Politikerne, medierne og kommentariatet tegner et billede af Danmarks politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem de røde og de blå. De hårde påstande, der fremsættes her i valgkampen, er imidlertid ikke en ægte kamp mellem ægte politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater leger venstre- og højrefløj. Og da der i Folketinget er politisk konsensus om næsten alt og kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud, går partierne til valg på sekundære temaer som ny formueskat, lilleskole, tidligere pension og genindførelse af Store Bededag. De reelle problemer, der er skjult bag den danske potemkinkulisse, er skubbet diskret i baggrunden.
Virkeligheden er, at de borgerlige kulturelt og holdningsmæssigt er præget af socialdemokratismen og vil derfor det samme med samfundet som Socialdemokratiet. De kunne derfor ikke drømme om at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel.
Demokratiet går som bekendt ud på, at hvis man er utilfreds med dem, der har magten, så kan man stemme på nogle andre og få noget andet. Et sundt demokrati tilbyder vælgerne et klart valg mellem ideologiske alternativer. Men i Danmark har borgerne intet ideologisk alternativ. Reelt er der ikke noget at vælge imellem, fordi de borgerlige for længst har afskrevet de klassiske borgerlige værdier, mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses.
Dansk politik er således ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, og de påståede ideologiske forskelle måles i marginaler i de offentlige budgetter. F.eks. om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9. Folketingspartierne, der er nuancer af rødt, har mistet ideologisk identitet og kan kun appellere til vælgerne ved at udlove gaver og tilbyde socialdemokratiske løsninger (dvs. flere bevillinger og småjusteringer) på alting.
Den borgerlige agenda er rød og domineres af globalisering, multikulturalisme, EU-begejstring, antiamerikanisme, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne gennem udskamning for at sikre, at de bidrager til det totalitære ”fællesskab”, er blevet borgerlig politik. Både de blå og de røde går ind for det røde velfærdssamfund, hvorfor præmissen for den politiske debat og den førte politik ALTID er, at den eksisterende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes. Der er i Danmark ingen reel opposition, og uden reel opposition og uenighed er det danske ”demokrati” et dødt demokrati.
De nye generationer af borgerlige politikere, der har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark, aner ikke, hvordan et borgerligt velfærdssamfund skal se ud. De har ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision for Danmark. De har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten. De er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde og vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. De tager afstand fra markedsliberale reformer, og i stedet værner de om kammeratkapitalismen, planøkonomien, de offentlige monopoler, klientstaten og skattetrykket. De borgerlige har heller ikke noget valg, for det er det samfund, ALLE danskere vil have.
De borgerlige partier har derfor ingen ægte borgerlige vælgere. Den borgerlige vælgerbase i Danmark er nemlig for længst blevet socialdemokratisk. ALLE danskere, lige fra DF, DD og NB til Enhedslisten og Alternativet, er grundlæggende socialdemokrater, når det gælder det danske samfunds indretning. Ca. 61 pct. af den voksne befolkning i Danmark var i 2023 enten offentligt ansatte eller på overførselsindkomst. Dermed udgør denne gruppe et klart flertal af vælgerne. Og det betyder, at der ikke er nogen efterspørgsel efter et ægte borgerligt projekt og en ægte borgerlig regering. Ethvert ægte borgerligt parti, der måtte ønske at afskaffe velfærdssocialismen, ville automatisk komme i karambolage med over 61 pct. af de danske vælgere. Og derfor er de borgerlige partier i dag nødt til at være afarter af Socialdemokratiet.
Den igangværende valgkamp er et politisk teater, for det kommende folketingsvalg ikke vil handle om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater. Og uanset hvem der vinder valget og hvem der bliver statsminister, er der kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det betyder, at efter valget vil danske samfund blive endnu mere socialistisk, endnu mere reguleret, endnu mere beskattet, endnu mere kollektiviseret og endnu mere umyndiggjort. Med andre ord: Gammel vin på gamle flasker.
André Rossmann