Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Det, der sker i Iran, er ikke “uroligheder”. Det er et folkeligt opgør med et teokratisk regime – og en stresstest af dansk public service. For tredje uge i træk har millioner af iranere været på gaderne uden våben, men med ét krav: præstestyrets fald. Demonstranter stemples som “fjender af Gud” – teokratisk sprog for: skyd. Uafhængige kilder taler om tusindvis af dræbte; selv regimet har erkendt et blodbad. Det er forskellen mellem et oprør og en massakre.
Hvorfor eksploderer Iran nu? Fordi årtiers religiøs undertrykkelse har kvalt økonomi, ytringsfrihed og kvinders rettigheder. Fordi et ungt, urbant Iran ikke længere vil leve i et præstestyres ideologiske bur. Og fordi kvinder – med livet som indsats – smider tørklædet og siger nej til tvang. Det er ikke en “protestbølge”. Det er et systemopgør.
Alligevel kom DR sent – igen. Først da internationale profiler offentligt spurgte, hvorfor mainstream-medierne var tavse, kom Iran på sendefladen. Ikke fordi virkeligheden ændrede sig, men fordi det blev pinligt ikke at reagere. Det er ikke en fodfejl; det er et mønster, som Trykkefrihedsselskabet gentagne gange har dokumenteret: Når en historie kolliderer med redaktionelle forforståelser, kommer DR sent – og vinklet.
Når dækningen endelig kommer, fordrejes virkeligheden. DR har eksempelvis hævdet, at mange demonstranter skulle “frygte”, at USA, Trump eller Israel vil støtte oprøret. Det siger iranerne ikke. Tværtimod: Iranske kilder i Danmark og resten af Europa siger samstemmende, at netop følelsen af ikke at stå alene – at USA og Israel åbent støtter dem – er en afgørende grund til, at så mange tør gå på gaden mod et regime, der skyder på sit eget folk. At fremstille vestlig støtte som noget, demonstranterne er bange for, er ikke neutral journalistik. Det er ideologisk projektion.
Public service-problemet er strukturelt. Medieforskning viser, at danske journalister i overvejende grad placerer sig på venstrefløjen. Det betyder ikke, at de lyver – men når et statsfinansieret mediesystem deler de samme grundantagelser, opstår systematiske blinde vinkler: Hvad passer ind i fortællingen? Hvad gør ikke? Vi har set det i USA-dækningen, i Gaza – og nu i Iran.
Iran sprænger venstrefløjens fortælling. For her er det ikke Vesten, der undertrykker, men islam i statslig form: sharia som lov, præster som magthavere. Iranernes råb om frihed er et opgør med religiøst tyranni – noget, der passer dårligt ind i rammen, hvor islam primært forstås som “undertrykt identitet”. Derfor nedprioriteres historien.
Kontrasten til Gaza er afslørende. Her fyldte DR og resten af mainstream sendefladerne med historier, analyser og aktivistiske kilder, selv om ingen vestlige journalister frit kunne arbejde på stedet. Manglende adgang var ikke en hindring – den blev et argument for at bringe alt, der passede ind i fortællingen om Vesten som skurk. I Iran bruges den samme manglende adgang som begrundelse for tavshed: “Vi kan ikke komme derind.” “Vi kan ikke verificere.” Det er ikke forsigtighed. Det er selektiv indignation.
Svigtet rækker videre end selve dækningen. Medierne undlader også den store historie: de geopolitiske konsekvenser af et fald for præstestyret. Iran er motoren i et regionalt proxy-system, der i årtier har støttet Hamas, Hizbollah og andre islamistiske militser. Et sammenbrud i Teheran vil ramme finansiering, våbenstrømme, træning og koordinering, ændre magtbalancen i Libanon og påvirke Israels – og Europas – sikkerhed. Det er en historie af historiske dimensioner. Og den bliver perifert behandlet.
Hvorfor forsvinder netop denne historie? Fordi den kræver, at man ser islamisme som politisk magt – ikke blot som identitet. Og fordi den kræver, at man holder op med at gøre Vesten til hovedforklaringen på alting. At alternative medier, diaspora-netværk og podcasts i øjeblikket leverer mere rettidig og ofte mere præcis information end DR, er ikke et tilfælde. Det er et systemproblem: et statsfinansieret medie uden reel konkurrence og med stærk ideologisk homogenitet har ingen strukturel tilskyndelse til at rette ind, når virkeligheden udfordrer fortællingen.
Derfor bør mediestøtten afskaffes. Ikke for at “straffe” DR, men fordi det er udemokratisk at tvinge borgerne til at finansiere et mediesystem, der igen og igen svigter, når de vigtigste begivenheder kolliderer med journalisternes politiske prisme. Et frit mediemarked er ingen garanti for kvalitet – men statsstøttet ensretning er en garanti for blinde vinkler for skatteborgernes penge.
Iranerne beder ikke om sentimental sympati. De beder om sandhed. Når DR endnu en gang ikke lever op til sin public service-forpligtelse, er det ikke blot en redaktionel skandale. Det er et principielt argument for, at staten bør træde ud af mediemarkedet.
Når virkeligheden modsiger fortællingen, må det være fortællingen, der viger. Ikke virkeligheden.