Den Korte Avis | Shakespeare og hans nok mest kendte drama ”Hamlet” har givet inspiration til både romanen og filmen HAMNET 

Den Korte Avis | Shakespeare og hans nok mest kendte drama ”Hamlet” har givet inspiration til både romanen og filmen HAMNET 


*** 3 stjerner ud af 6 

 

Chloé Zhao (f. 1982) er kinesisk filminstruktør. Hun er kendt for bl.a. Nomadland (2020), som hun skrev, producerede, redigerede og instruerede. Filmen indbragte hende Den Gyldne Løve ved Venedig Filmfestival og intet mindre end fire Oscar-nomineringer, hvor Zhao vandt både Bedste Film-kategorien og Bedste Instruktør

 

Nu er hun aktuel med ”Hamnet”. 

 

Klip fra pressematerialet:

 

”På Shakespeares tid har der ikke været den store skelnen mellem Hamnet og Hamlet, altså henholdsvis navnet på den søn, han mistede, og det skuespil, han skrev og satte op få år senere.

 

Det har inspireret forfatteren Maggie O’Farrell til romanen ”Hamnet”, som instruktøren Chloé Zhao nu har omsat til film. 

 

Handling
Agnes (Jessie Buckley) er en ung, excentrisk, meget smuk kvinde. Rygterne i landsbyen Stratford-Upon-Avon vil vide, at hun er datter af en troldkvinde, og hun er berygtet for at strejfe om i skoven med sin høg, der sætter sig på hendes arm, når kaldesignalet lyder. 

 

Latinlæreren Will (Paul Mescal), handskemagerens søn, bliver først fascineret af Agnes, siden dybt forelsket. Han kurtiserer hende så besnærende, at hun giver efter for hans tilnærmelser, hvilket resulterer i en graviditet.

 

På trods af modstand fra Wills familie ender de med at blive gift.

 

Deres kærlighedsforhold er lykkeligt, men Agnes fornemmer, at Will ikke kan finde sig til rette med hverken at være handskemager eller lærer. Han vil noget mere med sit liv. Han vil være skuespiller og skrive teaterstykker.  

 

Agnes vil ikke vil stå i vejen for hans drømme, og derfor accepterer hun, at han rejser til London for at realisere sine ambitioner. Imens tager hun sig af den førstefødte, Susanna, og siden tvillingerne Judith og Hamnet (Jacobi Jupe). 

 

Til trods for adskillelsen er Agnes og Will lykkelige, når de ses, og får forholdet til at fungere. Altså lige indtil en tragedie rammer i form af pesten. 

 

Den højt elskede søn, Hamnet, dør, og Agnes sorg gør hende nærmest vanvittig. Hun bebrejder Will, at han ikke nåede frem til Hamnets dødsleje, og de glider stadig længere fra hinanden. 

 

Men så skriver Will og beder Agnes tage den lange vej til London for at se hans seneste skuespil, en opfordring hun modvilligt følger. 

 

Vil rejsen ændre hendes syn på Will, så deres forhold kan reddes? 

 

Vurdering
Genren er kærlighedsdrama og hovedtemaerne stormende (moder)kærlighed / passion, død, forgængelighed og sorg. Og hvordan sorg og vanvittig smerte kan omsættes kreativt. 

 

(Manuskript)forfatter(e) og instruktør har med ”Hamnet” ønsket at give deres bud på, hvem den berømte William Shakespeare egentlig var som menneske, og hvad der drev ham. En tese i deres fortolkning er, at sønnens død specifikt inspirerede Shakespeare til at skrive hans måske mest kendte værk ”Hamlet”.  

 

Jeg havde store forventninger til denne film, som er Oscar-nomineret til bedste skuespillerinde og bedste instruktør. Jessie Buckley er da også virkelig god, men det er filmen ikke. 

 

Der er alt for mange usandsynligheder i plottet, og flere scener bliver trukket unødigt ud. Filmen sniger sig lige op på tre stjerner, fordi der undervejs er billedskønne tableauer og naturskildringer og ikke mindst historisk overbevisende rammer / kulisser.

 

Det tæller i den grad på plussiden, at det er lykkedes at genskabe tidstypiske detaljer ved bygninger, boligindretning, musik, klædedragt m.m. Også optagelserne i Globe Theatre fremtræder autentiske.

 

I parentes bemærket er dette teater en moderne rekonstruktion af det oprindelige Globe, kaldet “Shakespeares Globus“. 

 

Længde: 125 minutter 





Source link