Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Storbritannien har gennem århundreder været selve symbolet på politisk frihed. Her blev kongemagten begrænset, her blev parlamentet styrket, og her blev retten til at kritisere magten en grundpille i demokratiet.
Derfor er det på en gang historisk ironisk og dybt foruroligende, at netop dette land i dag står midt i en udvikling, hvor staten i stigende grad er villig til at kaste de grundlæggende retsstatsprincipper på møddingen og censurere den offentlige debat i et frygtsomt og uskønt forsøg på at bevare social ro.
Den britiske regerings vaklende kurs under den seneste krise omkring Iran var et udenrigspolitisk varsel. En regering, der tøver internationalt, fordi den mærker presset hjemmefra. Men den dybere forandring sker på hjemmefronten – i forholdet mellem staten, borgerne og den frie meningsudveksling:
Fra konflikt til kontrol
Starmers Labour-regering barsler i disse dage med en ny politisk pakke, der har til formål at bekæmpe “anti-muslimsk had”. Pakken indeholder tre elementer:
1. En officiel, national definition af anti-muslimsk had
2. Udpegelse af en særlig kommissær, der skal ”overvåge området” – dvs. indsamle data, analysere diskrimination af muslimer, overvåge udviklingen og udarbejde rapporter om briternes islamofobi.
3. En strategi for ”social sammenhængskraft” og ”forebyggelse af konflikter”, som skal implementeres ”på tværs af institutioner”.
Formålet er at forebygge spændinger – metoden er at påvirke debattens grænser, dvs. lukke munden på dem, der formaster sig til at kritisere islamiseringen af samfundet og regeringens udlændingepolitik, og man gør det effektivt ved at lade alle implementeringen af censuren foregå en bloc i alle offentlige myndigheder og institutioner. Det ligner totalitær, statslig overvågning og Big Brother-kultur – og det er lige, hvad det er.
Særfokus og oplevet særstatus
Men ikke nok med det: regeringens nye islamofobi-pakke er ikke bare udtryk for censur og sindelagskontrol – den tager udelukkende sigte på at beskytte muslimer som gruppe og sikre deres særkrav, men levner ikke samme beskyttelse over for andre grupper og religioner – og da slet ikke den oprindelige, kristne kultur.
Starmer-regeringen er dermed ved at skabe et antidemokratisk monster, der ikke alene træder grundlæggende retsstatsprincipper under fode, men som de facto giver islam forrang for briternes kristne kultur.
En glidebane mod normstyret debat
Den britiske glidebane væk fra retsstatsprincipperne er desværre ikke ny: registreringen af såkaldte non-crime hate incidents (dvs. registrering af lovlige ytringer, som kan opleves som hadefulde) har allerede vist, hvordan staten kan påvirke debatklimaet uden at ændre straffeloven. Borgerne er de senere år i et uhørt omfang blevet noteret for udsagn, der ikke er ulovlige og godt 12.000 borgere får årligt besøg af politiet og bliver registreret for (lovlige) ytringer på sociale medier.
Den nye islamofobi-pakke ligger lige i slipstrømmen af denne praksis og markerer dermed, hvad der sker, når demokratiske principper bøjes for religiøse og ideologiske særkrav og grænserne for det normale får lov at udvide sig: demokratiet undermineres og borgernes retssikkerhed forsvinder.
Appeasement i et samfund under pres
At det er den pågående befolkningsudskiftning og islamisering af det britiske samfund, der danner bagtæppe for denne udvikling, er hævet over enhver diskussion: Ved parlamentsvalget i 2024 blev det tydeligt, at magtbalancen for alvor er ved at skifte, da det lykkedes partiuafhængige, muslimske kandidater at erobre sæder i parlamentet udelukkende på en dagsorden om landets Gaza-politik.
Det uhyggelige er, at den siddende Labour-regering afstår fra at gå op mod denne udvikling for i stedet at dukke nakken og tilpasse sin politik, så den nu fremstår som den rene appeasement. Men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen, for briterne er i stigende grad ved at vågne op og protesterne mod regeringens og myndighedernes undertrykkelse af ytringsfriheden og erodering af rets- og velfærdsstaten møder stadig større modstand: fra de fredelige Raise the Colours-bevægelser sidste år, med spontane flaghejsninger i offentlige lygtepæle, over Tommy Robinsons ligeså fredelige million-demonstrationer i London – til de bekymrende optøjer efter Southport-attentatet i sommeren 2024, hvor Alex Rudakubana angreb en danseskole og dræbte tre små piger, der skulle danse til Taylor Swifts musik.
Mange røster – langt ind i akademia – forudser borgerkrigslignende tilstande i Storbritannien indenfor de næste 3-5 år. Med Starmer-regeringens nye anti-islamofobi pakke er denne dystopi rykket nærmere. Med mindre forsvarsviljen i befolkningen allerede er knækket. Begge dele vil være dybt begrædeligt.