo hjertegribende, at man ønsker at blive genvalgt så meget, og så bliver man det ikke”, sagde Gade.
Formynderstatens behov for kontrol vægter højere end borgernes ret til privatliv. Det stærke fokus på bekæmpelse af snyd og socialt bedrageri resulterer i, at offentlige myndigheder får stadigt videre beføjelser og nye muligheder for at få adgang til private boliger og virksomheder uden retskendelse. Efterhånden som formynderstatens Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både Grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct. Mao, hvis han stadig levede, ville fryde sig over det gigantiske sociale kontrolapparat i Danmark.
Under coronaepidemien og den igangværende energikrise har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, som formynderstaten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere, om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiens konsekvenser. Formynderstaten opererer i højere og højere grad efter cigarkasseprincippet, hvor man pr. pulje og hjælpepakke kan detailstyre, hvilke borgere der fortjener støtte og i hvilke situationer.
Da Rusland invaderede Ukraine, blev danskerne bedt om at passe deres eget liv fremfor at hjælpe ukrainske flygtninge. Hjælpeorganisationerne var meget utilfredse med disse ureglementerede initiativer, for private borgere risikerede jo at stå i vejen. Danskerne blev derfor drevet tilbage i folden, i deres beskyttede verden, så formynderstatens egne folk kunne passe deres arbejde. Sektionsleder Mette Blauenfeldt fra Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse udtalt, at ”der er en grund til, at vi i Danmark har et meget fintmasket velfærdssystem, der sætter en ære i at sørge for, at alle i en udsat situation får hjælp af myndighederne”. Hjælp fra myndighederne! Det er dét, der sættes en ære i, og ikke uautoriseret hjælp fra civilsamfundet.
Formynderstaten er menneskefjendsk
Formynderstaten nedbryder alle de kerneværdier, der er opbygget i Danmark gennem årtier. I stedet for at bringe mennesker tættere sammen, tvinger formynderstaten reelt mennesker længere fra hinanden. Børn og forældre. Gamle og deres familier. I dagens politiske miljø respekterer politikerne ikke længere tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. De har mistet tiltro til borgernes sunde fornuft og rationalitet i deres rent private valg, derfor kommer der den ene adfærdsregulering efter den anden. Dag for dag tager Danmark derfor et lille skridt længere hen mod en klientgørelse og umyndiggørelse af befolkningen, hvor danskerne ikke bliver i stand til at tackle udfordringer og forhindringer selv, men hvor disse klares af et ansigtsløst system, ikke af ens familiemedlemmer. Den velfærdsbedøvede danske ”homo socialdemocratus” er blevet en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpe til at gøre det rigtige.
Danskerne vil i Mor Stats varme og kærlige favn
Politikerne, både de blå og røde, har sammen skabt et Danmark med stadig mere tvang og stadig mindre frihed for den enkelte. Det er sket med folkelig opbakning, idet danskerne har givet afkald på kravene om individuel frihed og i stedet efterspørger tryghed leveret af statsmagten – Mor Stats varme og kærlige favn. I stedet for at beskytte borgeren mod ufred og elendighed beskytter politikerne borgeren mod borgeren selv. Mod borgerens dårlige vaner og manglende rygrad. Og ingen yder modstand, ikke engang de borgerlige. Selv om de ynder at markedsføre sig selv som værende i opposition til den formynderiske socialstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Årsagen hertil er enkel: De fleste borgerlige har solgt ud af det borgerlige arvegods – den personlige frihed, pligt og ansvar – og er helt med på den socialistiske idé om, at det er den gode formynderstats ret at definere og organisere borgernes private liv.
Formynderstatens indgreb begrundes med kriser
Formynderstatens indgreb er i stigende omfang pakket ind i en ”nødvendighedens” retorik om, at det simpelthen ikke kan være anderledes. Fordi der er en krise: En recession, en krig, en pandemi, en klimakrise, Ukraine-krigen, Iran-krigen eller en anden ydre trussel. Og derfor skal borgernes liv, arbejdskraft og ejendom være til for statens skyld – ikke omvendt. Den enkelte borger må vige, flytte sig og bøje sig for det overordnede hensyn og en større idé.
Håndteringen af coronakrisen har yderligere svækket danskernes modstandskraft over for, hvornår staten må blande sig i borgernes liv. Den har gjort folk hurtige til at efterlyse regulering og statslige hjælpepakker, når der opstår en krise. Private virksomheder og de små købmænd forlangte statsstøtte, fordi priserne steg. Tidligere hævede virksomhederne deres priser, lånte penge eller drejede nøglen om. Når virksomheder tjener mange penge, så accepterer vi, at det er rimeligt, fordi de har løbet en risiko. Det betyder dog, at når det går den anden vej, så må virksomhederne også tage det tab. Men hvis staten træder til i den situation, så bliver risikoen socialiseret og markedsøkonomien sat ud af spillet.
Forventningen i Danmark er i højere grad end tidligere, at når der opstår kriser, så skal velfærdsstaten træde til. Politikere, der gerne vil lave statsindgreb, har derfor en interesse i at definere alt som en krise eller katastrofe. Det må forventes, at formynderstatens indgreb, der begrundes med kriser, vil fremadrettet blive udvidet til helt nye områder, f.eks. for at legitimere politiske tiltag på klimaområdet, selvom de indskrænker borgernes frihedsrettigheder. Man vil se flere og flere indskrænkninger af retten til at bo, som man ønsker det, bevæge sig, hvorhen man har lyst, spise, hvad man kan lide, bruge penge, som man vil, og retten til at give udtryk for ens meninger. Og hver gang vil formynderstaten indskrænke danskernes frihed med nødvendighedens retorik.