I flere år har der i Danmark hersket en messiansk stemning omkring klimaspørgsmål. Klimadebatten i medierne har været drevet mere af følelser end af kølig analyse. Klimaet har med andre ord fået fornuften i Danmark til at kollapse, skriver Berlingske.
”Klimaagendaen er nu kørt så langt ud, at den er svær at stoppe. Ikke fordi den nødvendigvis er rigtig, men fordi for mange mennesker har penge, prestige, karrierer og magt bundet op på fortællingen. Når først økonomiske interesser, politisk symbolik og moralsk overlegenhed flettes sammen, bliver sandheden sekundær. Det her handler ikke længere om klima. Det handler om investeringer. Om positioner. Om at ingen tør sige højt, at kejseren ikke har noget tøj på. Og jo flere møller der rejses, jo sværere bliver det at indrømme, at man måske valgte forkert.
Spørg bare den danske politolog og statistiker, Bjørn Lomborg, som gennem årene har kæmpet en ofte ensom kamp for at se kritisk på, hvad klimapolitikken koster i forhold til, hvad den kan udrette. Alene forsøget på en rationel afvejning af omkostninger mod forventet gevinst blev af mange set som en farlig afsporing, og der skulle ikke meget dissens til, før man blev anklaget for at være en ’klimabenægter’. En anklage med et ubehageligt ekko af holocaustbenægtelse.
Der har ikke været plads til en rationel samtale om pris og effekt for at få mest CO₂-reduktion for pengene. I stedet for rationel debat har der været blind overbevisning. Vi skal behandle klima lige så alvorligt som alle mulige andre emner og være kritiske. Vi skal huske at spørge, hvad det vil koste skatteyderne og elforbrugerne”.
24NYT: For god ordens skyld skal vi minde om, at samtlige statskontrollerede danske medier, herunder Berlingske, i flere år har behandlet klimaspørgsmål med religiøs forblindelse. Klimajublen og den voldsomme ensretning i klimadebatten her i landet har medført, at ledelsen og journalisterne på Berlingske hellere ville signalere politisk opbakning til klimakampen og den uigennemtænkte grønne omstilling end udføre et seriøst og professionelt journalistisk arbejde.

