Europa er havnet i en truende konflikt omkring Arktis. Den skyldes ikke, som man ellers kunne forvente, en akut trussel fra Rusland. Den aktuelle arktiske konflikt er ikke udløst af aggressive stormagtsinterventioner. Den er derimod udløst af en enkelt persons krænkede forfængelighed.
Denne person er – naturligvis – Donald Trump. Han føler sig tilsyneladende stærkt krænket over, at han ikke har fået den anerkendelse, som han mener at fortjene på grund af sin fredsindsats.
Trump har gennem nogen tid bestræbt sig ihærdigt på at få international anerkendelse for, hvad han selv mener er en betydningsfuld international indsats. Han signalerer temmelig umisforståeligt, at han ville anse det for passende, at han tildeles Nobels Fredspris for sin store indsats for fred – i foreløbig otte steder i verden, som han siger.
Men indtil videre får Trump ikke den anerkendelse, som han synes, at han fortjener for sin ‘fredsindsats’. Det hænger nok sammen med, at hans påståede fredsindsats er blandet godt og grundigt op med voldsomme ambitioner om dominans i forhold til omverdenen.
Netop nu optræder Trump særdeles aggressivt i forhold til Grønland og hele Arktis. Han vil være en stor mand ved at dominere Arktis. Men det går ikke, som han gerne så. Danmark og andre lande signalerer meget klart, at man ikke agter at bistå den forfængelige Trump med at udråbe ham til konge og velgører i Arktis gennem kontrol over Grønland.
Han stamper i overført forstand i jorden for at få sin anerkendelse. Og han reagerer på én gang klagende og truende, når anerkendelsen udebliver. Men selv om han skiftevis klager og bliver vred, får han ikke den eftertragtede opmærksomhed og anerkendelse fra omverdenen, som han så inderligt ønsker sig.
Derfor sker der nu det, som så ofte sker, når folk ikke føler, at de mødes med en passende anerkendelse af deres indsats og format: Trump bliver fornærmet. Han føler ikke, at hans indsats honoreres med en passende respekt, for ikke at sige hyldest.
Det kunne omverdenen leve med, hvis det ikke var, fordi rigmanden og præsidenten er meget aktiv med at søge at påvirke den politiske udvikling. Og han har magtmidler, som man ikke bare kan overse.
Trumps politiske ambitioner skaber usikkerhed, fordi han så målrettet går efter at øge sin magt i forhold til Arktis. Og han synes parat til at forfølge sin politiske forfængelighed uanset den uro, det bidrager til at skabe i det arktiske område og verden i det hele taget.
Så meget desto mere er der grund til, at Danmark og andre lande lande med en vigtig rolle i forhold til Arktis samler sig om en forstærket indsats for fred og stabilitet i området. Det indebærer meget klare signaler til Trump om, at man ønsker stabilitet i Arktis og ikke storhedsvanvid fra personer, som er parate til at sætte stabiliteten i området på spil for at pleje deres egne ambitioner.
Trump er politisk set en uromager. Og Arktis har ikke brug for uromagere med forvoksede ambitioner om at blive stor mand. Arktis har brug for et roligt, stabilt samarbejde mellem lande, der har historie, kultur og værdier til fælles.
Grønland kan drage nytte af en Donald Trump og USA. Men kun, hvis han indordner sig under de værdier og de politiske mål, som skal til for at bringe arktiske samfund ind i en udvikling, hvor et dynamisk samfund og en respekt for traditionel kultur får skabt en ny fællesnævner – og hvor denne nye fællesnævner ikke bliver underlagt ambitionerne hos en rigmand med drømme om en plads i historien.