Statsministeren, økonomerne og medierne jubler over Danmarks rekordhøje beskæftigelse. Og tallene ser imponerende ud. Alene i 2025 steg beskæftigelsen med ca. 40.000 personer. ”Vi er godt i gang med at gøre Danmark rigere. Siden jeg blev statsminister i det her land, er der kommet 230.000 ekstra i arbejde i den private sektor og 60.000 ekstra i den offentlige sektor. Vi er et stærkt land, vi er et rigt land”, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) forleden på TV2.
Men det er blot en potemkinkulisse, for det pæne billede af jobfesten holder ikke, når man kradser i overfladen. Ca. 50 pct. af de nye job, der blev skabt i 2025, er nemlig gået til ikkevestlige indvandrere, hvis uddannelsesniveau og produktivitet er lavere end for øvrige indkomstgrupper. Indvandrerne havner typisk i lavtlønnede stillinger med lav produktivitet. Primært inden for brancher som service, hotel, restauration samt sundheds- og socialvæsen.
Ifølge Dansk Erhverv bidrager beskæftigelsen ikke til Danmarks bnp. Danmarks Statistik har nedjusteret bnp-væksten i perioden 2021-2024 fra tidligere 2,6 pct. til nu 1,8 pct. Ser man på væksten ekskl. medicinalindustrien, er den gennemsnitlige årlige vækst blevet reduceret fra 1,8 pct. til 0,8 pct. En stor del af væksten i Danmark har været drevet af Novo Nordisk, men det er slut nu.
”Status er, at arbejdsproduktiviteten i den private sektor har trukket bnp-væksten ned i perioden fra 2019 til 2024. På papiret har alle de nye beskæftigede altså bidraget til at reducere produktiviteten i dansk økonomi i løbet af de seneste fem år”, skrev cheføkonom Tore Stramer i Børsen den 7. juli. En så stærk jobvækst som den danske ville normalt give langt højere økonomisk vækst, men det er altså ikke sket. Det er en udvikling, der burde bekymre danskerne, men det gør den ikke, for i dansk optik er høj beskæftigelse ensbetydende med en bomstærk økonomi.
Medaljen har altid en bagside. For mens beskæftigelsen i Danmark stiger, er produktivitetsvæksten nærmest i frit fald. Den vækst, der har været, skyldes nemlig, at virksomhederne har valgt at øge beskæftigelsen frem for at investere i kapitalapparatet, teknologisk innovation eller andre vækstfremmende faktorer for at øge produktionen.
Mens Danmark har brug højtuddannede medarbejdere, som kan øge produktiviteten og innovation, trækker lavtlønsjobbene de gennemsnitlige lønninger ned og øger uligheden i samfundet. Når samfundet tiltrækker ufaglærte til meget lav løn, får det befolkningen til at vokse, men samfundskagen bliver ikke større.
Danmarks økonomi kører på en slags hamsterhjul, der konstant må drejes for at opretholde bnp-væksten, og det kræver en vedvarende tilstrømning af arbejdere for at øge produktionen. Så selv om beskæftigelsen i Danmark tordner op, buldrer værditilvæksten ikke rigtig med. Den stærke vækst i beskæftigelsen har ikke bidraget til den økonomiske vækst, s0m i mange år har stået i stampe.
Facit er, at mens de økonomiske tal på papiret er flotte, er Danmark ifølge en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet, en nordisk mester i økonomisk udsathed. Mere end hver sjette dansker er i risiko for enten fattigdom eller social eksklusion. Hver tiende dansker er i en økonomisk sårbar situation – og billedet er endda lidt værre, når man kun ser på børnene.
For almindelige danskere, der påstås at være ”stenrige”, er de flotte økonomiske nøgletal og balancer en abstraktion og tomme lommer sidst på måneden en barsk realitet. Ude blandt almindelige mennesker ser man på nogle andre parametre: At priserne bliver ved med at stige, og alting er dyrt. Og derfor har de ”rige” danskere brug for almisser i form af fødevarechecks, nedsat moms, lavere afgifter på el, slik, chokolade o.lign.
Mens politikerne, økonomerne og medierne fremstiller Danmark som et land med mælk i hanerne og badekar fyldt med honning, og danskerne som et af verdens rigeste folk, er den nøgne og ubehagelige sandhed, at danskerne har en rig offentlig sektor, men når det gælder privatforbrug, er de Europas fattigrøve. Og derfor bliver de begejstrede og taknemmelige som hunde, når politikerne kaster et par af deres egne tusindkronesedler ud som en godbid.
André Rossmann