Det var nok med en vis mistro, befolkningen blev bekendt med statsminister Mette Frederiksens oplysning om, at regeringen nu ville udvise alle udlændinge, der fik en dom på ét års fængsel, uanset opholdstid i Danmark og familieforhold (Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og udlændingeloven § 26 (i folkemunde: hensynsparagraffen)).
Og regeringen udtalte samtidig, at man ikke ville gå på kompromis med konventionerne og Danmarks internationale forpligtelser. Hvordan skulle det så kunne lykkes?
Jo, man ville ikke udtræde af konventionen, men ændre den indefra.
Statsministeren havde nemlig sammen med premierminister Georgia Meloni fra Italien formået at få underskrifter på et brev stilet til Europarådet, hvorunder Menneskerettighedsdomstolen hører, fra samtlige 27 EU-lande (der er yderligere 19 lande, der ikke er medlem af EU).
Regeringens forslag om at stramme reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge var allerede af flere eksperter blevet beskyldt for at bryde med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, idet regeringen havde glemt at tage Grundlovens § 3 om magtens tredeling i betragtning.
Dermed faldt alle regeringens planer vel til jorden?
Nej, sagde politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) og udtalte, at regeringen står fuldstændig på mål for, at det ligger klart inden for Grundlovens § 3.
Men det var landsdommer ved Østre Landsret, Morten Uhrskov Christensen, uenig i og erklærede i en kronik i Politiken (bag betalingsmur), at regeringens instruks er i strid med Grundloven.
Både kunne blæse og have mel i munden
Det var det udtryk, landsdommeren brugte, da han i et debatindlæg i Politiken (bag betalingsmur) skrev, at regeringen havde glemt at tage Grundlovens § 3 in mente.
Landsdommeren advarede om, at det er ”direkte i strid med selveste grundloven, når udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) i bemærkningerne til lovforslaget vil pålægge de danske dommere at lægge mere vægt på en fællesudtalelse fra 27 lande end de konkrete domme, som menneskerettighedsdomstolen har afsagt.”
Som svar henviste Stoklund til følgende linjer i udkastet til loven: ”Det skal således ved afgørelsen af sagerne lægges til grund, at den foreslåede retstilstand er i overensstemmelse med (menneskerettighedskonventionens) artikel 8 og (menneskerettighedsdomstolens) fortolkning af denne.”
Men dette får Morten Uhrskov Christensen til at påpege, at nok kan Folketinget bestemme, at domstolene skal udvise flere kriminelle udlændinge, men de kan ikke bestemme, at dommerne i afgørelserne ”skal lade, som om der ingen regelkonflikt er mellem en skærpet adgang til at udvise kriminelle udlændinge og individbeskyttelsen efter artikel 8.”
I sin kritik udtaler landsdommeren yderligere, at ”Lovgiver kan langt hen ad vejen bestemme, hvad lovgiver vil, også vedtage lovbestemmelser, der kan være i strid med international ret.”
Men omvendt påpeger han, at ”det er i strid med grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling at tvinge dommerne til at tillægge fælleserklæringen fra de 27 lande en ”retskildemæssig værdi” over menneskerettighedsdomstolens konkrete domme. De kan ikke tvinge dommerne til at spille med.”
Derfor kalder han regeringens udkast til en ny udvisningsreform et ønske ”om at kunne blæse og have mel i munden”, når de både forsøger ikke at bevidst bryde med konventionen, men samtidig forsøger at tillægge fælleserklæringen en særlig værdi.”
Juraprofessor på Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, er enig med landsdommeren: ”Man kan godt binde dem til at følge loven. Men man kan ikke binde dem til at sige, at det ikke er i strid med menneskerettighedsdomstolens praksis, som den er nu. Fordi det, man gør nu, er, at man tvinger de danske domstole til i et omfang at tilsidesætte den praksis, i håb om at menneskerettighedsdomstolen laver sin praksis om.”
”Men de kan ikke tvinge dommerne til at spille med på deres egen opfattelse af, at det her ikke er i strid med menneskerettighedsdomstolens praksis”, siger Rytter.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, er ikke enig med Morten Uhrskov Christensen og Jens Elo Rytter.
Selv om Rabjerg Madsen erkender, at der er en ”procesrisiko” ved forslaget, udtaler han bl.a., ”at den lovgivende magt kan fastsætte sådan en retstilstand. Det er både i tråd med paragraf 3 i grundloven og paragraf 64. Det er Folketinget og regeringen, der fastlægger indholdet af lovgivningen i Danmark”.
(Paragraf 64: ”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.”)
Rabjerg Madsen fortsætter: ”Men vi har en forventning om, at domstolen vil ændre praksis i forlængelse af, at der er en lang række europæiske lande – med Danmark og Italien i spidsen – der har tilkendegivet, at de mener, at den fortolkningspraksis, der har været gældende, skal laves om.”
Nogle lægmandsbetragtninger
Selv om man hverken er jurist eller politiker, men blot én af den menige del af folket, er der nogle punkter, der springer i øjnene i denne uenighed mellem den juridiske og politiske sfære.
Det ser ud til, at §§ 3 og 64 i Grundloven kolliderer.
Ser vi på § 3, har politikerne så glemt magtens tredeling? Og ser vi på § 64, kan dommerne så undlade at følge den lov, Folketinget har vedtaget?
”Man kan godt binde dem (dommerne min anm.) til at følge loven. Men man kan ikke binde dem til at sige, at det ikke er i strid med menneskerettighedsdomstolens praksis, som den er nu.” (Se Rytter ovenfor).
På den ene side, kan lovgiverne ikke ”tvinge dommerne til at spille med på deres egen opfattelse af, at det her ikke er i strid med menneskerettighedsdomstolens praksis”, og på den anden side skal Folketinget ikke forvente, at dommerne, hvis de udviser i overensstemmelse med loven, ”skal lade, som om der ingen regelkonflikt er…” (Rytter ovenfor).
Betyder det, at hvis dommerne dømmer til udvisning samtidig vil gøre en antegning om, at dommen er i strid med Menneskerettighedsdomstolens praksis? Så de på denne måde, når sagen (uden tvivl) kommer for Domstolen, kan vise, at de – omend nødtvunget – har dømt i modstrid med praksis ved Domstolen, men i overensstemmelse med den nationale lov?
Lovens dødsrallen
Det er en stor del af befolkningens største ønske, at vi kommer af med de kriminelle ved første brud på loven. At lade de kriminelle blive i landet, har store konsekvenser for os alle.
Den hollandske professor i sociologi og migrationsforskning, Ruud Koopmans, skriver i sin bog Det Europæiske Asyllotteri – En realistisk utopi, der kan løse krisen, at ”siden 2015 er der i EU-landene begået snesevis af terrorangreb med i alt omkring 250 dødsfald af gerningsmænd, der var enten asylansøgere eller havde udgivet sig for at være det ved brug af falske eller manglende dokumenter.”
I Tyskland blev ”omkring 300 mennesker mellem 2017 og 2020 ofre for fuldbyrdet drab, og over 1.600 for et drabsforsøg, hvor gerningsmændene var flygtninge. I ikke så få tilfælde var deres ofre andre flygtninge.”
”I samme periode blev over 3.000 kvinder, de fleste tyske statsborgere, voldtaget af en eller flere flygtninge. Hundredvis af dødsfald som følge af terror og voldskriminalitet og tusindvis af ofre for voldtægt – også disse tal må indgå i statusopgørelsen over en fejlslagen flygtningepolitik, som ikke kun fejler i forhold til at nå sine humanitære mål, men som også medfører en uacceptabelt større fare for den indfødte befolkning såvel som for andre flygtninges sikkerhed.” (s. 27).
Også Danmark har sin andel af overfald, voldtægter, mord, mordforsøg og de såkaldte ”uagtsom manddrab”, som er et mere spiseligt ord for de personer, der udmærket ved, at dét, de foretager sig, kan ende i mord, selv om det ikke var planlagt, f.eks. sprit-, stof- og lattergaskørsel.
Det ser næppe anderledes ud i andre EU-lande, som har modtaget et stort antal asylansøgere.
Men dét, der spænder ben for, at vi kan slippe af med de kriminelle, er vel fra begyndelsen politikernes iver efter at ratificere de konventioner, der bliver lagt foran dem. Helt uden tanke for, hvordan det vil påvirke befolkningen, der skal bære konsekvenserne af politikernes beslutninger.
Vi oplever, at selv om politikerne er lydhøre over for befolkningens ønske, har de for længst spændt ben for sig selv og stort set gjort det umuligt at få kriminelle udvisningsdømt, medmindre de – såfremt lovforslaget skal kunne gennemføres – først skal ændre konventionerne, og dernæst skal de nationale love bringes i overensstemmelse med disse.
Det er den vej, landsdommer Morten Uhrskov Christensen viser til en løsning, men politikerne afviser kategorisk at røre ved konventionerne, som tillige er implementeret i den nationale lovgivning.
Som det ser ud nu, gør konventionerne, Grundloven, udlændingeloven, straffeloven det samlet næsten umuligt at beskytte befolkningen mod overgreb. Se DKA her og her.
Dét, der kan undre en lægmand, er, at individbeskyttelsen af udenlandske forbrydere vægtes højere end individbeskyttelse af befolkningen.
Mon ikke lovforslaget blot er et fatamorgana, og vi er, hvor vi hele tiden har været.