Mette Frederiksen kom direkte fra det nordiske topmøde i Oslo til en partilederduel med Venstres Troels Lund Poulsen, som også er forsvarsminister. Mette er helt klart den, der tydeligst tager afstand fra den nuværende regering i Washington. -“Vigtigst, men ikke tættest, var den betegnelse, hun brugte om USA. Hvordan det er muligt for et lille land som Danmark at nuancere sit syn på USA og stadig forvente fuld støtte i tilfælde af krig, blev hun ikke spurgt om.
Lund Poulsen troede, at USA ville være der. Men Mette henviste til mødet i Oslo med sine svenske, norske, finske og canadiske kolleger. Der fandt hun det værdifællesskab, hun savner i Washington.
Mette Frederiksen mener, at forsvarsalliancer er a la carte: Man kan melde sig ud af det, man ikke kan lide. Hun glemmer helt at fortælle sine seere, at magtbalancen mellem de små nordiske lande og USA er så stor, at det ikke er op til os at vælge. Det er USA, der vælger, ikke os. Men det glemmer Mette og Jonas.
De er så fyldt med deres egen moralske overlegenhed, at de glemmer at stille de grundlæggende spørgsmål.
Både JD Vance og Marco Rubio har sagt det samme som Mette, bare fra den anden side: Værdifællesskabet er ikke, hvad det var, fordi Europa ikke længere er Europa. Det kan de europæiske ledere ikke tåle at høre, de siger, at Washington angriber Europa.
De siger, at den nye sikkerhedsstrategi, der blev rullet ud før jul, er et angreb på Europa.
Europæiske ledere kan ikke tåle sandheden. Det er det, det drejer sig om.
Det er den største svaghed, et kontinent kan have.
Grænserne er åbne.
Grænserne er åbne, og fremmede, som du ikke aner, hvem er, strømmer ind, hver eneste dag.
Det er den største svaghed på kontinentet.
I en sådan situation skulle man tro, at europæerne ville gøre alt for at bevare et godt forhold til USA.
I stedet beskylder EU USA for at ville splitte Europa.
Europa er ude af stand til at aflæse situationen.
Det er ude af stand til at se sig selv udefra.
Ikke engang i forhold til sin egen befolkning.
Afstanden mellem befolkningen og ledelsen vokser, og befolkningen ser en ledelse, som kører på frihjul og ikke er i stand til at løse de problemer, de har skabt.
Spørgsmålet er, hvor meget tålmodighed USA har med Europa.
Krigen i Den Persiske Golf får Europa til at falde ned på listen over prioriteter.
Vi betyder bare ikke så meget længere. Vores andel af verdenshandlen er faldet til 13 procent.
Europæerne begynder at ligne tabere.
For at kompensere for faldet er der flere og flere topmøder, flere og flere gruppefotos og pressekonferencer.
Det er som at pisse i bukserne for at holde varmen.