I dag udkommer bogen: “Berøringsangst”, som er omtalt andetsteds i avisen.
Den Korte Avis har fået tilladelse til at bringe et af bogen interviews.
Det er med den arabiske tolk, Salma (anonym).
Hun har ni års erfaring som tolk i en lang række sjællandske kommuner navnlig i integrationssager. Har desuden gået i arabisk skole og er vokset op under streng social kontrol.
Hendes liv har været præget af fysisk afstraffelse i hjem og skole. Udfordret privat og på job af brud på tavshedspligt. Social kontrol med stereotype kønsroller. Fagprofessionelle, som forventes at give særbehandling, og snyd med håndtering af regler.
———————————————————————————————————————————————————————————————
INTERVIEW MED SALMA:
Salma har som arabisk tolk været helt tæt på utallige integrationssager. På egen krop har hun mærket, hvordan fortrolige oplysninger blev lækket, og hun ser det som en udpræget tendens i visse indvandrermiljøer.
”Da jeg sidder der i venteværelset med min veninde, får jeg øje på en arabisk kvindelig medarbejder og bryder nærmest sammen. Jeg siger til min veninde, at jeg ikke har det godt med det her.”
”Der går ikke særlig længe, så får folk nys om, at jeg er her,” forudsiger Salma.
Sammen med veninden Emilie sidder hun i et venteværelse på Hvidovre Hospital. Og hun ved, at kvinden tilhører miljøet omkring det samme oprindelsesland, som hun selv.
”Idet vi sidder og snakker, ser jeg kort efter også en arabisk læge komme gående. Jeg fryser fuldstændig og siger til min veninde: ’Jeg skal ikke være her.’”
Hun genkender lægen fra det minoritetsmiljø, som hun selv er rundet af, og hun er sikker på, at han genkender hende.
Salma er på hospitalet for at få foretaget en abort. Som muslim ved hun, at abort er tabu, og det må absolut ikke blive kendt i miljøet.
Hvad er det konkret, du frygter i det øjeblik?
”Når jeg skal vælge læger og hospitaler, så går jeg meget op i, at det ikke skal være en indvandrer. Jeg er ked af at sige det, men for dem er der ikke noget, der hedder tavshedspligt. Det er et ikkeeksisterende begreb. Selvom man siger, at den skal overholdes, så sker det bare ikke. Jeg går i panik over lægen, for vi er jo ikke så mange fra mine forældres oprindelsesland i Danmark, så man ved hurtigt, hvem der er hvem, og hvilken familie man tilhører. Jeg lægger mærke til efternavnet og tænker: ’Er det ham, der skal operere mig? Skal han sidde og læse min journal? Kan han se, jeg er herinde i dag?’”
Fik du ret i din anelse om, at din tilstedeværelse ville blive lækket?
”Jeg havde ret. Mens vi stadigvæk er på hospitalet, får jeg en besked: ’Hvad laver du på hospitalet?’ Jeg blev skidebange. Det er et kæmpe ’no go’ at få en abort. Beskeden kom fra en familie fra miljøet – familien til hende, jeg havde spottet i venteværelset. Hun havde set mig, og så er de klar. De er nysgerrige, og de vil vide, hvad man laver der.”
Er det her et isoleret tilfælde, eller ser du det som et mønster i det miljø, du er rundet af?
”Det er ikke kun sket for mig. Det er sket for mange. Et familiemedlem var en tur på psykiatrisk afdeling, hvor der var en ung landsmand ansat. Der gik ikke lang tid, før folk begynder at skrive til ham: ’Hvad så? Er du okay? Jeg hører, du ligger på psykiatrisk.’ Det sker konstant. Der er ikke noget, der hedder tavshedspligt, når det kommer til vores miljø. Vi er gode til at pege fingre ad hinandens familier.”
Bliver betragtet som allieret
Du har også oplevet, at folk uretmæssigt har kigget i dine sager hos kommunen. Hvordan opdagede du det?
”Jeg kunne jo se inde på sundhed.dk, hvem der har tilgang til min journal. Jeg kender initialerne på min sagsbehandler, men så ser jeg, at der er en anden, der er logget ind. Der stod initialerne ’DH’. Jeg kontakter min sagsbehandler, og hun afviser, at der er andre på min sag, så jeg beder ledelsen på jobcentret finde ud af, hvem ’DH’ er. Og de finder frem til, at det er en kvinde fra miljøet, der arbejder i jobcenteret. Hendes mor er veninde med min mor. Der er altid en eller anden insider, der enten holder hånden over visse familier – eller bare snager.”
Du nævnte en sag om en sagsbehandler, der ligefrem tog imod penge for at bryde reglerne. Hvad handlede det om?
”Ja, det er en aktuel sag. En sagsbehandler blev taget i at give grønt lys til folk, så de kunne rejse på lange ferier, selvom de var på overførselsindkomst. De finder ud af, at hun har tjent over 50.000 kr. på borgerne i sorte penge. Hvis man ville rejse, ringede man til hende, og så sagde hun: ’Okay, jeg skriver det notat ned her. Du hører ikke fra mig, men det koster lige 5.000.’ Hun sørgede for, at de ikke blev indkaldt til samtaler eller arbejdsprøvning i de måneder, de var væk. Hun var ’den gode sagsbehandler’, den søde sagsbehandler, der hjalp sine egne. Hun er fyret og politianmeldt nu. Folk i miljøet ser det ikke nødvendigvis som noget forkert. For dem har hun været en støtte, der gav dem frie tøjler.”
Hvordan kan du vide, at det ikke bare er sladder?
”Fordi jeg kender hende ret godt. Jeg kan ikke komme nærmere ind på det, men det er 100 % sikkert.”
Salmas arbejde som tolk bringer hende ofte i situationer, hvor familier med samme baggrund forventer, at hun agerer som deres forlængede arm snarere end som et neutralt talerør.
Hvordan mærker du det pres i dit eget job som tolk, når du sidder over for familier med samme baggrund som dig selv?
”Lige så snart de ser mig og mit mørke hår, er det første, de tænker: ’Du er på vores side. Du er her for at hjælpe os.’ De betragter mig som en allieret og ikke bare som et hjælpefilter, der skal oversætte. Jeg oplever, at de ringer privat til mig på WhatsApp efter møderne, fordi mit nummer står på tolkebilaget. De spørger: ’Hvad sagde hun egentlig? Hvordan ser min sag ud?’ Jeg er nødt til at stoppe det og ringe til socialrådgiveren og sige, at det her er ved at blive privat. Ofte ender det med, at jeg ikke kan komme tilbage til den familie, fordi sagsbehandleren vurderer, at det bliver for mudret.”
Du er flot
Er der situationer, hvor den her forventning om kulturelt fællesskab kammer over?
”Jeg sad til et møde på en skole, hvor det handlede om en dreng. Faren begyndte at tale flirtende til mig på arabisk, mens ledelsen og lærerne sad lige der. Han sagde: ’Ej, mahlak, hvor er du flot’. Jeg oversætter jo alt og var nødt til at kigge på de andre og oversætte det: ’Jeg har lige fået besked på, at jeg er flot’. Han spurgte mig midt i mødet: ’Er du gift? Har du børn?’ Han kendte slet ikke grænsen. Da mødet var slut, ventede han på mig ude i gården, så jeg var nødt til at få skolelederen til at følge mig helt over til min bil. Lige så snart de ser ens efternavn på arabisk, så ændrer de attitude. De forstår ikke, at jeg er professionel. De tror, de kan fange mig på gaden eller skrive til mig privat, fordi vi deler kultur.”
Hvad tænker du om, at den her ‘insiderkultur’ og manglende tavshedspligt findes i de offentlige institutioner?
”Det viser, at man ikke har forstået, at vi lever i et samfund med ytringsfrihed og lov og orden. I mit arabiske oprindelsesland er alt korrupt. Hvor der er penge, er der en vej. Man kan købe sig ud af tingene. Den mentalitet tager nogle med sig herop og tror, at de kan finde en, de kan snakke med eller bestikke. Når de så bliver mødt med den hårde hånd i Danmark, er det svært for dem at forstå, at regler er regler.”
”Men det værste er næsten, at de her ansatte i kommunerne eller på hospitalerne føler sig forpligtede til at holde hånden over deres egne eller snage i deres liv. Det skaber en utryghed, som gør, at man aldrig føler sig helt fri af kontrollen, selvom man har trukket sig fra miljøet.”
Far har ordet
Salma har arbejdet i ni år som arabisk tolk, primært i kommunernes integrationssager, og er gået ud og ind ad mellemøstlige og nordafrikanske hjem i en lang række sjællandske kommuner. Hun fastslår, at sagsbehandlerne i de kommunale integrationsafdelinger stiller store krav om arbejde og uddannelse.
Hvordan reagerer mændene i disse familier, når systemet stiller krav om, at også kvinderne skal ud på arbejdsmarkedet eller i sprogskole?
”Der er en kæmpe modstand. For overhovedet i familien er det en provokation, at hans kone skal ud ad døren klokken otte hver morgen og sidde i en klasse med andre mennesker – også mænd. I deres kultur skal kvinden stå i køkkenet og have maden klar, når han kommer hjem. Vi ser mange mænd, der prøver at bruge sygdom som en undskyldning: ’Hun er for dårlig til at gå i skole.’ Men sagsbehandlerne i integrationsafdelingerne kører en meget hård linje. Det er her, kultursammenstødet bliver totalt, for manden er ikke vant til at blive irettesat og slet ikke af en kvindelig sagsbehandler, der kræver, at hans kone får en stemme.”
Hvilke mønstre ser du ellers i forhold til kønsroller, når du træder ind i stuerne hos de mere ortodokse familier?
”Jeg oplever en meget tydelig dynamik. Hvis mor og far sidder der, så er det far, der har ordet. Det er ham, der svarer, selvom vi sagsbehandlere og tolke med vilje også henvender os til kvinden. Jeg husker en konkret sag med en syrisk familie, hvor datteren var meget tilbageholdende. Hun ville gerne være en del af det danske samfund, gå i klub og være med i en madlavningsgruppe, men hun blev holdt tilbage af faderen. Hans argument var, at pigen hellere skulle fokusere på skolen og få gode karakterer, så hun kunne blive læge eller advokat. Men bagved lå den sociale kontrol: Drengen blev styrket i at være ’en mand’ og have sin frihed og spille fodbold, mens pigen skulle være hjemme. Det er den der mur, vi møder. I de her familier bliver det set som en fare, hvis datteren bliver for dansk og begynder at deltage i fritidsaktiviteter med danske venner.”
Den forurenede supermarkedshylde
Hvorfor opleves det som en trussel, at børnene går til helt almindelige danske fritidsaktiviteter?
”For mange forældre handler det om frygten for, hvad der sker, når børnene slipper ud af deres kontrol. De er bange for, at børnene skal tale over sig og fortælle om opdragelsen derhjemme. Jeg er jo selv vokset op med vold som en form for opdragelse, og den frygt lever i forældrene: ’Hvad nu hvis de tager vores børn?’ Derfor pakker de dem ind. De isolerer dem, så de kun går fra skole til hjem. Jeg ser børn, der ikke engang tager bussen selv. Forældrene kører dem og henter dem, så der er så lidt kontakt med det omgivende samfund som muligt. De frygter, at børnene bliver forurenede af danske værdier.”
Salma fortæller, at det i muslimsk ortodokse familier ikke er ualmindeligt at undgå at handle i supermarkeder.
”Det er helt ekstremt omkring mad og indkøb. Jeg har tolket for familier, der nægter at handle i Netto, Lidl eller Rema. De mener, at de butikker er forurenede, fordi man skal gå forbi hylder med alkohol og svinekød for at få sine dagligvarer. De vil ikke sende deres ti-årige søn i Netto efter brød, hvis han skal gå forbi fyrre forskellige flasker snaps og øl. De handler kun hos den lokale grønthandler og slagter, hvor de ved, at alt er halal. Det skaber en enorm isolation, for sagsbehandlerne prøver jo at forklare dem, at deres budget ikke rækker til de dyre specialbutikker, og at de er nødt til at lære at færdes i en almindelig dansk butik. Jeg ser små børn på otte-ni år, der står og læser det med småt bag på slikposer for at tjekke, om der er gelatine i. Det er noget, de får ind med modermælken: ’Du må ikke spise noget fra andre, for der er svin i.’”
Salma tilføjer, at børnene af samme grund lærer ikke at tage imod, når der i skolen deles slik ud til fødselsdage og højtider.
Juletræet som befrielse
Hvordan oplever du de familier, der aktivt vælger det danske til?
”Det er fantastiske oplevelser. Jeg husker især et ungt irakisk par. Da de landede i deres i lejlighed, var de så ivrige efter at blive en del af det hele.”
Salma fortæller, at da kvinden hørte om muligheden for at komme i mødregruppe med parrets første barn, sprang hun straks til, selvom hun næsten ikke kunne dansk. Og hun spurgte indgående til, hvordan hun kunne lære naboerne at kende.
”Det endte med, at kvinden smed tørklædet, og familien skiftede deres navne ud med danske fornavne, fordi de ikke ville hedde Mohammed og bære den bagage.”
”Det mest rørende var, da de inviterede os indenfor, og der stod et juletræ med pynt og gaver. For dem var det en befrielse. Hun sagde: ’Min mand drikker øl med naboerne nu.’ Det var en følelse af at have givet slip på de tunge kulturnormer og bare få lov til at trække vejret som en del af Danmark. Jeg har set omkring en håndfuld familier, der har gjort det – simpelthen frasagt sig religionen for at kunne leve et frit liv.”
Selv har Salma ikke kastet sin religion fuldstændig til side. Hun betragter sig som kulturmuslim, men hun beder ikke, og hun holder ikke ramadan.
”Men jeg har det herinde,” siger hun og holder en hånd foran sig på brystet.
Gik syv år i arabisk skole
Salma er født og opvokset i Danmark af arabiske forældre, som blev skilt allerede, da hun var ganske lille. Forældrene havde fælles forældremyndighed, og hun skiftedes til at bo hos sin far og mor hver 14. dag. Det var to diametralt forskellige verdener. Faren havde taget danske værdier til sig og tog Salma med i Fælledparken 1. maj, mens moren opdrog Salma efter traditionelle muslimske normer med social kontrol og fysisk afstraffelse.
Gennem syv år gik hun i to arabiske skoler i København – som i hendes erindring står som lukkede verdener styret af benhård disciplin og religiøs indoktrinering. I dag ser hun tilbage på en tid, hvor linealen ikke var et måleredskab, men et våben.
”Vi blev hevet i ørerne eller fik et rap over nallerne med linealen. Det var helt almindelig hverdag,” fortæller Salma.
Du nævner en specifik episode, hvor du som skolepige fik nok af den behandling. Hvad skete der?
”Det skete i fjerde klasse, og det var en lærer, der var rigtig, rigtig slem, og som ofte greb til fysisk afstraffelse.”
En dag, da læreren igen kom mod hende for at slå, reagerede Salma resolut.
”Jeg rejser mig op og reagerer på det ved, at jeg skubber hende væk,” husker hun.
Konsekvensen var øjeblikkelig og voldsom. Hun blev ført op på kontoret, og hendes mor blev tilkaldt med besked om, at Salma havde udvist en uacceptabel attitude.
”Jeg blev bortvist i to uger, og den egentlige straf ventede først derhjemme.”
Når skolen sendte et barn hjem for at have svaret igen, blev det betragtet som en skændsel for familien, der krævede yderligere afregning bag lukkede døre.
Bederum i kælderen
Hvad foretog I jer i frikvartererne?
”De arabiske skoler var ikke indrettet til børn. Der var ingen legepladser, ingen bolde og ingen gymnastiksale. Vi kunne ikke gå ned i frikvartererne og spille fodbold. Det var ikkeeksisterende. Reelt var der ingen skolegård, og der gik altså børn fra 1. til 9. klasse,” siger hun.
Gymnastik bestod i at løbe rundt om bygningen, mens en lærer stod ved døren og tog tid. Indendørs var piger og drenge skarpt adskilte, en opdeling der ifølge Salma blev håndhævet strengt. Og hver eneste dag blev samtlige elever sendt i bederummet i kælderen for at bede.
Du bruger udtrykket tvangslæring om den undervisning, der foregik. Hvad bestod den i?
”Undervisningen handlede i høj grad om udenadslære og religiøs lydighed. Hver dag startede med et krav om, at vi skulle have lært specifikke passager fra Koranen udenad. Kommer du i skolen næste dag, og du ikke kan de fire linjer, du har fået besked på at lære udenad, så er det et rap over nallerne med linealen,” forklarer hun.
Hvad kommer du til at tænke på, når du ser på dine skolebilleder fra din tid i de arabiske skoler?
”Jeg har gået i klasse med flere personer, der senere endte i ekstremisme og terror. F.eks. gik jeg i skole med Omar el-Hussein, som udførte terrorangrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Nogle fra klassen er dømt for terror, andre er kriminelle og andre igen går rundt med langt skæg i dag og er stærkt religiøse. Den arabiske skole har helt sikkert været med til at radikalisere nogle af dem. Der er mange, jeg gik i klasse med, som det er endt fuldstændig galt for,” fortæller hun.
Mange forældre sender stadig deres børn i arabiske skoler eller til koranundervisning i moskeerne i weekenderne. Hvad er din holdning til det i dag?
”Jeg mener, de arabiske skoler skulle forbydes. Selvom jeg selv kan læse og skrive arabisk takket være de syv år, så har prisen været alt for høj. De arabiske skoler kører deres egen stil uden for det danske samfunds kontrol. Jeg ser det samme mønster gentage sig, hvor børn, der går i dansk folkeskole i hverdagene, bliver sendt i moskeen otte timer hver weekend. Alle min brors børn er f.eks. i moskeen til undervisning i arabisk og i Koranen hver weekend både lørdag og søndag.”
Blev kidnappet af sine brødre
Salmas skoletid var præget af stærk social kontrol.
”Min mor havde mit skoleskema hængende på køleskabet ved siden af en busplan. Der tjekkede hun hver dag, om jeg kom lige hjem fra skole, og var jeg bare lidt forsinket, så vidste jeg godt, at hun allerede havde ringet til mine storebrødre, som så stod klar, når jeg kom hjem. Jeg gik med en konstant følelse af frygt i min skoletid.”
Moderens overvågning og familiens fysiske afstraffelse førte til en konfrontation, som endte med, at Salma blev tvangsfjernet, hvilket var dybt skamfuldt for familien. Hun blev flyttet til et safehouse i form af et kvindekrisecenter væk fra hovedstaden for at undgå, at familien skulle finde hende.
Salma beskriver et miljø på centret præget af dybe traumer, hvor mange af beboerne var indvandrerkvinder med muslimsk baggrund, som bar synlige tegn på deres overgreb.
”Der var folk, der manglede øjne efter syreangreb, og som var der med deres børn. Det var rigtig hårdt for mig at være sådan et sted,” siger Salma, der kun var 15 år på det tidspunkt.
Hun blev udstyret med en overfaldsalarm og flyttet til et mindre center særligt for unge piger med indvandrerbaggrund på en hemmelig adresse uden for København. Overfaldsalarmen fik hun brug for.
Hendes brødre havde opsporet, hvor hun boede, og da hun en dag kom ud fra centret sammen med sin kontaktperson, kom en bil buldrende på hvinende dæk. Et par af hendes brødre kastede hende sammen med en ung mand fra en anden arabisk familie ind i bilen.
”Det var ligesom en film. Jeg blev simpelthen kidnappet.”
Men netop fordi Salmas kontaktperson overværede overfaldet, blev politiet alarmeret hurtigt. Salma var blevet tvunget til sin mors lejlighed, og der dukkede politiet op kort efter.
Søn presses til ramadan
Allerede som 16-årig fik hun egen lejlighed, og hun tilskriver sin kontaktperson fra dengang en del af æren for, at det siden er gået hende godt.
”Jeg har taget to uddannelser, jeg har aldrig taget stoffer, og jeg har heller ikke drukket særlig meget,” siger Salma, som i dag fremstår som en sund, slank og velholdt kvinde i 30’erne med meget på hjerte.
Kontaktpersonen har hun i dag mange år senere stadig tæt kontakt med, men nu på privat basis.
Salma har fået børn, som hun bor med, og hun taler meget med særligt den ældste.
Hvad taler I om?
”Vi har talt om ramadan. Jeg har sagt til ham, at jeg synes ikke, han skal holde ramadan, men at det er noget, han selv bestemmer. Men han synes ikke, han kan lade være. Hvis han sidder og spiser sin madpakke i klassen, så kommer de andre muslimske drenge og spørger ham, hvorfor han ikke holder ramadan. Så selvom han får det vildt dårligt – særligt af ikke at drikke en hel dag – så gør han det alligevel.”
Et andet spørgsmål, som Salma taler med sin søn om, er holdninger til jøder.
”Der er mange indvandrerbørn, der går rundt og siger: ‘Ah, en fucking jøde.’ Men det er noget, de har med hjemmefra. Lige her forleden måtte jeg selv sidde og forklare min søn: ’Skat, jøder er altså ikke dårlige. Det er ikke sådan, at fordi man er jøde, så er man dårlig. Eller fordi man er muslim, så er man dårlig. Det er, når du går til ekstremerne, at det bliver dårligt. Og det kan man gøre i alle kulturer og alle religioner. Men man kan ikke skære alle over en kam’.”
Profiltekst:
Tolk
Salma er født i Danmark og uddannet arabisk tolk. Hun har igennem ni år virket som tolk i utallige integrationssager, primært i en lang række sjællandske kommuner, men også i sager om indsatte og flygtninge.
Gennem sit arbejde som tolk afdækker Salma systematiske udfordringer i integrationsarbejdet. Disse omfatter udbredt brud på tavshedspligt og korruption blandt fagprofessionelle med indvandrerbaggrund samt en markant modstand mod integration fra ortodokse familier. Modstanden manifesterer sig i social isolation, afvisning af danske normer og institutioner og en frygtbaseret opdragelse, der inkluderer fysisk afstraffelse. I skarp kontrast hertil står succeshistorier om familier, der fuldt ud omfavner det danske samfund, skifter religion og aktivt søger integration.
Hun er født i Danmark af forældre med arabisk baggrund. Hendes barndom var præget af en splittelse mellem en liberal, dansksindet far og en stærkt kontrollerende, traditionel mor. Dette førte til skolegang på en arabisk skole og alvorlige personlige kriser, herunder en tvangsfjernelse i teenageårene. Hendes livsbane er formet af erfaringer fra det danske system, fra traumatiske ophold på krisecentre til afgørende støtte fra en fast kommunal kontaktperson.
Salma er ikke hendes rigtige navn, ligesom hendes veninde Emilie, der har etnisk dansk baggrund, også hedder noget andet. Emilie har været tæt på Salma i mange år og kan bekræfte Salmas fortælling. Af anonymitetshensyn undlader vi at nævne det arabiske land ved navn.