De offentligt styrede og skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter er ikke lærdomskraftcentre, men store pølsefabrikker, der forkynder socialdemokratismen og woke-ideologien. Uddannelseskvaliteten er lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.
80 pct. bør ikke optages på universiteterne
De danske universiteter er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Eftersom universiteterne optager flere og flere fagligt uegnede studerende, bruger de et helt semester på at lære de studerende noget, som de burde have med fra gymnasiet. På CBS må næsten hele årgange således tage supplerende kurser i matematik for at kunne følge med i undervisningen.
Ifølge eksperter bør 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke optages på universiteterne. Det store antal uegnede studerende betyder, at på tværs af uddannelserne er frafaldet blandt alle landets førsteårsstuderende typisk ca. 14 pct. På flere uddannelser er frafaldet ca. 30 pct. Den voldsomme tilgang af uegnede studerende har skabt en uddannelsesboble, der drives af den i Danmark udbredte opfattelse af, at mere og mere middelmådig uddannelse er udtryk for velfærdssocialismens succes.
Fagligheden har trange kår
De offentligt styrede danske universiteter bruges som et middel til at løfte socialpolitiske målsætninger som lighed og social mobilitet. Den sociale ingeniørkunst, som universiteterne praktiserer, har medført, at de faglige krav til studerende og dermed kvaliteten i uddannelserne har været faldende over en årrække. Der er gået inflation i karaktergivningen, fordi der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum. Hver tredje kandidatstuderende har mindre end 10 timers undervisning om ugen. Det gælder bl.a. populære uddannelser som jura, statskundskab og sociologi. De studerende på pædagogisk psykologi er med 8 timer dem, der får færrest ugentlige undervisningstimer.
Kravet til de specialer, som kandidatuddannelserne afsluttes med, var tidligere ca. 100 sider, men er faldet til 60. Almindelige skriftlige opgaver, der tidligere kunne være f.eks. 25 sider, er blevet sænket til halvdelen eller en tredjedel. Facit er, at studerende på sidste år reelt kun i forbindelse med et bachelorprojekt skal lave en større, selvstændig, skriftlig opgave. På Københavns Universitet (KU) kan man gå igennem statskundskab uden at få en eneste mundtlig eksamen.
Den faldende uddannelseskvalitet kan også ses på det faldende sprogniveau, såvel i dansk som fremmedsprog. Skriftlige opgaver, som de studerende afleverer, indeholder flere meningsforstyrrende fejl, hvor en sætning enten ikke er blevet forstået af den studerende eller er blevet forstået på en helt anden måde, end afsenderen havde tænkt sig. Det går også tilbage med formuleringsevnen – både skriftligt og mundtligt. Samtidig er niveauet faldende, når det gælder det, man kalder korrekthedsgraden.
Mange videnskabelige medarbejdere mangler enten eksamen eller danskkundskaber. Ifølge en intern undersøgelse på KU’s juridiske fakultet er 16 pct. af de tilmeldte specialvejledere ikke jurister, men sociologer, historikere, filosoffer, antropologer, statskundskabsfolk, lingvister eller andet. At et juridisk fakultet har en stor andel faste videnskabelige medarbejdere, der slet ikke har den juridiske eksamen, svækker kvaliteten af specialerne, idet de studerende ikke kan få den professionelle sparring, de har brug for. Hertil kommer, at ca. halvdelen af specialvejlederne er udlændinge, som hverken taler dansk eller har indgående kendskab til dansk lovgivning.
Universiteterne rammes med jævne mellemrum af nye udokumenterede pædagogiske teorier, som vinder gehør blandt røde reformpædagoger og embedsmænd. Resultatet er nedtoning af faglighed til fordel for tant og fjas som f.eks. faget ”Beyoncé, køn og race”, som i 2017 blev lanceret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU med 75 tilmeldte studerende. Politikerne havde nemlig bestemt, at Danmark havde brug for universitetsuddannede Beyoncé-eksperter.
Hverken forskning eller uddannelse er i verdens topklasse
Der skal meget til for at vedligeholde et forskningsmiljø af international topklasse, og det kan et lille land som Danmark ikke. Mens det for forskningen og forskeruddannelsen ville være optimalt at samle de akademiske elitemiljøer i nogle få centre, er Danmark forskningsmæssigt fragmenteret.
Også uddannelsesmæssigt er Danmark fragmenteret. Faget tysk er et godt eksempel. Der er etableret tyskundervisning på både Københavns, Aarhus, Syddansk og Aalborg Universitet samt på de gamle handelshøjskoler, og resultatet er blevet, at ingen af miljøerne har været tilstrækkeligt store til at være fagligt holdbare. Danmark er ganske enkelt for lille til at have undervisning mange steder, hvis der skal være et passende antal studerende og lærere til at danne grundlaget for et velfungerende studiemiljø. Der er mange eksempler på, at for små studiemiljøer ikke er levedygtige.
Forsknings- og undervisningsmæssigt ville det i Danmark være rationelt at nøjes med to universiteter, et østdansk øst for Storebælt og et vestdansk vest for. Det nuværende system med otte universiteter er helt åbenbart irrationelt. Også geografisk er universiteternes organisering irrationel: Aalborg, Aarhus og Syddansk Universitet har alle store afdelinger i København, og både Aalborg og Syddansk Universitet har afdelinger i Esbjerg. Roskilde Universitet er det eneste danske universitet, der ikke har en afdeling i København. Et tandlægestudium i Hjørring, et dyrlægestudium ved Viborg, et jurastudium i Esbjerg og økonomiuddannelse i Sønderborg, Herning og Kolding giver ingen af stederne muligheder for så bredt et studiemiljø, at det har nogen chance for at virke lige så attraktive som de store universitetsbyer. Problemet i Danmark er imidlertid, at det er urealistisk at etablere et optimalt universitetssystem grundet de mange politiske og lokale særinteresser.
Kvalitet er lig med taxameterpenge
Eftersom taxametertilskud til universiteterne bevilges på baggrund af antallet af færdiguddannede dimittender, er universitetsledelserne mere optaget af at optimere institutionernes økonomi end at varetage samfundets interesser, Fokus på universiteterne er derfor at få så mange halvstuderede røvere igennem så hurtigt som muligt ved at sænke beståelseskravene og give relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum. Studerende, der ikke egner sig til universitetet, skubbes igennem systemet, også selv om det betyder, at de skal have fjerde- og femtegangs eksamensforsøg i fag, som de i flere omgange ikke har bestået. De kommer således let og smertefrit gennem studierne uden særlige krav om faglige eller videnskabelige kompetencer.
På universiteterne har kvalitet ikke noget at gøre med det faglige niveau. KU har f.eks. udarbejdet et ”kvalitetssikringssystem”, hvor kvaliteten måles ved antallet af optagne studerende, hvor hurtigt de kommer igennem, og hvor mange der må droppe ud af hver eneste uddannelse. Hvis det har økonomiske konsekvenser at dumpe studerende, undlader man at gøre det. Risikerer et højt pensum at øge frafaldet, reducerer man pensummet.
Facit er, at når rådgiverbranchen vurderer de nyuddannede, er tilbagemeldingen, at de mangler kompetencer og forretningsforståelse, og evner ikke at bruge deres viden fra studiet i en erhvervskontekst. Knap 30 pct. af virksomhederne siger, at de nyuddannede mangler kernefaglig viden. Det gælder bl.a. ingeniører, jurister og kandidater fra handelshøjskolerne. 3 ud af 4 rådgivende virksomheder inden for alt fra arkitektur til it oplever i forbindelse med ansættelse af nyuddannede det, der bliver omtalt som ”problemer med dimittendernes kompetencer”. Det kan derfor ikke undre, at 42 pct. af de nyuddannede finder overgangen fra studielivet til job svær. Blandt dem er det 25 pct., der mener, at de simpelthen mangler relevante kompetencer. Eller at de ikke rigtig kan bruge det, som de har lært på deres uddannelse. Mange har svært ved at forklare arbejdsgivere, hvad de egentlig kan.
Centrer for politisk aktivisme
Masseuniversiteterne i det velfærdssocialistiske Danmark er blevet til centrer for politisk aktivisme og ekkokamre for venstreorienterede holdninger. Den generelle venstredrejning af det akademiske miljø siden 1960’erne har medført, at det på universiteterne er vigtigere at have de rette, politisk korrekte holdninger end viden og kompetencer. Ideologiske målsætninger som diversitet, lighed og inklusion er i dag udgangspunktet for, hvordan forskning, undervisning og ansættelser tilrettelægges. Samtidig sker der en systematisk udelukkelse af borgerlige synspunkter.
Universiteterne nedbrydes nedefra af wokeness og rabiate ideologier. Det giver sig f.eks. udslag i, at studerende udvandrer ved brugen af ordet ”neger” i et historisk foredrag om racisme eller forlanger obligatoriske kurser i racefølsomhed for deres undervisere. På RUC findes et fag, hvor de studerende i ramme alvor forventes at indlede samtaler med sten og andre livløse objekter. Samtidig koster højrøstede og krænkelsesparate studerende rundt med ledelserne og bekæmper den hvide mand på pensumlisterne, alt imens muslimske studenterforeninger har travlt med at bruge universiteternes lokaler til at afholde antisemitiske og historieforvanskende arrangementer.
Det samme gælder KU, som i stedet for at være et læringsfællesskab er blevet et venstreorienteret meningsfællesskab med ensretning og intellektuel stammetænkning. Borgerlige studerende på KU fortæller om skældsord, mobning og hærværk. Skældsord som ”racist” og ”barnemorder” samt anklager om at være ”ligesom nazisterne i 30’erne” eller at gå ind for folkemord, hører til dagens orden. Det er en forudsætning for et stærkt universitet, at forskellige perspektiver kan mødes, brydes og udfordre hinanden. Men ifølge en undersøgelse, der bygger på svar fra både medarbejdere og mere end 3.000 KU-studerende, finder mange studerende på KU studiemiljøet så venstreorienteret, at det kan føre til social udelukkelse at udtrykke andre politiske holdninger. Besvarelserne viser, at 43 pct. af de studerende opfatter sig selv som en minoritet. Minoritetsgrupperne spænder bredt og dækker alt fra politisk overbevisning, alder, baggrund og etnicitet til funktionsnedsættelser, religion, køn og seksualitet.
For 35 pct. af de ”minoritetsstuderende” indebærer det, at de føler sig nødsaget til at skjule sider af deres identitet for at undgå diskriminerende adfærd og sprogbrug. Det er særligt udbredt blandt studerende, der føler sig som minoriteter på grund af kønsidentitet, religiøs overbevisning eller politisk ståsted. ”Miljøet er så venstreorienteret til det ekstreme, at man ikke tør udtale sig, hvis man har et centrum- eller højreorienteret syn på et vilkårligt emne”, lyder det fra en studerende i undersøgelsen. En anden er ”bange for at stille udfordrende spørgsmål til undervisningen af frygt for at begå socialt selvmord“.
Facit er, at de danske masseuniversiteter præges af totalitær ensretning i stedet for at være højborge for pluralisme, søgen efter det sande og plads til enhver mening. I stedet for at ruste de studerende bedst muligt videns- og evnemæssigt, ser universiteterne det som deres mission at indprente dem de rigtige holdninger.
De studerende uddannes til ledighed
I Danmark mangler der kobling mellem universitetsuddannelserne og de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Universiteterne producerer derfor en masse kandidater, der ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Der er eksempler på studieretninger, hvor 50 pct. ikke finder arbejde med et virkefelt inden for det studium, de har taget en uddannelse på. En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der er organiseret under HK. Det er udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som HK’er har gået fem år på universitetet. Ifølge OECD bestrider flere og flere nyuddannede danske kandidater HK-job, der kræver beskeden uddannelse. Samfundet bruger således enorme ressourcer på at uddanne kandidater, som erhvervslivet ikke kan bruge.
Da universiteterne uddanner de studerende til job, der ikke findes på arbejdsmarkedet, er hver femte dimittend fra de lange videregående uddannelser i København ledig i mindst 6 måneder et år efter endt studium. Aalborg topper med 35 pct. København er den by, der har flest ledige akademikere såsom egyptologer, nærorientalske arkæologer og kandidater i anvendt filosofi, som samfundet ikke har brug for. I 2010 var hver tiende i dagpengesystemet dimittend. I dag står de nyuddannede for 25 pct. af alle dagpengemodtagere.
I nov. 2019 sagde direktøren for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske: ”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”. Det gælder også her ved indgangen til 2026.
Danske universiteter rangerer lavt i global sammenhæng
Hvert år udarbejder magasinet Times den prestigefyldte rangliste ”World University Ranking”, hvor universiteter fra hele verden bedømmes og rangordnes på en lang række parametre såsom undervisning, forskning, universitetsindflydelse, det internationale udsyn og samarbejde med erhvervslivet. Magasinet indsamler bl.a. oplysninger om studerendes trivsel og resultater, forskningens ry og antallet af internationale studerende og lektorer på det givne universitet. På verdensranglisten for 2026 er KU placeret som nr. 90, Aarhus Universitet som nr. 101 og DTU som nr. 121. Aalborg Universitet og SDU ligger i spændet mellem 251-300, mens RUC ligger i spændet mellem 401-500.
Blandt de danske universiteter er Roskilde Universitet (RUC) suverænt nummer sjok. RUC leverer ikke den faglighed, danske skatteydere betaler for. RUC er blevet et arnested for venstreorienteret ideologi, modefag og aktivisme. Fagmiljøer dyrker kønsteori, intersektionalitet og dekoloniale analyser uden målbar nytte. Ledigheden er dobbelt så høj for dimittender fra RUC sammenlignetr med f.eks. KU. På kandidatniveauet er RUC det universitet i Danmark (foruden DTU), hvor førrest bachelorer udnytter deres retskrav for at fortsætte på universitetet. Med andre ord søger RUC’s egne studerende væk, når de kan. De har nemlig efter endt uddannelse ekstra svært ved at få arbejde, og dimittendledigheden er højere end for de andre universiteter. Adgangskravene er lave og dimittenderne fra RUC placeres oftere under deres lønniveau end dimittenderne fra andre universiteter. Det siger sig selv, at skatteborgerne fortjener værdi for pengene og de unge fortjener uddannelser, der giver arbejde og styrker Danmark. Det får de ikke på RUC.
Overproduktion af middelmådige ph.d.’ere
Optaget til ph.d.-uddannelserne er eksploderet i de senere år, idet universiteterne har stærke økonomiske incitamenter til at tiltrække ph.d.-studerende. I 2001 startede 1.124 på en ph.d.-uddannelse, og det tal eksploderede til 10.043 i 2022. Der optages årligt cirka 2.400 nye ph.d.-studerende på universiteterne. Det er en alvorlig fejlinvestering både ud fra et udbuds- og et efterspørgselssynspunkt. Ph.d. er en forskeruddannelse, der bør være særdeles elitær, men der er næppe talent nok til stede blandt de nyuddannede danske kandidater til at understøtte væksten i optaget. Det betyder, at der er mange ph.d.’ere, der aldrig bliver forskere.
Eksperter skønner, at ca. 50 pct. af de danske ph.d.’ere ikke har en tilstrækkeligt høj international kvalitet. Op mod halvdelen af de medicinske kandidater bliver ph.d.’ere, selv om man i Danmark ikke har talentmassen til det. Der bliver med andre ord uddannet for mange ph. d.’ere i Danmark, som forskningsmæssigt ikke er konkurrencedygtige i forhold til lande, Danmark sammenligner sig med, såsom Sverige og Storbritannien.
Danske akademikere er EU’s dummeste
20 procent. Så meget er antallet af danskere ansat i EU-Kommissionen faldet siden 2016. Det viser en ny opgørelse over nationaliteterne blandt de 32.860, der pr. 1. januar 2025 var ansat i hjertet af EU-systemet. I 2016 var der 404 danskere. Ved dette års begyndelse var de svundet ind til 323. Tendensen med markant færre danskere ses tilsvarende i andre internationale organisationer, f.eks. i Den Europæiske Investeringsbank, EIB, i Luxembourg.
I Danmark forklarer man det lave antal danskere i EU-systemet med EU-Kommissionens rekrutteringsmodel og ansættelsesprøver, de såkaldte concours, som i dansk optik er gammeldags, fremmed for dansk skoletradition og ude af trit med de moderne kompetencer, man lægger vægt på i Danmark. En concour indeholder en række logiske computertests, der kan minde om en intelligenstest fra Mensa. Det er denne prøve, der sorterer så godt som alle danskere fra.
Virkeligheden er, at der er en tæt sammenhæng mellem det lave antal danskere i EU-systemet og det danske uddannelsessystems deroute, herunder det totale fravær af generel, akademisk dannelse. Tidligere insisterede man i Danmark på, at en række problemstillinger, kunstnere, tænkere, kritiske årstal og begivenheder mv. skulle være paratviden, når man har modtaget en videregående uddannelse. Men i dag accepterer både universitetsledelser og politikere et videns- og abstraktionsniveau hos dimittenderne, som er lavere end den standard, der gjaldt for 20-30 år siden. Det kan derfor ikke undre, at i perioden 2010-2014 har kun fire danskere bestået concour-prøven. Der har faktisk været flere år, hvor ingen danskere har bestået, selv om mange forsøgte. I EU-systemet, hvor man kræver solid faktuel viden og ikke holdningsbaseret plidderpladder, er danske kandidater derfor berygtede som EU’s dummeste.
Nej tak til private universiteter
De offentligt styrede masseuniversiteter i Danmark er underlagt stram lovgivning, direkte ministeriel regulering, stor politisk bevågenhed og har relativt få frihedsgrader. Universiteternes forretningsmodel er baseret på at køre store kohorter af studerende gennem et standardiseret pensum relativt hurtigt og med en ringe grad af diskussion med og feedback fra underviserne. Universiteternes fokus er med andre ord på at levere et standardprodukt.
Til forskel fra de skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter er de fleste topuniversiteter på verdensranglisten små, privatejede, selvstændige og konkurrenceorienterede. De har god økonomi og er fritaget for snævre og kortsigtede politiske hensyn samt krav om at indgå i den sociale ingeniørkunst. De holder fokus på forskning og forskningsbaseret undervisning i stedet for at skulle øge den sociale lighed, rette op på skæve kønsbalancer o.lign. Da topuniversiteterne er ikke-politiske og fondsejede, er de fritaget for stram statslig styring med alt hvad den indebærer af indrapporteringer, procedurer og kontrol. Og i stedet for at løse socialpolitiske opgaver fokuserer topuniversiteterne på at fremme en præstationskultur, hvor det er evnen og viljen, der tæller. Hvor flid og anstrengelse bliver opmuntret og resultater belønnet.
Havde man private universiteter i Danmark, kunne man sikre forsknings- og undervisningsfrihed samt et miljø helt uden politisk ensretning og uden politisk indblanding i form af offentlig finansiering og politikernes tildeling af forskningsmidler. Private universiteter kunne skabe øget konkurrence og idéudvikling og dermed flere og bedre samfundsløsninger. De kunne ramme arbejdsmarkedets og de studerendes fremtidige behov og ønsker langt bedre end de offentligt styrede masseuniversiteter. De kunne tilbyde uddannelser på lige fod med offentlige universiteter og selv sætte rammerne for optagelsesprocedurer, brugerbetaling og stipendier. Sidst men ikke mindst kunne private universiteter i Danmark være fondsfinansierede, hvilket er tilfældet med flere af de store udenlandske universiteter. Der ville altså ikke være tale om profitmaksimerende virksomheder. Men står det til et markant flertal af danskerne, skal de danske masseuniversiteter ikke privatiseres. Tæt på 3 af 4 danskere er imod privatisering af universiteterne. Modstanden mod private universiteter handler primært om frygt for øget social ulighed og svækkelse af det offentlige uddannelsesmonopol.
Masseuniversitetet skal være endnu mere pølsefabrik
På 20 år er der i Danmark gennemført ikke færre end 28 reformer på undervisningsområdet. Universitetsreformen af 2023, der er nummer 29 i rækken, vil omlægge og afkorte mange universitetsuddannelser og skubbe studerende over på såkaldte erhvervskandidatuddannelser, der kombinerer deltidsstudier med erhvervsarbejde. Det vil betyde, at 23 pct. af kandidatuddannelserne skal laves om til etårige kandidater. Konkret betyder det f.eks., at DTU, der bl.a. uddanner efterspurgte civilingeniører, skal lukke 7 pct. af sine bachelorpladser.
Erhvervslivet kalder reformen hovedløs, for selv om regeringen bruger ord som ”erhvervsretning” og ”reform”, er der tale om en forringelse, uanset hvordan man vender og drejer det. For når man skærer et år af en 2-årig uddannelse, vil kvaliteten af de kandidater, som erhvervslivet efterspørger, selvfølgelig gå ned. Universitetsledelserne er ligeledes imod reformen, fordi færre studerende betyder, at der bliver færre taxameterpenge, hvilket ikke kan undgå at ramme universiteternes bundlinje.
Hvorom alting er: Universitetsreformen af 2023 betyder, at det offentligt styrede danske masseuniversitet, som igennem mange år er blevet en pølsefabrik, skal fremadrettet være endnu mere pølsefabrik.