15. december. Frankrig. To mænd, Jacques Baud og Xavier Moreau, der kommenterede krigen i Ukraine online, opdagede, at de var blandt 12 personer, der blev sanktioneret af Den Europæiske Union for angiveligt at sprede propaganda for den russiske regering. Nogle af de 12 personer er propagandister, men det er ikke dem.
Der er indtil videre ingen beviser for, at de havde nogen forbindelse til hverken den russiske regering eller russiske efterretningstjenester. Baud, der bor i Belgien, er både tidligere oberst i den schweiziske hær og tidligere medlem af den schweiziske strategiske efterretningstjeneste. Han har udgivet flere bøger om krigen i Ukraine og bruger tilsyneladende forskellige kilder, hvoraf de fleste ikke er russiske. Han optræder i radioen i Frankrig, Belgien og Schweiz.
Moreau, en tidligere kaptajn i den franske hær, bor i Rusland, hvor han har oprettet et konsulentfirma, Sokol Holding, for flere ambassader, og Stratpol, et websted for geopolitisk analyse. Siden krigens begyndelse i Ukraine har han brugt mange kilder, nogle russiske, de fleste ikke.
EU’s sanktioner har haft groteske konsekvenser for begge mænd. Deres bankkonti i EU er blevet indefrosset. De kan ikke bruge deres kreditkort. De har ikke ret til at rejse ind i EU-lande.
Baud lever af de fødevarer, han har opbevaret i sit hus i Belgien. Han er også blevet frataget sin ret til at tale i EU’s tv- eller radiostationer. Ifølge en rapport blev »hans ret til at rejse inden for EU inddraget. Han kan ikke engang vende tilbage til sit eget land.« Advokater forsøger at hjælpe ham med at få tilladelse til at rejse tilbage til Schweiz.
Xavier Moreau, der bor i Rusland, har også en lejlighed i Paris. Han kan ikke engang betale sin franske ejendomsskat. Advokater forsøger at hjælpe ham med at finde en måde at betale det, som den franske regering hævder, han skylder.
Den franske regering, som har sanktioneret begge mænd uden at fremlægge beviser for deres skyld eller give dem en retfærdig retssag, har anmodet om, at sanktionerne udvides til alle EU-medlemslande. Den franske regering og EU har ikke engang sendt dem et brev for at informere de to mænd om sanktionerne mod dem, endsige givet dem mulighed for at forsvare sig eller bevise deres uskyld i en domstol. Beslutningerne mod dem forekommer vilkårlige og autoritære.
Selvom man kan være uenig i det, de to mænd har sagt og skrevet, er ytringsfrihed, eller bør være, et af de grundlæggende principper i et demokratisk samfund, som Frankrig og EU hævder at være. Politiske uenigheder bør ikke føre til straf.
Det ville være en fejl at tro, at sanktionerne mod disse mænd er en fejltagelse eller blot en simpel og beklagelig fejl. Det er en del af en tendens.
Den franske regering har i stigende grad truffet overbærende beslutninger, der krænker ytringsfriheden. En officiel fransk institution, Arcom, der har til opgave at kontrollere, hvad der siges i fransk tv og radio, har magt over liv og død for dem. I februar 2025 besluttede Arcom at lukke en fransk tv-kanal, C8. Arcom hævdede, at C8 ikke overholdt sine »offentlige serviceforpligtelser«. C8’s vigtigste talkshow-vært, Cyril Hanouna, har ofte kritiseret den franske præsident Emmanuel Macron og har inviteret kommentatorer, der aldrig bliver inviteret til andre talkshows, såsom medlemmer af »de gule vesters oprør« eller læger, der var uenige i Macrons beslutninger under Covid-19-krisen.
Macron skal angiveligt have bedt medlemmer af den franske regering om at boykotte Hanouna; flere beskyldte ham for at tilhøre »ekstrem højrefløjen«. Arcom – der hævdede, at Hanouna talte »respektløst« til både den socialistiske borgmester i Paris, Anne Hidalgo, og et venstreorienteret medlem af nationalforsamlingen, Louis Boyard – pålagde kanalen store bøder: 300.000 euro (350.000 dollar) for Hidalgo og 3,5 millioner euro (4.000.000 dollar) for Boyard; derefter besluttede man simpelthen at lukke kanalen. Fire hundrede mennesker mistede deres arbejde. Hanouna kunne i teorien oprette et nyt talkshow på en anden kanal, men hans nye arbejdsgiver »opfordrede« ham kraftigt til at anlægge en »apolitisk tone«.
I juni 2025 blev TV Libertés, en lille privat tv-station med kommentatorer, der kritiserer Macron og ofte er uenige i den franske udenrigspolitik, konfronteret med lukningen af sine bankkonti, hvilket tvang den til randen af konkurs. Banken gav ingen forklaring, men sagde blot, at beslutningen var truffet »på højt plan«. TV Libertés kunne overleve ved at åbne en bankkonto i en anden bank, men det, der lige var sket, kunne let ske igen – og kanalen ville måske ikke overleve.
Det, der skete med TV Libertés, skete også for Marc Touati, en fransk økonom, der producerer en succesrig ugentlig podcast. Ikke kun blev hans bankkonto lukket, men også hans kone og børns konti. Igen gav banken ingen anden forklaring end, at beslutningen var blevet truffet »på højt plan«.
Macron svarede på en journalists spørgsmål om, hvorvidt han ønskede at kontrollere informationen i Frankrig, sagde:
»Jeg tror, det ville være vigtigt at have mærker, der er tildelt af fagfolk, som kan sige ›Dette overholder etiske standarder‹ eller ›Dette kommer fra mennesker, der manipulerer information‹ ; information er en farlig sag.«
Philippe de Villiers, forretningsmand, tidligere medlem af Nationalforsamlingen og tidligere kulturminister, svarede:
»Et sandhedsministerium er det, Macron drømmer om, men han ved ikke, at det allerede er blevet forestillet i en bog af Orwell.«
Frankrigs anmodning om, at EU sanktionerer »propagandister«, og EU’s beslutning om at træffe vilkårlige foranstaltninger uden overhovedet at bede Frankrig om beviser for forseelser eller tilbyde nogen form for retfærdig rettergang, signalerer, at det, der sker i Frankrig, let kan sprede sig til resten af Europa. EU har allerede indført lammende censurforanstaltninger for online medier og sociale netværk.
Europa-Kommissionen (EU’s udøvende organ, der udarbejder europæiske love og direktiver og derefter håndhæver dem) skabte i 2023 Digital Services Act (DSA). Den har til formål at kontrollere indholdet på sociale medier og hjemmesider (alle aviser, magasiner, tv- eller radiostationer har en hjemmeside) og at forbyde indhold, der defineres som »ulovligt« eller »skadeligt«. DSA fastslår, at sociale medier og hjemmesider skal »overvåge det, de offentliggør« eller risikere høje bøder. Det er selvfølgelig Europa-Kommissionen selv, der beslutter, hvad der er ›ulovligt‹ eller »skadeligt«, så den kan afsige de domme, den ønsker.
Thierry Breton og Elon Musk. Foto: Virginia Mayo og Allison Robbert – begge via AP / NTB.
Under den amerikanske valgkampagne i 2024, da Elon Musk sagde, at han ville gennemføre et interview med den daværende kandidat Donald Trump på X, det sociale medie, som Musk ejer, sendte Thierry Breton, den daværende EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser og »hjernen« bag DSA, Musk et brev, hvor han sagde, at EU kunne pålægge X bøder, hvis interviewet indeholdt »ulovligt indhold«.
Musk svarede, at han ikke accepterede trusler, og gennemførte interviewet. EU bødede straks X 120 millioner euro (ca. 140 millioner dollar) i december 2025 for overtrædelse af DSA. Musk beskrev EU-embedsmændene som »Woke Stasi-kommissærer« og tilføjede: »EU bør afskaffes«.
DSA blev udarbejdet af ikke-valgte, uansvarlige, ugennemsigtige og uafskedigelige højtstående EU-embedsmænd og derefter vedtaget af Europa-Parlamentet, som ikke har nogen reel magt og blot er et godkendelsesorgan for det, som Europa-Kommissionen beslutter. DSA blev ikke vedtaget af de nationale parlamenter i EU-medlemsstaterne. Alle borgere i EU-medlemslandene står nu over for et obligatorisk krav, som de aldrig har accepteret.
Europa-Kommissionen er tilsyneladende ikke tilfreds med det og planlægger angiveligt at gå endnu længere. Den er i gang med at udarbejde en ny lov, »Chat Control«, som vil gøre det muligt at »automatisk scanne privat indhold (tekster, billeder, videoer) sendt via messaging-platforme som WhatsApp og Telegram eller beskeder sendt til AI-platforme (f.eks. ChatGPT) [som] vil finde sted ›på klientsiden‹ før kryptering, dvs. direkte på din telefon, tablet eller computer.«
»Chat Control«-softwaren vil derefter »videresende alt materiale, der er markeret som forbudt, til retshåndhævende myndigheder.« Dette vil indvarsle potentiel total kontrol af alle online-samtaler og umuligheden af at tale frit uden at blive overvåget.
Ytringsfrihed – en af de vigtigste komponenter i demokratiet, som går hånd i hånd med politisk frihed – er under alvorlig trussel i EU. En rapport karakteriserede EU’s holdning til borgernes online deltagelse som »Europas teknologilovgivning har gjort europæerne til andenklasses digitale borgere.«
I Rumæniens præsidentvalg i 2024 viste meningsmålinger, at Calin Georgescu, den førende kandidat i første runde, ville vinde. Georgescu, der er meget kritisk over for EU, gik ind for, at hans land skulle genvinde mere suverænitet. Pres fra EU, midt i ubeviste rygter om, at han havde draget fordel af »russisk indblanding«, førte til aflysning af anden runde af valget. Da præsidentvalget blev afholdt igen i 2025, blev Georgescu forbudt at stille op.
I Tyskland er AfD (Alternativ for Tyskland) nu landets stærkeste politiske parti. Dets program er nationalistisk og konservativt. AfD støtter den frie markedsøkonomi og bakker op om den eneste demokrati i Mellemøsten, Israel. Tysklands indenrigsefterretningstjeneste, Forbundskontoret for Beskyttelse af Forfatningen, klassificerede AfD som en »højreekstremistisk« gruppe. Det er forståeligt, at dets rivaler, andre tyske politiske partier, naturligvis gerne så det forbudt og permanent udelukket fra det tyske politiske liv.
I Frankrig afsagde en domstol den 31. maj 2025 – under påskud af misbrug af EU-midler – en dom på fire års fængsel til lederen af National Rally Party, Marine Le Pen, og forbød hende at beklæde offentlige embeder i fem år. Le Pen, der var favorit til at vinde præsidentvalget i 2027, har appelleret dommen, men det er usandsynligt, at en domstol vil omstøde dommen. Hendes partis næstkommanderende, Jordan Bardella, kunne angiveligt også vinde præsidentvalget, men i sommeren 2025 beslaglagde politiet på ordre fra den nationale finansanklager dokumenter om ham fra partiets hovedkvarter, og han forventes også at blive retsforfulgt og dømt under et eller andet påskud.
Den ungarske premierminister Viktor Orbán nægter at tillade masseindvandring til sit land, som allerede var besat af det islamiske osmanniske imperium i næsten 160 år (1541-1699). Han synes ikke at være ivrig efter at vende tilbage til det og er fast besluttet på at forsvare Ungarns suverænitet. Som følge heraf står han over for betydeligt pres fra EU, herunder store bøder pålagt Ungarn.
Den slovakiske premierminister Robert Fico og den tjekkiske premierminister Andrej Babiš har lignende politiske holdninger som Ungarn, og de kan også snart blive udsat for de samme EU-sanktioner som Orbán.
Den italienske premierminister Giorgia Meloni, der deler mange af Orbáns holdninger, er i øjeblikket en undtagelse – hun har ingen problemer med EU. Italien har imidlertid allerede taget imod et stort antal migranter. De udgør nu ca. 9 % af befolkningen – men begår angiveligt 30 % af forbrydelserne, ofte mod andre migranter. I oktober sidste år opfordrede Human Rights Watch »Italien til at opsige sin migrationssamarbejdsaftale med Libyen og sagde, at aftalen ›har vist sig at være en ramme for vold og lidelse og bør ophæves, ikke fornyes‹.«
De magthavende inden for EU’s styrende strukturer gør alt for at sikre, at partier, der går ind for national suverænitet og er imod ukontrolleret indvandring og islamisering af Europa, holdes ude af magten, på trods af den eksplosive støtte fra vælgerne.
Historikeren Daniel Pipes kalder disse partier for »civilisationistiske«: deres hovedmål er at redde den europæiske civilisation, mens de magthavende inden for EU’s styrende strukturer synes parate til at lade den europæiske civilisation forsvinde.
Den amerikanske vicepræsident J.D. Vance sagde, at Europa er ved at udhule ytringsfriheden og de grundlæggende demokratiske værdier, hvilket chokerede de fleste europæiske ledere, men hver dag viser, hvor ret han havde, om end han ikke var særlig diplomatisk.
Ifølge Trump-administrationens nationale sikkerhedsstrategi for 2025 er Europa ikke kun i tilbagegang, men risikerer også at blive »udslettet som civilisation«. De fleste europæiske ledere virkede igen forargede, fornærmede og chokerede, men ordene virker desværre sande.
Den fatale sårbarhed ved alle demokratier er, at politikere normalt er mere optaget af at skaffe stemmer og beholde deres job end af, hvor deres lande er på vej hen.
At underminere ytringsfriheden, mediefriheden og friheden til politisk valg – samt at behandle uenigheder om vigtige spørgsmål som udenrigspolitik, indvandring, islamisering og national suverænitet som strafbare forbrydelser – er blevet en integreret del af udhuling af den europæiske civilisation. Demokratiet blev født i Europa, men de europæiske lande og EU er i færd med omhyggeligt at smide det væk. Det ville være meget uheldigt, hvis gamle autoritære fristelser fra for hundrede år siden skulle dukke op igen i Europa, netop nu hvor de endelig syntes at være udryddet.
De magthavende i Frankrig og inden for EU’s styrende strukturer har i stigende grad overtrådt de grundlæggende principper, som det »europæiske projekt« blev grundlagt på. Disse magthavere synes ligeglade med muligheden for, at de fører Europa mod en uafvendelig undergang.
Dr. Guy Millière, professor ved Universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
af Guy Millière