Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Den hollandske jurist og kommentator Eva Vlaardingerbroek offentliggjorde i sidste uge en bemærkelsesværdig besked fra de britiske myndigheder: Hun er ikke længere velkommen i Storbritannien, fordi hendes tilstedeværelse vurderes som “not conducive to the public good”. Beskeden kom — ifølge hende selv — præcis tre dage efter, at hun havde kritiseret premierminister Keir Starmer på X.
Formelt set er der intet kontroversielt i det. Ethvert suverænt land har ret til at bestemme, hvem man lukker ind. Det gælder også Storbritannien. Udlændingeret er statens sidste og mest grundlæggende magtinstrument. Der findes ingen menneskeret til indrejse.
Men netop derfor bliver spørgsmålet politisk sprængfarligt: Hvem vælger man at bruge denne magt imod — og hvornår?
Vlaardingerbroek er ikke en voldsmand. Hun er ikke organisator af ulovlige aktiviteter. Hun er ikke islamist, jihadist eller revolutionær, men tværtimod fuldtonet demokrat og tilhænger af retsstaten. Og så er hun en skarp og i stigende grad indflydelsesrig islamkritisk stemme. Hun talte bl.a. ved Tommy Robinsons Unite the Kingdom demo i september, som millioner fulgte i Londons gader og på nettet, og hun har aldrig hverken opfordret til vold, til udenomsparlamentarisk opstand eller til brud på demokratiets spilleregler.
Alligevel lukkes hun nu ude.
Det er ikke første gang England trækker kortet om indrejseforbud til islamkritikere: I 2009 nægtede Storbritannien den hollandske politiker Geert Wilders indrejse, da han var på vej til London for at vise sin islamkritiske film Fitna. Han blev taget af flyet i Heathrow og sendt hjem igen med præcis den samme begrundelse: ikke “conducive to the public good”. Senere underkendte en britisk domstol beslutningen. Men mønsteret var sat.
Og det stoppede ikke dér. I 2013 blev den amerikanske forfatter og islamkritiker Robert Spencer nægtet indrejse til Storbritannien, da han skulle tale ved en fredelig demonstration efter drabet på en britisk soldat i Woolwich. Også her lød begrundelsen, at hans tilstedeværelse ikke var “conducive to the public good”.
Tre navne.
Tre indrejseforbud.
Samme begrundelse.
Samtidig har Storbritannien gennem årtier budt velkommen til islamistiske prædikanter og radikale ideologer, som åbent har prædiket antidemokratiske doktriner, religiøs overhøjhed og had Vesten i almindelighed og til det land, der har taget imod dem i særdeleshed. Anjem Choudary og Omar Bakri er blot de mest kendte eksempler på figurer, der i årevis fik lov til at virke frit i landet, indtil myndighederne til sidst greb ind. De holdt møder. De opbyggede netværk. De opildnede unge mænd.
Men Eva Vlaardingerbroek — en europæisk jurist, der taler om integration, islam og national identitet — erklæres pludselig til en trussel mod “det offentlige gode”.
Det siger noget om prioriteringerne.
Storbritannien befinder sig i dag i en tilstand, som skiftende britiske regeringer nægter at beskrive ærligt: et samfund under strukturelt pres fra massiv, ukontrolleret migration, især af unge mænd fra Mellemøsten, Afrika og Sydasien. Alene sidste år krydsede over 41.000 mennesker Den Engelske Kanal i små både. Langt de fleste får lov at blive. Asylsystemet er for længst brudt sammen og Integrationen lige så.
De tre største engelske byer — London, Birmingham og Manchester — ledes nu af muslimske borgmestre. En elektoral manifestation af de eksploderende parallelsamfund præget af religiøs særret, vold, klanstrukturer og et sundhedsvæsen på randen af kollaps.
Tilliden til politikere og myndigheder er i bund og ytringsfriheden er under massivt pres: Over 12.000 mennesker blev alene i 2023 arresteret eller retsforfulgt for ytringer på primært de sociale medier. Tommy Robinson fængsles igen og igen — mens hans publikum vokser.
Og midt i dette landskab vælger Keir Starmers regering at bruge statens suveræne indrejseret mod en hollandsk kommentator, hvis primære “forbrydelse” er, at hun holder et spejl op foran udviklingen i England.
Det er her, Vlaardingerbroek-sagen bliver mere end en enkelthistorie. Den bliver et symptom.
For det er slående, at det land i Europa, der i dag er tættest på borgerkrigslignende spændinger som direkte konsekvens af massiv import af islam — gang på gang nægter indrejse til netop dem, der råber vagt i gevær.
Man lukker ikke munden på jihadister i tide.
Man lukker ikke grænserne effektivt.
Man lukker ikke asylsystemets smuthuller.
Men man lukker døren for kritikere.
Juridisk har Storbritannien retten på sin side. Det er svært at anfægte, at staten som suveræn aktør bestemmer hvem, der kommer ind og hvem, der bliver afvist. Men politisk er beslutningen et selvmål.
For hvad siger det om et liberalt demokrati, når staten bruger grænsekontrol til at filtrere meninger i stedet for at håndtere realiteterne? Når “det offentlige gode” pludselig defineres som fravær af ubehagelige stemmer — snarere end som løsningen på virkelige problemer, som millioner af mennesker mærker i deres hverdag?
Hvis Keir Starmer tror, at man kan stoppe utilfredsheden, integrationskrisen og den sociale fragmentering ved at nægte indrejse til Eva Vlaardingerbroek, gentager han nøjagtig den fejl, som førte til både Wilders’ og Robert Spencer’s Geert sager.
Og til Storbritanniens nuværende situation.
Man kan forbyde mennesker at komme ind.
Man kan ikke forbyde virkeligheden at komme frem.