For ottende år i træk topper Danmark Transparency International’s årlige rangliste over korruptionen i landenes offentlige sektor. ”Vi er verdens mindst korrupte land – mens Trumps USA styrtdykker”, jubler Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen. Han kan knap være i sig selv af skadefryd.
For de uindviede, herunder ikke mindst Berlingskes læsere, kan vi oplyse, at det ikke er Transparency selv, der måler på korruptionen i de enkelte lande. Transparency’s korruptionsindeks bygger ikke på objektive udenlandske analyser, men på danske ”landeeksperters” vurderinger af korruptionsniveauet i Danmark. Det siger sig selv, at de danske ”landeeksperters” vurderinger er stærkt subjektive og farvede, og at eksperterne bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt. Eksperternes skønmaleri af korruptionen i det offentlige Danmark videreformidler Transparency International Denmark så til sit hovedkontor, som tager det for gode varer. Sådan opbygges det falske glansbillede af Danmark som det mindst korrupte land i verden.
At Danmark stadig er nr. 1, skyldes desuden det forhold, at korruptionen i den private sektor ikke bliver målt og inddraget. Det gælder f.eks. forhold som skattesvindel, momssvindel, bestikkelser, karteller, hvidvaskning af penge, sort arbejde mv. Tænk bare, hvis følgende korruptionssager i den private sektor var medtaget i de danske landeeksperters vurdering: bestikkelse i ejendomsfirmaet Atea, Nordeas lyssky bankforretninger i Panama Papers eller Danske Banks hvidvask i Estland for blot at nævne et par eksempler. Alt dette går altså under radaren i Transparency International’s korruptionsindeks. Hvis den type korruption var med i indekset, ville Danmark straks miste sin fine placering.
”Transparency International dokumenterer i deres rapport den stærke sammenhæng mellem at have råd til at søge retfærdighed ved domstolene og graden af korruption. Det er lande, hvor demokratiet er under pres, hvor retssystemet politiseres, hvor politiske beslutningsprocesser forvrides”, skriver Thomas Bernt Henriksen. Danmark passer fint til beskrivelsen, idet det er et land, hvor Folketinget er sat fra bestalling, hvor politikerne bryder grundloven, hvor den politiske proces mørklægges, hvor der mangler kontrol med regeringsmagten, hvor retsvæsenet er under politisk kontrol og bruges mod politiske modstandere, hvor politikerne bestemmer hvem der anklages, hvor der gennemføres hemmelige retssager, hvor politiske udnævnelser hører til dagens orden, hvor staten kontrollerer medierne, indskrænker pressefriheden og intimiderer kritisk presse samt kritiske eksperter, hvor politikerne udhuler retsstatsprincipperne, retssikkerheden og borgernes grundlovssikrede rettigheder, og hvor magteliten obstruerer korruptionsbekæmpelsen.
Danmark er også det land, hvor der er begrænset adgang til retfærdig og offentlig rettergang. Selvom adgangen til ultimativt at gå til domstolene følger direkte af Grundloven, har man over de seneste år fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Lange sagsbehandlingstider og forhalede processer i retsvæsenet betyder, at borgere lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv. De lange sagsbehandlingstider betyder desuden, at mange slipper med en mildere eller slet ingen straf. Det krænker borgernes retsfølelse og svækker deres tillid til domstolene som konfliktløsende institution. Det gælder også danske virksomheder, der ofte opfatter et dårligt forlig som bedre end at opsøge domstolene. Virksomhederne fravælger i vid udstrækning domstolsbehandling, fordi de oplever, at de kun får dækket en tredjedel af deres faktiske omkostninger, hvis de vinder sagen. I 2023 opgav 55 pct. af virksomhederne at føre en sag, fordi det økonomisk var alt for ressourcekrævende. I et demokratisk retssamfund er det et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.
”Danmarks lille klub af lande, som ligger helt i top, når det gælder kampen mod korruption, er på et år skrumpet fra 12 til syv lande”, skriver Thomas Bernt Henriksen. Han kan ikke være uvidende om, at så sent som i 2023 rettede EU-Kommissionen kritik mod Danmark, fordi landet bl.a. mangler statistikker om håndtering af korruptionssager i forhold til lovovertrædelser, efterforskning og retsforfølgelse. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen i Danmark er.
Senest er Danmark, som i lang tid har været placeret i kategorien med ”lav” risiko for korruption sammen med lande som Tyskland, Schweiz og Norge, blevet placeret i kategorien med ”moderat” risiko for korruption sammen med lande som Italien, Columbia, Frankrig og Indien. Det skyldes ifølge Transparency den markante stigning i sager om korruption, svindel, embedsmisbrug og nepotisme på forsvarsområdet. Sagerne hænger sammen med lovgivningsmæssige huller og ureguleret lobbyisme, som indvirker negativt på personaleområdet og våbenkøb. Samtidig er der en “meget høj” risiko for korruption i forbindelse med Danmarks missioner i udlandet, hvor de ansatte mangler både forholdsregler og træning for at undgå korruption. Endelig peger Transparency International på, at Forsvarsministeriet misbruger offentlighedslovens paragraffer til at hemmeligholde dokumenter.
Ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, er det reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data. Der har været forsøg på at gøre det ved at sammenligne antallet af bøder, retssager og domme for korruption. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt et lands medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption.
Magt korrumperer. Det gør den i alle lande. Også i Danmark. Den faktiske korruption her i landet er mere udbredt end man tror. Den bliver enten bagatelliseret som en del af Danmarks politiske kultur eller håndteret internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som vi hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget. Men det er ikke noget, der bør interessere Berlingskes læsere, mener Thomas Bernt Henriksen. Set med hans briller skal danskerne helst blive ved med at tro på, at de er for rene til noget så griset og bananstatsagtigt som korruption.
André Rossmann