Folk, der hader og foragter Donald Trump, uanset hvad han udretter og håber at opnå, har travlt ved tastaturet i disse dage.
Ifølge disse lænestolsstrateger aner Trump ikke, hvad han har med at gøre. Hans lave IQ medfører, at han er dum som snot. Det eneste, han kan udrette, er kaos i verdensordenen. Han er så svag en mand, at han lader sig trække rundt ved næsen af Israel, forlyder det.
Så fik vi atter en dosis jødehad, der altid sælger billetter. Hvis man kan gøre jøderne ansvarlige for alle verdens ulykker, står man stærkt på venstrefløjen og i den muhamedanske diaspora, og det giver godt med stemmer ved valgene – herunder det forestående folketingsvalg.
Det ser foreløbigt ud til, at USA og Israel har nået deres indledende mål med den militære indsats, idet de metodisk har elimineret mullahstyrets angrebsmuligheder. Galningene i Teheran bliver ved med at affyre missiler og droner mod venner og fjender, men de har ikke så mange tilbage, og før eller siden må de finde på noget andet.
Men som sagt fortsætter Trump-haderne ufortøvet. Der kan stadig ske ulykker, og Trump har ingen plan, skriver de.
De har ret så langt, at ingen krigsførende undgår ulykker, uforudsete tildragelser eller fejlkalkulationer. Og Iran-indsatsen bliver næppe nogen undtagelse. Det afgørende er ikke, om der kan komme tilbageslag, men om USA og Israel holder sig endemålet for øje – nemlig mullahregimets betingelsesløse overgivelse.
Det er første gang, vi har hørt om ”unconditional surrender” (betingelsesløs overgivelse), siden Winston Churchill og Franklin Roosevelt stillede kravet til Tyskland, Italien og Japan under Casablanca-konferencen i januar 1943. Der skulle ikke forhandles med de fascistiske magter, ikke indgås kompromisser med dem og ikke gives dem en kattelem, som de kunne bruge til at videreføre deres onde regimer.
Da Trump lader til at have god historisk forstand, er han uden tvivl på det rene med, hvad hans erklæring indebærer: Der skal ikke levnes de gale muhamedanere i Teheran ringeste fodfæste i et kommende Iran. Og for at tvære yderlige salt i Muhameds sår, har Trump senere forklaret, at han agter blive medbestemmende, når der skal indsættes en ny iransk regering.
Inden mullaherne må kaste deres turbaner i ringen, kan meget gå galt, og venstrefløjen og de vestlige medier vil savle af fryd for hvert tilbageslag, der bliver tilføjet de amerikansk-israelske styrker.
Er det noget, der skal bekymre os? Naturligvis, men det virkeligt bekymrende vil være, hvis USA og Israel mistede målet af syne.
Mens de allierede forlangte betingelsesløs overgivelse under 2. Verdenskrig, havde de måttet indkassere en lang række smertelige og pinlige nederlag: For at nævne et nogle af de vigtigste, lykkedes det Hitler at fange hele den britiske ekspeditionsarme i Belgien, fordi ingen troede, at tyskerne kunne omgå den franske Maginot-befæstning. Og før det – i 1938 – troede England og Frankrig, at de havde pacificeret Hitler ved at forære ham det tjekkiske Sudeterland. Få måneder senere blev de klogere.
Stalin troede fuldt og fast på, at ham med sin ikke-angrebspagt med Tyskland i august 1939 havde skaffet sig tid til at forberede sig på krig. Storbritannien var overtydet om, at imperiets vigtigste bastion i Asien, nemlig Singapore med sin mandstærke militære styrke, var usårlig over for et truende japansk angreb. Desværre var briterne overbeviste om, at angrebet ville komme fra havet og havde derfor rettet Singapores artilleri mod syd, mens de til deres overraskelse måtte opleve, at det japanske angreb kom fra nord.
Og sådan går det i krig. Det afgørende er ikke, om man lider tilbageslag, men om man ved, hvordan krigen skal ende.