Som nævnt i lederen af den 15. marts er det overordnede mål med USA’s og Israels krig mod Iran at svække et islamisk terrorregime med kendt nukleart materiale, et arsenal af langtrækkende missiler og klart tilkendegivne intentioner om at true USA’s, Europas og Israels nationale sikkerhed.
Den operationelle målsætning om at uskadeliggøre Irans krigsflåde, luftvåben, missil- og droneaffyringsrampe samt luftforsvarssystemer er nået næsten 100 pct. Irans luftvåben og krigsflåde er væk, og antallet af ballistiske missilaffyringer og droneaffyringer er siden krigens start faldet med hhv. 90 pct. og 95 pct. Desuden har USA, der arbejder på at forpurre Irans forsøg på at lukke Hormuzstrædet med miner, ødelagt 30 iranske mineudlægningsfartøjer.
Ifølge militære eksperter har både USA og Israel været overoptimistiske omkring mulighederne for et regimeskifte i Iran samt landets forsvarsvilje og resiliens. Begge lande satsede på, at angrebet på Iran ville få regimet til at smuldre og samtidig anspore det iranske folk til at vende sig mod magthaverne. Denne satsning slog fejl. Og selv om Iran militært set er den svage part, har landet været i stand til at påføre USA og Israel smerte ved hjælp af lavteknologiske droner, kystmissiler og miner i Hormuzstrædet.
USA’s dilemma er, at hvis krigen mod Iran fortsætter i flere uger eller endda længere, kan det komme til koste USA dyrt i form af menneskeliv samt økonomiske og militære ressourcer. Bliver de amerikanske militære ressourcer udhulet på grund af krigen i Mellemøsten, kan det skade USA’s strategiske interesser i Asien og Europa, herunder muligheden for at forsvare Taiwan og Ukraine.
Trump kunne vælge at afslutte krigen med henvisning til den markante svækkelse af Irans militære kapaciteter, men det er langtfra sikkert, at Iran vil indstille sine angreb på amerikanske og israelske mål, hvis Trump erklærer våbenhvile. Iranerne synes at være fast besluttet på at fortsætte deres drone- og missil angreb i Golfen og Israel samt chikanere tankskibe i Hormuzstrædet, indtil Trump er klar til at indgå våbenhvile på betingelser, som Iran kan acceptere. Det israelske militær har oplyst, at det er indstillet på at fortsætte angrebene på Iran i mindst 3 uger, og at Israel fortsat har tusindvis mål i Iran.
De Trump-fjendtlige amerikanske medier (og deres danske eftersnakkere) spreder falske nyheder om, at Pentagon og Det Nationale Sikkerhedsråd undervurderede Irans vilje til at lukke Hormuzstrædet, da de planlagde den igangværende krig. Sandheden er imidlertid, at lukningen af strædet er noget, som det amerikanske militær har forberedt sig på i årtier, for man har altid vidst, at det var en mulig iransk strategi i krisesituationer.
Irans evne til at true skibsfarten gennem strædet har skabt et strategisk dilemma, som ikke kan løses alene ved hjælp af USA’s flådemagt. Irans geografi giver nemlig det iranske regime mulighed for såkaldt asymmetrisk krigsførelse ved hjælp af billige droner, kystmissiler og søminer. USA kan derfor blive tvunget til at gennemføre en begrænset landinvasion i Iran, enten ved atomanlægget ved Isfahan syd for Teheran eller på olie-øen Kharg, som er Irans vigtigste omladningssted for omkring 90 % af landets olieeksport.
Over weekenden har Trump sendt en appel til de europæiske NATO-lande om at beskytte skibstrafikken mod iranske angreb. Det er et rimeligt krav, eftersom Europas økonomier er langt mere afhængige af olie- og gasimport fra Mellemøsten end USA, og eftersom USA hjælper europæerne i forhold til Ukraine. Trump vil have de europæiske NATO-lande til at vise solidaritet, ellers vil han genoverveje USA’s engagement i NATO. “Vi behøvede ikke at hjælpe Europa med Ukraine. Men vi hjalp dem. Nu må vi se, om de vil hjælpe os. For jeg har længe sagt, at vi vil være der for dem, men at de ikke vil være der for os. Hvis der ikke er noget svar, eller hvis det er et negativt svar, tror jeg, at det vil være meget slemt for NATO’s fremtid”, sagde Trump.
Samtidig har Trump presset Golfstaterne til at deltage i krigen, dels for at demonstrere regional opbakning til krigen, og dels for at styrke krigens internationale legitimitet samt opbakningen i USA.
På et EU-udenrigsministermøde den 16. marts afviste de europæiske NATO-lande at bidrage militært for at hjælpe Trump velvidende om, at det kan få præsidenten til trække USA ud af NATO eller droppe USA’s støtte til Ukraine. ”Det er ikke vores krig”, lød det fra EU’s udenrigschef, Kaja Kallas. I stedet er de europæiske lande gået i gang med at forhandle med styret i Teheran om at få deres tankskibe undtaget for angreb. Australien, Japan og Sydkorea har heller ikke besluttet at sende deres flåde til Mellemøsten.
Der er spekulationer i gang om, at Trump med sin appel ønsker at teste sammenholdet i Europa og udstille de europæiske NATO-landes mangel på solidaritet. Sit ønske om at teste de europæiske NATO-allierede understregede han ved at sige, at USA i virkeligheden slet ikke behøver hjælp: ”Jeg gør det i nogle tilfælde ikke, fordi vi har brug for dem, men fordi jeg gerne vil se, hvordan de reagerer”.
Europa, der får et stort problem, hvis USA for alvor trækker sig fra NATO, bliver nødt til at vælge side. Det har den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) hurtigt erkendt, højt sandsynligt med Grønland-truslen in mente. ”Danmark bør have et åbent sind i forhold til, hvordan vi kan bidrage til at holde den frie sejlads fri”, siger han fra Bruxelles.
De stærkt antiamerikanske danske medier, som er eftersnakkere af de Trump-hadende amerikanske medier, jubler og gnider sig i hænderne i skadefryd over de dilemmaer, som USA står over for i Mellemøsten. I Berlingske godter den tidligere ”analytiker” i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Jacob Kaarsbo, sig over hvert succesfuldt iransk angreb på amerikanske og israelske mål. Han kan ikke skjule sin beundring for Irans krigskunst, og det er tydeligt, at både han, de danske medier og den danske offentlighed ønsker, at Trump og USA taber krigen.
André Rossmann