Det hører til sjældenhederne, at en klassisk koncert udløser en politiaktion. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der skete i Den Sorte Diamant, da den israelske strygekvartet Jerusalem Quartet, der regnes for at være en af verdens førende, tirsdag aften lagde vejen forbi for at give koncert, skriver Berlingske.
”Allerede inden koncerten havde en gruppe demonstranter med et banner med teksten ’boykot Israel’ barrikaderet dørene til koncertsalen. Med og uden megafoner råbte demonstranterne beskyldninger om, at strygekvartetten hvidvasker israelsk antipalæstinensisk politik med deres klassiske koncerter.
’Vi havde en politipatrulje dernede. Det var rent præventivt for lige at holde styr på det. Det startede ud med at være fem personer – og så blev de lige pludselig 30. Flere af dem havde taget ophold inde i bygningen. Og så sendte vi et par gruppevogne derind og fik styr på dem, der skulle styr på’, siger Nicolai Ullits, vagtchef ved Københavns Politi”.

