Her til morgen, den 28. februar, indledte USA og Israel en fælles militæraktion mod det iranske præstestyre. Meldingerne fra de to landes regeringer om kampagnens formål var i de første timer forskellige. I sin tale til det israelske folk fremhævede Netanyahu, at formålet var præventivt for at forhindre det iranske militær i at lave nye ulykker i Mellemøsten. Præsident Trump sagde i sin tale derimod, at angrebet havde til formål at vælte korandiktaturet i Iran, og at aktionen frembød ”a chance in a lifetime” for det iranske folk til at kunne bestemme sin egen skæbne.
Den amerikanske-israelske aktion vil i de første timer have til formål at ødelægge regimets militære øjne ved at fjerne radar og sporingssystemer, hvilket vil give angriberne uhindret dominans i luftrummet over Iran. Det overordnede mål er først og fremmest at udslette ayatollahernes fanatiske Revolutionsgarde, som er ayatollahernes veludrustede og brutale SS-korps, der ideologisk er tæt forbundet med styret og klar til at kæmpe til sidste mand og sidste patron. Netop det lagde Netanyahu vægt på i sin tale, som definerede Israels deltagelse som præventiv, selv om der næppe er tvivl om, at det egentlige formål er at fjerne hele korandiktaturet.
Vi kan forvente en krig, der vil udspille sig til vands og i luften, men uden soldater på jorden. Hverken USA eller Israel har appetit på at møde revolutionsgarden efter en invasion. Tabene ville være enorme og vil aldrig blive accepteret af befolkningerne i Israel og USA. Krigen skal således vindes gennem luft- og flådeoperationer, hvilket også kræver at civilbefolkningen trækker med. Her ligger den første udfordring for angriberne. Der er ingen tvivl om, at flertallet af iranerne i de større bysamfund hader ayatollaherne og vil kæmpe for at få væltet det forhadte styre. Anderledes ser det ud i landdistrikterne, hvor bønderne er konservative og ikke føler sig motiveret til at rejse sig mod regeringen. Det ser således ud til, at hvis angrebet skal lykkes, skal ødelæggelserne af Irans militære kapaciteter være så omfattende, at især revolutionsgarden henligger i ruiner, og at ayatollahernes ideologiske base er knust.
I mellemtiden står danske medier og kommentatorer og træder vande uden at ville forpligte sig til enten at bifalde eller fordømme angrebet. På den ene side er Israel jo med. Hverken jøder eller Israel er populære i danske medier, og alt hvad løgneren og fascisten Trump foretager sig er naturligvis ondt og forkert, så det kan vi naturligvis ikke rose. På den anden side har den iranske regering jo været ret hårdhændet mod sine demonstrerende borgere, så der er nok brug for nogle reformer. Så indtil videre vil medierne berette, hvad nyhedsstrømmen bringer, men understrege, at aktionen er i strid med folkeretten og en krænkelse af en suveræn stat, som dog også skylder sin befolkning et bedre liv. DR er dog allerede ude med en kommentar om, at Trump har kastet sig ud i et nyt militært eventyr uden nogen plan for, hvad der skal komme bagefter.
Alt tyder imidlertid på, at præsident Trump i høj grad har en plan for, hvad der skal ske i Iran, når præsterne er kastet på porten. Nøglen ligger ikke i Iran, men i Venezuela. Da præsident Maduro var blevet fjernet, ventede alle, at Trump ville indsætte en regering bestående af politikere fra landets anti-socialistiske opposition. I stedet indgik USA en aftale med Maduros vicepræsident, der blev indsat som ny regeringsleder. På et pressemøde blev Trump spurgt, hvorfor han dog havde accepteret, at det marxistiske regime kunne fortsætte. Trump svarede: ”Jeg har ikke glemt Irak!” Trump er således klar over konsekvenserne ved at sejre og så trække sig tilbage og overlade folk og fæ til deres egen skæbne. Efter Irakkrigene og Saddam Husseins fald burde USA naturligvis have ladet Irak blive bestyret af den eneste organisation, der havde en nogenlunde intakt infrastruktur, nemlig det irakiske militær. Irak burde derefter være omdannet til en forbundsstat med en delstat til sunni-muslimerne, en anden til shia-muslimerne og en tredje delstat til kurderne. Og så en føderal regering i toppen, der stod for fordelingen af olieindtægterne forholdsmæssigt mellem delstaterne. USA vendte kynisk ryggen til Irak, der sank ned i kaos og borgerkrig og endte med en regering, der blev ideologisk forlovet med præstestyret i Iran.
Det forekommer utænkeligt, at USA’s regering ikke har sørget for en aftale med generalerne i Irans hær, der ikke skal forveksles med revolutionsgarden. Irans og USA’s forsvar havde tætte faglige og kollegiale forbindelser inden den islamiske revolution i 1979. Irans hærstyrker holder kun præsterne ved magten, så længe generalerne har hænderne i klejnekassen, altså Irans olieindtægter. Militæret har sikret sig en kommission af alle større handelstransaktioner i Iran. Det er ingen hemmelighed, at Israels Mossad samt USA’s CIA og militære ledelse har vedligeholdt diskrete kontakter til de iranske generaler under præstestyret. Hvis den amerikansk-israelske militæraktion ender lykkeligt og korandiktaturet fjernes sammen med revolutionsgarden, kan vi vente etableringen af et provisorisk militærstyre på vej til et sekulært styret Iran.
Det er dog ikke, hvad den danske regering håber på. Udenrigsminister Lars Løkke har i lighed med flere EU-lande rettet en officiel henvendelse til Israel med opfordring til de-eskalere situationen. Det betyder på jævnt dansk, at USA og Israel opfordres til at indstille angrebet og i stedet bringer FN og Ursula van der Leyen på banen for at forhandle en diplomatisk løsning. Så bliver der atter ro på bagsmækken, og Iran kan fortsætte med at tyrannisere sin befolkning og udvikle sine atomvåben. Og vi andre kan ånde lettet op og fortsætte diskussionen om det, der gælder, det der tæller: Ejendomsskat og Store Bededag.