Den Korte Avis | Børns Vilkår åbner nyt rådgivningstilbud til børn og unge, der er udsat for vold

Den Korte Avis | Børns Vilkår åbner nyt rådgivningstilbud til børn og unge, der er udsat for vold


BØRNS VILKÅR

 

Fra og med denne uge kan børn og unge, der er udsat for vold, få tilbudt et særligt rådgivningsforløb hos BørneTelefonen, hvor de taler med den samme rådgiver over en længere periode. Målet er at styrke børn og unges forudsætninger for at søge hjælp.

 

Når børn og unge er udsat for vold i hjemmet, er det ofte noget, de skjuler for omverdenen. De kan mangle et sprog for det, de udsættes for, og mange føler skyld og skam og er bange for konsekvenserne, hvis de søger hjælp. Hvad vil det betyde for deres søskende? Kommer deres mor eller far i fængsel?

 

Det kræver derfor også typisk en længere erkendelsesproces, før børn og unge, der er udsat for vold, er klar til at søge hjælp.

 

Mange eksisterende tilbud til voldsramte børn og unge forudsætter dog, at de opgiver deres anonymitet. I denne uge har Børns Vilkår derfor åbnet et nyt rådgivningstilbud på BørneTelefonen, hvor børn og unge udsat for vold med fuld anonymitet kan tale med den samme rådgiver over en længere periode. Rådgiverne er fagpersoner med særlig viden om vold, underretninger og det kommunale system.

 

”Én samtale er sjældent nok til at rådgive grundigt om så alvorlig en problematik som vold. Nogle børn kontakter derfor BørneTelefonen flere gange, dog uden mulighed for at tale med den samme rådgiver. Det er derfor, vi nu har udviklet et tilbud, hvor barnet gennem et samtaleforløb med samme rådgiver løbende kan støttes i den vigtige erkendelsesproces og selv vælger, om og hvornår det opgiver sin anonymitet,” siger psykolog på BørneTelefonen, Julie Bek.

 

Vold mod børn er – på trods af at det er ulovligt – stadig meget udbredt i mange hjem. I Børns Vilkårs seneste undersøgelse fra 2025 svarer hver sjette elev i 8. klasse, at de har været udsat for fysisk og/eller psykisk vold det seneste år. Hvert tredje af disse børn har ikke fortalt om volden til nogen.

 

”En væsentlig del af vores nye rådgivningstilbud er at vise børn og unge, at vi tror på deres fortælling. Børn og unge udsat for vold har tit en stor frygt for at blive mødt med mistro og afvisning. De frygter at stå endnu mere alene og sårbare, hvis de taler højt om volden. Vores rådgivning skal ses som et tilbud, der kan så et frø, som kan styrke børn og unges handleparathed og forudsætninger for at søge yderligere hjælp,” siger Julie Bek.

 

Børns  Vilkårs  nyudviklede rådgivningstilbud er muligt takket være en bevilling fra Offerfonden. Rådgivningstilbuddet er frivilligt, og barnet eller den unge bestemmer selv tempo og længde.





Source link