Vestens reaktioner på den iranske befrielseskrig kaster et afslørende lys over de seneste årtiers historie.
Der er nemlig noget, der mangler i Vestens politiske landskab, nemlig solidaritetsdemonstrationer med det iranske folk. Det kunne ellers være tiltrængt i en situation, hvor Irans skæggede bødler gør, hvad de kan, for at afskære Iran fra omverdenen ved at lukke for internettet og telefonforbindelser.
Alligevel er det sluppet ud, at regimets sikkerhedsstyrker har dræbt i nærheden af 2.000 ubevæbnede demonstranter (muligvis flere), og at 10.000 er blevet arresteret. Og at blive arresteret i mullahernes land er at gå ind til en sørgelig skæbne, idet de ulykkelige må regne med at blive torteret og derefter dræbt.
Præstestyret agter at besvare frihedskampen med offentlige henrettelser. Det har således bekendtgjort, at det om få dage vil henrette den 26-årige Erfan Soltani, der har gjort sig skyldig i ”krig mod Gud”. Det vides ikke, hvad Gud skal have meddelt i denne forbindelse, men heldigvis for bødlerne føler de sig bemyndigede til at tale på Allahs vegne.
Man skulle tro, at de vestlige aktivister og deres muhamedanske medkæmpere, som måned efter måned har skabt ravage på amerikanske universiteter og i de vestlige storbyer med krav om ”intifada” og ”fra floden til havet”, ville gå på gaden i protest mod det iranske barbari. Men selv om den rød-grønne alliance mellem vestlige socialister og kommunister og muhamedanske shariatilhængere gør sig til af at kæmpe for global retfærdighed og støtte undertrykte folk, er de som sunket i jorden, når et islamisk regime myrder sit eget folk.
Det passer nemlig ikke i den fortælling, som aktivisterne og deres opdragsgivere og økonomiske bagmænd med held har udbredt i de vestlige medier, nemlig at vi står midt i en skæbnekamp mellem undertrykkere og undertrykte. Undertrykkerne er hvide mænd og jøder, mens de undertrykte er alle de andre og i særlig grad indbyggerne i fjerne lande, som de færreste har noget nærmere kendskab til. Så nytter det jo ikke noget, at millioner af iranere rejser sig til modstand mod islam, som den vestlige venstrefløj langt ind i de ”borgerlige” partier og i det meste af pressen har ment repræsenterede de undertrykte. Hvordan er det gået til, at de undertrykte nu undertrykker andre?
Venstrefløjens passivitet stillet over for Den Islamiske Republiks utilslørede massemord gør det pludselig klart, hvad der egentlig har motiveret den socialistiske-kommunistiske-
Når det er sket, tager Allahs mænd hurtigt livet af deres kommunistiske medkæmpere, som det skete i Iran i 1979.
Fra Vestens herskende, venstreorienterede meningsmagt skal iranerne ikke forvente hjælp. De fleste vestlige ledere og deres velbetalte mediestjerner vil dukke sig i håbet om, at den iranske forstyrrelse af deres verdensforklaring vil gå over, sådan at de atter kan udbrede fortællingen om undertrykkerne og de undertrykte.
De iranske masser har ikke andre udenlandske venner end Donald Trump og Benjamin Netanyahu.
Hvis de sidstnævnte ikke snart griber ind, vil mullaherne sejre, for massedemonstrationer kan ikke vare uendeligt. Kommer ingen iranerne til hjælp, bliver de snart tvunget til at opgive denne manifestation af frihedstrangen – og de vestlige kommunister og Allah-tilhængere vil gnide sig i hænderne.