Grænsepolitik bliver til Krystalnat. Et asylcenter bliver til koncentrationslejr. En politiker bliver til fascist. Den politiske debat om remigration, Trump, ICE, højrepopulisme er blevet et teatralsk spektakel. Hvorfor bliver folk ved med at komme med udsagn, der er så åbenbart falske?
Ordet mister sin værdi
Svaret er egentlig meget enkelt, skriver filosoffen Michael Smith på sin Substack: Overdrivelse virker.
Vores almindelige sprog bærer ikke længere tilstrækkelig følelsesmæssig overbevisningskraft. At kalde noget uretfærdigt mobiliserer ikke folkemængder. At kalde det fascisme gør. At sige, at en politik har mangler, åbner for debat. At sige, at den er folkemord, lukker debatten øjeblikkeligt.
Man kan kalde det en slags art moralsk inflation. Som devaluering af valuta må hver påstand være mere ekstrem end den forrige for at beholde sin effekt. Når du først har kaldt noget “nazistisk”, er der ingen steder at gå hen, bortset fra apokalypsen. Alt er katastrofalt.
Vi kender mønsteret: Trump bliver til Hitler. ICE bliver til Gestapo. Detentionscentre bliver til Auschwitz. Men de samme overdrivelser og usandheder udfoldes herhjemme. Dansk Folkepartis politik handler om at internere folk på baggrund af deres hudfarve. Asylpolitik bliver til barbari. Integration bliver til tvangshomogenisering.
Den retoriske genvej
Som Smith påpeger, er denne form for politisk debat ikke baseret på argumenter, men på følelsesmæssige genveje. I stedet for at bevise deres sag med fakta, låner folk den moralske vægt fra historien.
Hvis du kan få din modstander til at ligne en nazist, behøver du ikke forklare noget andet. Det er retorisk judo, der består i at kapre universelt fordømte begivenheder for at undgå at forsvare sin faktiske position.
Filosofisk set er det en klassisk falsk ækvivalens. Og sprogligt ødelægger det meningen i udsagn. Men psykologisk er det stadig utroligt effektivt.
De godes ondskab
Der er en bitter ironi i dette spektakel.
Det er netop de mennesker, der er mest overbeviste om deres egen godhed, der ofte opfører sig mest hensynsløst i debatten. Såkaldt anstændige mennesker, der tror på menneskets iboende godhed, kan være utroligt nederdrægtige over for dem, de anser for at stå i vejen for det gode.
For når man først har besluttet, at modstanderen er en fascist, et monster, en trussel mod selve civilisationen, så er alle midler tilladte. Hvad er et ødelagt omdømme, et knust levebrød, en systematisk udstødelse sammenlignet med at standse Hitler?
De gode behøver ingen samvittighed, når de bekæmper det onde. De godes vished er farligere end de ondes tvivl.
Hvorfor det virker
I nutidens medieøkosystem bliver overdrivelse ikke straffet. Den belønnes. Indignation giver clicks. Ekstremer får sendetid. Nuancerne forsvinder.
For mange offentlige personer fungerer dramatiske påstande som statussignaler: Se hvor moralsk jeg er, se hvor presserende jeg bekymrer mig, se hvor oplyst jeg er sammenlignet med dig. Pelle Dragsted excellerer i dette, som en aktuel sag viser.
Rolig realisme går ikke viralt. Overdrivelsens retorik gør. Så folk konkurrerer, bevidst eller ubevidst, om at lyde mere alarmerede, mere retfærdige, mere opfyldt af historisk tyngde.
Som Michael Smith peger på, findes der også et dybere psykologisk lag bag dette spektakel.
Krisetider som under Covid, Ukrainekrig og Trump producerer enorm angst hos nogle. Kulturel omvæltning, økonomisk usikkerhed, institutionelt forfald og sikkerhedspolitiske ændringer skaber usikkerhed. De fleste ved ikke, hvordan de skal håndtere denne kompleksitet, så sindet griber efter simple fortællinger med tydelige skurke.
Der må være fascister. Der må være nazister. Ondskabsfulde mennesker (aldrig en selv, selvfølgelig). Sådan bliver et vagt, ubestemmeligt ubehag til en tryg, moralsk klarhed. Protest bliver til identitet, og indignation ophører med at være en reaktion og bliver en livsstil.
Når alt er katastrofalt
Når politisk debat bliver en teatralsk forestilling, sker følgende:
Folk forsøger ikke at overbevise, de signalerer. De diskuterer ikke politik, de iscenesætter moralitetsskuespil. De skelner ikke, de tildeler roller: helte og skurke, helgener og monstre. Demonstranter, der skydes i Minnesota. En halv million illegale indvandrere i Spanien, der får lovligt ophold. Amerikansk sikkerhedspolitik. Europæisk svaghed. Alt det kan vanskeligt diskuteres politisk.
Her er den filosofiske bundlinje, som Smith formulerer den: Overdrivelse bliver nødvendig, når sandheden alene er utilstrækkelig til at understøtte fortællingen. Eller mere simpelt: Når virkeligheden ikke samarbejder, skruer folk op for lydstyrken.
Det burde bekymre os alle. For hysteri er smitsomt. Og indignation er ikke et argument.
Af Kasper Støvring