Danske Gymnasier vil tvangsintegrere danske elever – 24NYT

Danske Gymnasier vil tvangsintegrere danske elever – 24NYT


På 51 gymnasier har mere end 30 pct. af eleverne muslimsk baggrund. På disse gymnasier ser man et bekymrende niveau af vold, trusler, chikane og social kontrol.

Regeringen har tidligere blæst til en kuldsejlet kamp mod ”parallelsamfund” på gymnasier, men efterfølgende har undervisningsminister Mattias Tesfaye helt droppet målsætningen om, at ingen gymnasier skal have en andel af muslimske elever på over 30 pct. Det skulle fremadrettet være op til det enkelte gymnasium, hvordan det vil prioritere deres elevfordeling ved et overskydende antal ansøgere.

I Berlingske skriver Maja Bødtcher-Hansen, rektor på Frederiksberg Gymnasium og formand for Danske Gymnasier, at fordelingen af danske gymnasieelever er skæv, og at eleverne bør fordeles mere ligeligt. ”Hvis en elev er fra et hjem med anden etnisk baggrund, så kan de ofte have et svagere fagligt udgangspunkt til et dansk gymnasium. En mere ligelig fordeling ville løfte de elever”, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Det blev først udlagt som en succes, da S-regeringen lavede aftalen om elevfordeling i 2021. Men der gik ikke lang tid, før den smuldrede. For det vakte store protester, at elever skulle fordeles på gymnasier efter deres forældres indkomst. Så var det transporttiden, der skulle afgøre elevernes skæbne. Senere bebudede regeringen så, at aftalen helt skulle laves om. Tilbage ligger ruinerne af en aftale. Og problemet består.

Selv om der ikke findes nogen evidens for, at tvangsfordeling er løsningen på integrationsproblemerne, skal gymnasierne efter Maja Bødtcher-Hansens opfattelse bruges som et integrationsprojekt, der skal belaste ALLE gymnasier for at løse problemet med årtiers fejlslagne integration af muslimerne i Danmark.

En rapport, som tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte har offentliggjort i 2018, indeholder en bemærkelsesværdig analyse af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af ikkevestlige (læs: muslimske) elever i skoleklasserne. Konklusionen er nedslående: Jo flere ikke-vestlige elever i en klasse, jo lavere indkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden.

Omfanget af konsekvenserne er chokerende: Hvis blot 15 pct. af eleverne har ikkevestlig baggrund, falder hele klassens forventede indkomst med op mod 20 pct. Stiger andelen af ikkevestlige elever til mellem 25 og 30 pct., falder den forventede indkomst med over 30 pct. for hele klassen.

Maja Bødtcher-Hansens opfordring til at tvangsfordele muslimske elever betyder, at hun ikke alene vil tvangskollektivisere omkostningerne ved den muslimske indvandring, men også øge fattigdommen blandt etniske danskere. Overført til børnenes fremtid svarer den tvungne omfordeling af muslimske elever nemlig til et markant fattigere liv for etnisk danske børn.

Hvis den foreslåede tvangsfordeling bliver gennemført, vil etnisk danske forældre blive nødt til at give afkald på deres ret til frit at kunne vælge skole og gymnasium for deres børn af hensyn til integrationen. Men i Maja Bødtcher-Hansens optik påhviler pligten til at integrere sig den danske majoritet, og ikke den muslimske minoritet, der er kommet til Danmark.

André Rossmann





Source link