I Berlingske er lederskribenten Amalie Lyhne ganske uforstående og fortvivlet over, at der er mangel på borgerlighed i den igangværende valgkamp, og at samtlige borgerlige omfavner den røde, velfærdssocialistiske agenda. ”Venstre vil investere massivt i velfærd, Dansk Folkeparti kommer med milliarddyre ufinansierede valgløfter og selv Liberal Alliance er med på at øge det offentlige forbrug”, skriver hun.
Det gælder ikke mindst Liberal Alliances leder, der er sprunget ud som en rød velfærdspolitiker. ”Væk er tidligere tiders liberale drømme om nulvækst i den offentlige sektor og store skattelettelser. Nu er positionen som blå bloks største parti – og i egen optik også statsministerposten – inden for rækkevidde, og så omfavner Liberal Alliance pludselig den fuldfede velfærdsstat og vil endda gøre den endnu større. Det er godt nok trist”, lyder det fra den skuffede Amalie Lyhne.
Som jeg har skrevet tidligere ved flere lejligheder, er der ingen borgerlige i dette land, der tør erkende, at det borgerlige løb er kørt. Årsagen hertil er indlysende: den borgerlige vælgerbase i Danmark er for længst blevet socialdemokratisk. ALLE danskere, lige fra DF, DD og NB til Enhedslisten og Alternativet, er grundlæggende socialdemokrater, når det gælder det danske samfunds indretning.
De borgerlige, som igennem årtier kulturelt og holdningsmæssigt har været præget af socialdemokratismen, vil præcis det samme med samfundet som de røde partier. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte borgerlig-liberalistisk samfundsmodel. De ”blå” går massivt ind for det røde velfærdssamfund, hvorfor præmissen for den politiske debat og den førte politik ALTID er, at den eksisterende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes.
De nye generationer af borgerlige politikere, der har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark, aner ikke, hvordan et borgerligt dansk samfund skal se ud. De har ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision for Danmark. De har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten. De er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde og vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den.
Og derfor er valgkampen i Danmark ikke andet end leg og skuespil. Det er ikke en ægte kamp mellem ægte politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater leger venstre- og højrefløj. Problemet er, at de borgerlige ikke har noget valg, fordi velfærdssocialismen er den samfundsmodel, ALLE danskere vil have. Valget handler derfor ikke om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater.
Rent menneskeligt kan man godt forstå, at ingen borgerlige tør se virkeligheden i øjnene. For at erkende at borgerligheden i Danmark er et fatamorgana er det samme som at miste sin eksistensberettigelse og sit værdimæssige ståsted, det samme som at blive overflødigt og irrelevant. Man kan godt forstå, at det er der ingen borgerlige, der har lyst til. Det er nemmere at leve på en løgn.
De borgerlige partier, der er nuancer af rødt, har mistet ideologisk identitet og kan kun appellere til vælgerne ved at udlove gaver og tilbyde socialdemokratiske løsninger (dvs. flere bevillinger og småjusteringer) på alting. Uanset hvem der vinder de kommende folketingsvalg, er der derfor kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det betyder, at det danske samfund bliver endnu mere socialistisk, endnu mere reguleret, endnu mere beskattet, endnu mere kollektiviseret, endnu mere umyndiggjort og kemisk renset for borgerligheden.
Amalie Lyhne og andre borgerlige debattører og tænkere burde vågne op af deres tornerosesøvn, se virkeligheden i øjnene og erkende, at et ægte borgerligt Danmark er en illusion, der aldrig bliver til realitet. Det er godt nok trist, men ikke desto mindre en virkelighed.
André Rossmann
