Socialdemokratiets Mette F. er i gang med at stjæle valget fra de blå ved at bestikke danskerne med lommepenge udbetalt af velfærdsstaten.
Danskerne betaler blindt en af verdens højeste skatter, men alligevel bliver de begejstrede som hunde, når politikerne kaster et par af deres egne tusindkronesedler ud som en godbid, skrev Leny Malacinski i Weekendavisen.
Selvom fødevarechecken angiveligt skulle sendes til dem, der er hårdest ramt af de høje fødevarepriser, sender Mette F. fødevarechecken, som finansieres af skatteydernes egne penge, til over 40 pct. af alle stemmeberettigede danskere, ca. 2 mio. personer. Det betyder, at ”hjælpen” bliver smurt tyndt ud blandt de fleste danskere.
Blandt dem er de 51.631 danske folkepensionister og førtidspensionister i udlandet, som kan få udbetalt fødevarechecken på 2.500 kr. pr. næse. I folkemunde kaldes den ”paellapenge”.
Godt 30 pct. af alle fødevarechecks bliver sendt til 660.000 danskere – den halvdel af befolkningen, der tjener mest. Af dem vil ca. 89.000 checks blive udbetalt til de top-10 pct. af befolkningen, der tjener allermest.
F.eks. til et ægtepar i Rungsted Kyst, hvor den ene halvdel af parret fordriver tiden med at forsøge at sælge Provenceduge og dermed på papiret er berettiget til en fødevarecheck.
I medierne er det væltet frem med eksempler på folk, der har gode lønninger, men alligevel står til at få en fødevarecheck.
Jyllands-Posten har således talt med Majbritt Bæk Dalgaard og hendes mand, der både har råd til økologiske grøntsagskasser hver uge og udlandsrejser to gange om året, men stadig står til at få 5.000 kr. i fødevarechecks. ”Jeg er på vej på orlovsferie med vores børn i en måned. Det virker jo helt absurd at give mig den check”, mener Majbritt Bæk Dalgaard.
Flere folketingsmedlemmer er også stået frem med deres privatøkonomi. De tjener ca. 800.000 kr. om året plus et skattefrit tillæg på 75.000 kr., men fordi deres partnere har en løn på under 500.000 kr., vil deres husstand altså få en fødevarecheck.
Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, siger, at flere folketingsmedlemmer i hendes eget parti står til en check, herunder politisk ordfører Susie Jessen, gift med en pedel, og klimaordfører Mads Fuglede, gift med en studerende.
Også 119.000 ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der ikke er i arbejde, kan glæde sig til at få fødevarechecken. Den fortjener de fuldt ud. De er nemlig ofre, som det er synd for. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra.
Sidst men ikke mindst bliver fødevarechecken sendt til ca. 150 aktive bande- og rockermedlemmer, som er med i nogle af de mest hårdkogte bander og rockerklubber. Og nu får de en fødevarecheck stukket i hånden. En stor del af dem er nemlig enten på førtidspension eller seniorpension.
Fødevarechecken er således ikke en håndsrækning til de få grupper, der er hårdest ramt af de høje fødevarepriser, men en klokkeklar bestikkelse beregnet på at få danskerne til at stemme på Socialdemokratiet. Den er timet op til det kommende folketingsvalg.
I en ny undersøgelse har valgforskere kortlagt, hvordan varmechecken på 6.000 kroner, der blev udbetalt få måneder inden folketingsvalget i 2022, påvirkede valgresultatet.
Ifølge Martin Vinæs, lektor på Aarhus Universitet, var effekten tydelig: Jo højere folks varmeregninger blev, desto mere tilbøjelige var de til at stemme på Socialdemokratiet. ’Varmechecken var en af nøglerne til Statsministeriet ved sidste valg. Derfor er det ikke så underligt, at Socialdemokratiet prøver noget lignende igen’, siger han.
Det er altså ikke kun i USA, at man kan stjæle valget. Det kan man også i Danmark, ved at bestikke vælgerne med deres egne skattepenge.
Og danskerne? Ja, de er begejstrede som hunde, der får en godbid.
André Rossmann

