www.aamund.dk
Der er mennesketomt foran Irans ambassade på Svanemøllevej i Hellerup. Ingen ophidsede demonstranter, ingen skilte med krav om frihed og stop for myrderierne, ingen talekor fra studenter, fagforeninger og hele Palæstinabevægelsen. Kun tavshed og stilhed. Det har naturligvis sine årsager. Mens store politistyrker slagter tusindvis af iranske frihedssøgende borgere, holder det ’progressive’ Danmark sig i ro. De danske protesterende masser, der råber ’From the River to the Sea’, altså statens Israels udslettelse, har svært ved at mobilisere kritik af det iranske præstestyre. Nok er de i gang med et folkemord på deres egne borgere, men der er jo folkemord og så er der folkemord. Irans Mullaher har forpligtet sig til Israels udradering ligesom den danske palæstinabevægelse. Irans regering hader jøder ligesom titusinder af keffiyeh- klædte danskere. Så hvad er der at demonstrere mod? Vi er jo forenet i kampen mod vores fælles fjende, jøder og Israel. Og når så de iranske frihedskæmpere i gaderne råber deres støtte til Irans kronprins Reza Pahlavi, Israel og USA, er der ingen sympati fra det lyserøde Danmark. Medierne har lugtet folkets lunte. DR TV og TV2 bringer pligtskyldigt korte klip fra grusomhederne i Iran, men gemmer indslagene godt af vejen bag Grønland og den daglige Trump- forargelse. I Folketinget er de alle grønlændere.
Det som sker i Iran i disse uger, er som at overvære en klassisk græsk tragedie i teatret. Vi kender slutningen og ser hjælpeløst på processen mod undergangen. Drejebogen er den samme som i 2009, 2019 og 2022, hvor fortvivlede folkemasser protesterede mod præstestyrets brutale undertrykkelse og torturregime. Demonstrationerne blev dengang som nu kvalt i blod af bødlerne fra politi og Revolutionsgarden. Som tidligere må frihedsbevægelsen nøjes med vage sympatitilkendegivelser fra de vestlige demokratier, der i virkeligheden gerne ser oprøret slået ned hurtigst muligt, så de undgår massive strømme af iranske flygtninge ligesom den massive migrantbølge i 2015. Præsident Trump har ganske vist lovet død og ødelæggelse over præstestyret, hvis fortidens terrormord gentager sig. Vi nærmer os ti tusinde ofre for myndighedernes nedslagtninger. Der er forlydender om amerikanske krigsskibe på vej mod iransk farvand, men indtil nu ser det ud til at det bliver ved snakken. Vi må så endnu engang se et folkeligt råb om frihed blive knust i rædsel, mens vi i den frie verden sidder og ser passive til i første parket. Sådan som så ofte før.
Det ser dermed ud til, at vi i de vestlige, frie lande ikke forstår rækkevidden af et regimeskifte i Iran, hvis korandiktatur siden 1979 har været roden til alt ondt i Mellemøsten. Den første islamiske diktator i landet, ayatollah Khomeini forpligtede sig selv og sin efterfølgere til en hellig ed, som regimet slavisk har efterfulgt lige siden. Iran er først og fremmest forpligtet til at gennemføre staten Israels udslettelse. Dernæst bekæmpelse af sunni-islam, der anses som kætteri og derfor straffes med døden. Og endelig etableringen af den rettroende shia-islam som verdens førende tro og ideologi.
Denne hadets doktrin har ført til en bølge af militant fundamentalisme i hele den islamiske verden: en revitalisering af det hensovende Muslimske Broderskab, dannelsen af Al Qaeda, Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas og en islamisering af vestlige, særligt amerikanske og britiske universiteter, udbredelsen af begrebet ’islamofobi’, hvor enhver kritik af islams ideologi anses for racisme og had til muslimer. Det var sådan, at vi fik den berygtede koranlov i Danmark. Irans islamiske mobilisering kan også notere sig æren for den islamiske terrorbølge, der har hærget USA og Europa op igennem dette århundrede. Ayatollah Khomeinis hellige ed har forårsaget en fundamentalisering af hele den islamiske verden, hvis konsekvenser vi lider under nu, fordi de svage vestlige demokratier har vist sig forsvarsløse over for den flammende islamiske revolution.
Præstestyret er organiseret med et Vogternes Råd som samfundets øverste myndighed. Rådet har til opgave at bevare magten hos de islamiske præster, som har ret og pligt til at godkende alle kandidater til parlamentet og at sikre, at alle love er i overensstemmelse med de islamiske hellige skrifter. Dette udføres ved total kontrol med alle samfundets funktioner gennem politi, hæren og især Revolutionsgarden. I virkeligheden udgør hæren og Revolutionsgarden et Vogternes Overråd, der vogter vogterne. Den dag de væbnede styrker trækker støtten til præsterne, er de væk. Forsvarets loyalitet er sikret gennem økonomiske privilegier således, at militæret har snablen nede i alle større indtægtskilder, især olieproduktionen. De betyder også, at de højere officerer styrer en egen stat i staten, der giver dem ret til luksusboliger, feriehuse, country clubs og adgang til vestlige luksusvarer, vin og sprut ad libitum.
Under Shahens tidligere styre eksisterede der et tæt fagligt og venskabeligt forhold mellem USA’s forsvar og Irans officerskorps, der i vid udstrækning var på kurser og til efteruddannelse i USA. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne diskret har bevaret kontakten til Irans militær. Nøglen til Irans frihed ligger ikke i massernes revolution mod korandiktaturet, men i at sikre sig Irans væbnede styrkers loyalitet mod et fremtidigt sekulært og frit styre. Kun på denne måde kan vi opleve enden på præsternes rædselsregime gennem 47 år og dermed også en langt større gevinst: varig fred i Mellemøsten.
Den 17. januar 2026