Mediernes mission er at ensrette, opdrage og hjernevaske
Siden Statsradiofoniens opstart i 1925 har den danske stat siddet tungt på den æterbårne nyhedsformidling og meningsdannelse til trods for, at alle andre europæiske lande siden 1960’erne gradvist har liberaliseret deres lovgivning, så der blev plads til privatejede radio- og tv- stationer. Statens dominans i medielandskabet betyder, at der ikke er et modspil til DR, TV2 og de øvrige statskontrollerede medier, der formidler de rigtige stuerene holdninger til EU, klimaet, indvandring og alle dem, som det ifølge Politiken er synd for.
Da de statsbetalte medier modtager mediestøtte, kan de ikke fungere som borgernes kritiske vagthund. De er politisk og økonomisk afhængige af det politiske system, som finansierer dem, og dermed dybt afhængige af velviljen hos dem, som de burde granske kritisk. For medierne handler det derfor om at kontrollere og styre den offentlige samtale, skåne systemet, staten og magthaverne for kritik, bevare status quo samt ensrette, opdrage og hjernevaske befolkningen.
Midlet hertil er det monopolistiske medieudbud og statslig propaganda. Det danske medielandskab kendetegnes ved total mangel på ideologisk og politisk pluralisme. Medierne kører rundt i de samme historier, belyser dem fra samme statsautoriserede vinkler, og er også enige om at fortie de samme emner. Magteliten kan uforstyrret formidle sin version af verden, da der i medierne ikke er plads til modsigelse, alternative fortællinger og alternative perspektiver. Det er magthaverne og deres propaganda-medier, der definerer sandheden. F.eks. i forhold til Trump, Ukraine-krigen, Grønland, Mellemøsten mv. Den danske befolkning får derfor serveret én version af verden og én sandhed, som magthaverne vil have, at danskerne skal se.
Magteliten har fuld kontrol med medierne
De danske medier kontrolleres dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magtelitens perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.
Eliten er så magtarrogant, at den ikke engang lægger skjul på det. I et indlæg i Berlingske den 5. jan. 2022 skrev den tidligere adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, således, at ”den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark. Bestyrelserne i de to mediemastodonter er udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere. Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer. Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, er staten arbejdsgiver for en stor del af landets journalister, når staten samtidig sender cheferne for sine efterretningstjenester i marken med uspecificerede advarsler mod landets medier”.
Stig Ørskov lagde heller ikke skjul på, at medierne er i lommen på magteliten: ”Desværre har mange private gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten”. En klokkeklar tilståelsessag.
Medieaftalen har underlagt medierne øget kontrol
I 2022 har Folketinget vedtaget en ny medieaftale, som har underlagt de statsbetalte medier øget politisk kontrol. Ifølge politikernes verdensbillede bidrager flere af disse medier nemlig ikke konstruktivt til ”den demokratiske samtale”. Politikerne har derfor besluttet at favorisere og støtte ”konstruktive” medier, der ikke har nogen særlig ambition om at afdække magthavernes magtfuldkommenhed og -arrogance ved hjælp af kritisk journalistik. Medieaftalen etablerer således særlige puljer af statsstøtte, som de ”konstruktive” medier kan søge og få bevilget, hvis politikerne bedømmer dem positivt.
Medieaftalen indfører desuden en øget politisk kontrol med de såkaldte alternative medier. Der etableres en medieombudsmandsinstitution, som skal disciplinere de alternative medieaktører ud fra en til lejligheden nyopfunden ansvarsnorm om ”god offentliggørelsesskik”. Fremover vil medieombudsmanden afgøre, om der er handlet i strid med denne nye ansvarsnorm. Bliver ”uredelige” oplysninger ikke rettet, bliver det ”skyldige” medie pålagt bøder. Indførelsen af en ny medieombudsmandsinstitution, som skal kunne politianmelde og retsforfølge de nye, alternative medier ud fra en gummi-norm, vil give magteliten her i landet et ekstra våben i kampen mod politiske modstandere.
Medierne er magtelitens propaganda-apparat
De statskontrollerede medier styres af systemtro og integritetsløse chefredaktører, der sørger for, at alt belyses fra elitens perspektiv. Chefredaktørerne definerer danskernes ståsted ved at prioritere, udvælge og formidle de fakta og analyser, der skal fremme den dominerende socialdemokratiske ideologi, politiske dagsorden og fortælling. Medierne citerer næsten udelukkende andre venstreorienterede medier og eksperter til støtte for deres eget ideologiske korstog, mens konservative medier og eksperter, som kunne rokke ved disse kilders påstande, bliver ignoreret. Da medierne mener det samme i alle afgørende spørgsmål, må man finde den fri meningsbrydning og oplysning i alternative medier, som magthaverne prøver at desavouere og undertrykke.
Propaganda er som bekendt systematisk tilrettelagt kommunikation, der sigter mod at styre modtagernes holdninger og adfærd i en bestemt retning. Det er ofte politisk eller ideologisk, dækker over en skjult dagsorden og bruges til at fremme én bestemt sandhed, ensrette meninger og dæmonisere modstandere. Den herskende magtelite i Danmark bruger de statskontrollerede og hyperpartiske medier til at påvirke og styre danskernes opfattelse af politiske begivenheder og samfundsmæssige forhold gennem ensidige og manipulerede fortællinger. Som magtelitens propaganda-apparat skaber medierne politisk ensretning gennem (de)legitimering og (de)selektion af bestemte kilder og synspunkter, (de)selektion af nyhedshistorier, vinkler og fakta, moralisering, reproduktion af danskernes fordomme og udbredelse af fake news. Da det er de samme budskaber, der bliver pumpet ud i alle medier, opstår der et statskontrolleret ekkokammer, dvs. et lukket informationsmiljø, hvor danskernes holdninger forstærkes og bekræftes, fordi de aldrig møder modsatrettede synspunkter.
Propaganda-medierne styrer og flytter danskernes holdninger gennem raffinerede midler, der ikke opleves som manipulation, men som indsigt og neutralitet. Den primære mekanisme, som medierne bruger, er informationstætheden. Læserne bombarderes med en strøm af tilsyneladende relevante, faktuelle påstande. Jo flere påstande, desto større påvirkning. Den menneskelige hjerne har som bekendt svært ved at afvise noget, der lyder velinformeret. Og modtagerne opdager sjældent de små unøjagtigheder i en flod af velformulerede argumenter. De opdager ikke, at påvirkningen kommer fra kilder, der skal overbevise og flytte deres holdninger i den ønskede retning. Sandhed er sekundær. Overbevisning er primær.
De danske propaganda-medier bruger den samme klassiske formel og skabelon, som både kommunister, nazister og fascister har benyttet sig af gennem tiderne. De tilbyder fjendebilleder af ”os og dem” som de gode og de onde. Dem, der vil os til livs og truer med død og ødelæggelse (p.t. Putin, Trump og Netanyahu), og os, de uskyldige, de krænkede og de forurettede (f.eks. Volodymyr Zelenskyj og Mette Frederiksen), der kun vil sprede fred og forsoning.
Sidst men ikke mindst lægger propaganda-medierne vægten på det konsensussøgende, der bekræfter alle i, at Danmark er et harmonisk og hyggeligt samfund uden konflikter. Der formidles derfor så lidt som muligt om konflikterne og de ofte forfærdelige forhold på flere centrale samfundsområder. I en leder skrev Berlingske f.eks., at ”hver dag går offentligt ansatte i Danmark på arbejde med ildhu, offervilje og høj moral. De plejer vores syge og gamle, de passer på os og varetager essentielle samfundsopgaver, som vi trygt betror dem. Vi betaler vores skat med en grundlæggende tillid til, at pengene går til, at ansvarsbevidste mennesker gør deres pligt”. Denne passus kunne være taget direkte ud af den sovjetiske Pravda eller den nordkoreanske Rodong Sinmun.
Magteliten bestemmer mediernes fortællinger
Politik er en kamp om retten til at definere samfundets problemer og skabe stærke grundforestillinger om godt og ondt. Over de seneste årtier har de statskontrollerede medier således skabt en stærk fortælling om, at det er godt at hjælpe flygtninge og migranter til Danmark. Og det er ondt at sende dem hjem. At det er godt at bevare det socialdemokratiske velfærdssamfund med alle dets skattefinansierede ydelser, og at det er ondt at lave det om eller reformere det. At Socialdemokrater og Radikale er de gode, mens DF’er og Danmarksdemokrater er onde og hadefulde egoister med et slet menneskesyn. At de statskontrollerede medier er objektive og eksponenter for høj moral og kvalitetsjournalistik, mens de nye, alternative medier er ”junkmedier”, der spreder falske nyheder. Osv. osv.
Når det gælder emner såsom indvandring, integration, islamisering, klima, FN, USA, Brexit, EU, Ukraine-krigen, Rusland, palæstinenserne eller Israel, er der fuld overensstemmelse mellem regeringens fortællinger og mediernes valg af nyheder og kommentarer. Når det gælder amerikansk politik, fungerer medierne som eftersnakkere af de venstreorienterede amerikanske medier og det Demokratiske Parti. Når det drejer sig om Israel-Palæstina-konflikten, fremstilles det demokratiske Israel som skurk og aggressor, mens terroristerne i Hamas beskrives som den uskyldige part, der blot forsvarer sig. Mediernes bias gælder også Ukraine-krigen. Her kom Jyllands-Posten med en bemærkelsesværdig tilståelse i en leder: ”Heller ikke Jyllands-Posten er totalt og aldeles objektiv i sin dækning af krigen. I stort og mindre skinner vores foragt for Putins Rusland og vores sympati for de kæmpende ukrainere igennem. Vi har slagside, også i selve den journalistiske produktion, og det er faktisk en indrømmelse, der rent professionelt er svær at stå ved”.
Som i andre socialistiske regimer tåler regimet i Danmark ingen konkurrerende narrativer. Der er dog lidt plads til divergerende meninger. Men som Lars Hedegaard bemærker, ”drejer det sig om relative småting. Det er, som Joseph Goebbels indskærpede de tyske medier, godt for troværdigheden, hvis aviserne mener noget forskelligt om sager, der har ringe betydning i den store sammenhæng. Blot medierne mener det samme om de store, væsentlige emner, er der frit spil til at puste sig op over placeringen af vindmøller, uroen i Venstre, underslæb og misforvaltning i en jysk kommune, ventelister på hospitalerne og lignende. At være et statskontrolleret medie indebærer, at man bevæger inden for grænser, som den herskende magtelite har udstukket. De vil aldrig acceptere, at det socialdemokratiske regime bliver kritiseret eller angrebet, og det forstår godt alle de pæne redaktører og journalister, som er helt afhængige af skatteydernes ufrivillige indbetalinger”.
Umuligt at tage til genmæle
Kvalitative interviews viser, at mange danskere ikke mener, at de statskontrollerede nyhedsmedier lever op til professionelle journalistiske idealer om neutralitet, balance, inklusion af forskellige synspunkter og rollen som vagthund. Medierne ”glemmer” den grundlæggende regel i journalistikken, som er, at der altid er to sider af en sag, og at man bør høre begge parter og stille kritiske modspørgsmål, før man drager en konklusion. I den danske medie-boble angribes politiske modstandere imidlertid konstant uden, at de får en chance for at tage til genmæle. Afvigende synspunkter holdes ude. Løgn og bagvaskelse finder ustraffet sted. For et år siden interviewede DR således lederen af den danske afdeling af Amnesty International, som uimodsagt fik lov til at beskylde Israel for folkedrab. Der var ingen Israel-venlig modpart.
At medierne ikke tolererer ægte borgerlige og nationalkonservative synspunkter og holdninger, var man vidne til i maj 2021, da Berlingskes chefredaktør Tom Jensen ”af pladshensyn” (sic!) afbrød samarbejdet med Asger Aamund, som i mange år havde leveret artikler, kommentarer og kronikker til Berlingske. På Jyllands-Posten har man i oktober 2023 fyret Mikael Jalving.
Medierne bedriver politisk aktivisme
De statskontrollerede medier er blevet en del af den politisk-ideologiske kamp om indretningen af det danske samfund. Medierne er befolket af en venstreorienteret journalistklike, der agerer dybt politisk. De er politiske magtspillere, der definerer og formidler deres version af “sandheden” til danskerne. De bedriver en hyperpartisk kampagnejournalistik, hvor følelser og stammetænkning bestemmer indholdet, og hvor det er hensigten, der helliger midlet. I stedet for at fungere som neutrale informationskilder driver de politisk aktivisme og ensidig journalistik, der understøtter et venstreorienteret verdensbillede og fremmer de gældende politiske dagsordener. Det lægger de statskontrollede medier ikke skjul på. Berlingskes journalist Bent Blüdnikow skrev således om danske mediers hetz mod Donald Trump: ”Fra amerikanske medier flød anklagerne mod Trump i en lind strøm til europæiske medier, og Berlingske skrev om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken. Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning”. (Blüdnikows kritik af Berlingske er i øvrigt blevet fjernet fra avisens website.)
Og i et andet indlæg i Jyllands-Posten skrev Ole Bruun, professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC: ”Almindelig journalistisk upartiskhed er i foruroligende grad sat ud af spillet, når det gælder dækningen af amerikansk politik. De amerikanske medier er mere politiserende end nogensinde, og de danske følger bevidstløst efter og tillægger Donald Trump alle de dårlige motiver – og glemmer de gode. Mediernes hetz mod Trump var en klassisk hekseproces, hvor man forsøger at mane det onde bort, det, der ikke passer ind”.
Manglen på pluralisme i det danske medielandskab betyder, at der i de statskontrollerede medier er en bred konsensus om, hvad der må skrives om og specielt, hvad der ikke må skrives om. Synspunkter, som medierne finder kontroversielle og politisk ukorrekte, udelukkes. Iben Maria Zeuthen, radiovært på DR, har således i en klumme i Ekstrabladet skrevet, at ”det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt”. Det er både et autoritært og totalitært udsagn, der hører bedst hjemme i et kommunistisk diktatur.
Og Isabella Hindkjær, chef for DR P3, fortalte for et par år siden i radioprogrammet Akkurat, at tiden er løbet fra, at medier først præsenterer det ene og så det andet synspunkt og derved er objektive: ”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden”.
Medierne er venstreorienterede missionsklubber
De statskontrollerede medier bygger på et grundsyn, der ligger til venstre i dansk politik. Det præger de enkelte redaktionelle nyhedsartikler og lægger en grundtone og hovedvinkel. Journalisterne er i gennemsnit langt mere venstreorienterede end resten af befolkningen, og sådan har det været de seneste 50 år. 80 pct. af alle danske journalister stemmer rødt/grønt. Journalisterne befinder sig i et lukket venstreorienteret nyhedskredsløb, hvor de næsten udelukkende betjener sig af ligesindede nyhedskilder.
Det reflekteres i mediernes valg af emner og kilder og betyder, at seere og lyttere dagligt stopfodres med et nyhedsudbud, der benhårdt prioriterer venstrefløjens politiske og kulturelle dagsorden: klimakampen, den grønne omstilling, miljøkampen, offentligt velfærd, migrantbeskyttelse, kampen mod islamofobi, jødehad, rutinemæssig fordømmelse af Israel, udskamning af Donald Trump mv.
Medierne agerer som missionshuse, der filtrerer virkeligheden for menigheden (læs: fællesskabet) ud fra et socialistisk perspektiv. De fungerer som klubhuse for mennesker, der tænker ens, mener det samme og bekræfter hinanden i, at folk i de andre klubhuse enten er venstrefløjser, trumpister, putinister eller højreekstreme, der er i færd med at underminere demokratiet og ”fællesskabet”.
De fire førende dagblade (Politiken, Berlingske, Information og Jyllands-Posten) hælder alle mod venstresnoede holdninger og kilder. Mediedækningen er derfor præget af politiske og journalistiske holdninger frem for at være neutral og informativ. Mange vigtige historier viderebringes slet ikke eller kun som små udvalgte udpluk. Resultatet er en dækning, der er ensrettet, mangelfuld, farvet og filtreret. Det er derfor ikke overraskende, at stadig flere henter deres nyheder via sociale medier.
”Public service” er ikke ”public”
DR er som bekendt presset på en række fronter i disse år: Dokumentarer af tvivlsom journalistisk værdi, et stort mellemlederlag, mangel på prioritering af reelt public-service-indhold, en tydelig politisk slagside og produktion af underholdning, som DR burde overlade til private TV- og radiostationer. F.eks. ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags.
I 1960’erne forvandlede public service-virksomheden DR sig til en af bastionerne for venstrefløjens propaganda. Under Den Kolde Krig blev mange DR-journalister apologeter for venstreorienterede synspunkter og stod samlet på Sovjetunionens, Østblokkens og Cubas side. Også i dag er DR et samlingspunkt for venstreorienterede journalister, hvilket slår igennem i DR’s nyhedsudsendelser og politiserende, aktivistiske og til tider direkte misvisende dokumentarer, som manipulerer fakta og lader identitetspolitik og antisemitisme styre indholdet. Da DR i 2017 sendte serien Historien om Danmark, var samtlige frihedskæmpere i de sidste afsnit kommunister. Ikke en eneste frihedskæmper var borgerlig. I dokumentaren om Grønland og serien Slave af Danmark blev fortællingen kopieret fra venstrefløjens paroler og plakater. Eftersom DR’s politisk udpegede bestyrelse er gidsler for DR’s direktion, tør den ikke gribe ind. At de fleste DR-udsendelser har et antisemitisk og Israel-fjendtligt indhold, fremgår klart af Dan Harders mange artikler på 24NYT (indtast ”Dan Harder” i søgefeltet på 24NYT’s website).
Der er kun få danskere, der protesterer mod DR’s magt. De fleste i Danmark er tilfredse med den venstreorienterede ensretning fra såvel DR som de øvrige medier, der får statsstøtte. Undersøgelser viser, at 85 pct. af danskerne finder DR troværdig.
Magteliten frygter pressefriheden
Magteliten i Danmark betragter ubegrænset ytringsfrihed som en trussel mod den orden, som det socialdemokratiske samfund er baseret på. Magthaverne bruger derfor en bred vifte af metoder for at begrænse presse- og ytringsfriheden:
- Metode 1 er selvcensur. Medierne udøver en omfattende selvcensur, som sikrer ensretning i meningsdannelsen.
- Metode 2 er angreb på udvalgte medier og journalister. (den metode har f.eks. Mette Frederiksen brugt, idet hun under coronakrisen angreb journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede).
- Metode 3 er intimidering og trusler mod medier om strafferetlige sanktioner. (Journalister fra en række medier blev i dec. 2021 kaldt til afhøring hos politiets nyoprettede efterforskningsafdeling, National Enhed for Særlig Kriminalitet, og truet med, at de kan ende i fængsel, hvis de videreformidler visse oplysninger, uden i øvrigt at det stod klart, hvilke oplysninger der specifikt var tale om.)’
- Metode 4 er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. (Det gør Folketinget ved at opretholde offentlighedsloven også kaldet ”mørklægningsloven”.)
- Metode 5 er at forhindre medierne i at kunne tale med ministrene. (Mette Frederiksens regeringer har ved flere lejligheder nægtet interviews og holdt hasteindkaldte pressemøder med få spørgsmål og kun skriftlige svar fra ministrene.)
- Metode 6 er at gøre det umuligt at tage til genmæle i medierne. (Det er som bekendt et godt journalistisk princip, at man hører begge parter, men det gør de statskontrollerede danske medier ikke.)
- Metode 7 er søgsmål med henblik på at chikanere systemkritiske medier og journalister. (Der er f.eks. rejst tiltale efter § 264 d mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, og efter § 266 b mod 24NYT, fordi netavisen har formastet sig til at formidle fakta om de negative konsekvenser af den muslimske indvandring i Danmark.)
- Metode 8 er at udsætte systemkritiske medier som f.eks. 24NYT og Den Korte Avis ud for smædekampagner i de statskontrollerede medier.
De metoder, som den danske magtelite bruger med henblik på at begrænse presse- og ytringsfriheden, er identiske med de metoder, som bruges af totalitære regimer. Formålet er altid det samme: at skabe en frygt blandt systemkritiske journalister og medier, intimidere dem og true dem til at være tilbageholdende med at afdække samfundskritiske forhold som magtmisbrug, korruptionssager o.lign.
Sociale medier kontra de statskontrollerede medier
Før de sociale mediers tid var det en relativ smal politisk, journalistisk og intellektuel elite, der nød en privilegeret adgang til at forme den offentlige debat. I dag giver de sociale medier almindelige mennesker adgang til at dele holdninger og informationer umiddelbart og i uredigeret form. De statskontrollerede mediers rolle som gatekeeper, der værner om magthaverne, er ved at forsvinde. De sociale medier har revet muren ind til den offentlige debat ned, så alle kan få ordet, uanset hvad de mener og siger.
De seneste tal fra Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse viser, at 46 pct. af danskerne i 2024 fik deres nyheder fra sociale medier. For unge i aldersgruppen 16-24 er det 58 pct. Data viser desuden, at næsten 60 pct. af danske internetbrugere regelmæssigt bruger sociale medier til at følge nyhedsstrømmen. Det kan derfor ikke undre, at det totalitære EU bruger enorm energi i forsøget på at kontrollere og censurere de sociale medier.
Mediernes systembevarende magt
De statskontrollerede og hyperpartiske mediers fornemste mission er at sikre, at den herskende politiske elite kan bevare status quo og dermed sin magt i det danske samfund. Ideer betyder meget, fordi det er ideer, der flytter danskernes holdninger. Mediernes redaktioner ser derfor som deres opgave at prioritere og udvælge de emner, der skal behandles i medierne. De definerer samfundets problemer ved at italesætte dem ud fra en socialdemokratisk dagsorden og ideologi. De kontrollerer, hvilke emner, kendsgerninger og meninger der kan debatteres, og hvilke emner, kendsgerninger og meninger der skal holdes uden for debatten. De definerer, hvilke idéer og løsninger der anses for legitime og mulige i det danske samfund. Og de bestemmer, hvem der kan komme til orde i medierne, og hvem der skal være bandlyst.
Definitionsmagten giver de statskontrollerede danske medier en central rolle. Forskning viser nemlig, at når medierne præsenterer en problemstilling fra et bestemt perspektiv med det rette ordvalg, har det betydning for, hvordan læserne forstår et problem, og hvad de opfatter som den bedste løsning. Og i den herskende elites optik er den bedste løsning for danskerne den socialdemokratiske formynderstat.