Det eneste lyspunkt i et ellers græsseligt år var statsministerens nytårstale. For nu skulle alle kriminelle udlændinge udvises, hvis de når op på så lang en straf som ét års fængsel.
Det løfte kan man så varme sig ved, nu hvor den globale opvarmning har forladt os, og Danmark er dækket af sne og is og har en arktisk blæst.
Statsministeren udtalte, at udvisningerne sker ved, at man vil gå lige til kanten af konventionerne. Det er måske lidt nærmere kanten end de tidligere regeringer, der ifølge opposition og embedsfolk blev advaret mod at ”læne sig for tæt op ad konventionerne”.
Jeg tror dog ikke, vi skal forvente os alt for meget, før der sker ændringer i konventionerne, eller Menneskerettighedsdomstolen lytter til befolkningerne og ophører med dens aktivistiske selvrådighed.
Menneskerettighedskonventionen blev i 1992 indskrevet i det danske retssystem og har lige siden bundet vores regeringer på hænder og fødder. Uden at annullere dette, kan det synes nærmest umuligt for politikerne at lovgive om noget, som er i modstrid med Menneskerettighedsdomstolens domme.
Så det ser nok lidt vanskeligt ud med at indfri det løfte.
Den Korte Avis har skrevet utallige artikler om Menneskerettighedsdomstolens aktivistiske domme, der forvrænger Menneskerettighedskonventionen til ukendelighed.
Her er nogle eksempler: DKA DKA DKA DKA DKA
Danmark har været tvunget til at beholde mordere, hvis de er psykisk syge; at hente dem tilbage, hvis de er udvist; at ændre loven om tilknytning; at ændre loven om, hvornår migranter, der har fået midlertidig beskyttelse, kan få familien til Danmark; at domme til udvisning skal være betingede igen og igen; at domme til udvisning skal være åremålsbestemt og mange, mange andre absurde domme. Af højtstående jurister bl.a. kaldt ”frihåndstegning”, og at ”Domstolen asfalterer, mens den kører.”
Opsigelse af Menneskerettighedskonventionen – kan man det?
Professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen, er nok den (se kronik i Berlingske 21. marts 2025 – bag betalingsmur), der oftest er kommet med forslag om, at vi bør udtræde af Menneskerettighedskonventionen og genindtræde med forbehold for flere artikler, ikke mindst konventionens artikel 8 om retten til respekt for familieliv. Domstolens udvidede fortolkning har næsten umuliggjort udvisningen af en række kriminelle udlændinge.
I Berlingske den 12. december 2025 (bag betalingsmur) skriver Bryde Andersen et indlæg om bl.a. de artikler (udover artikel 8), hvor Domstolens fortolkning går langt ud over, hvad intentionen har været med konventionen.
Artikel 3 er også en af de artikler, som Bryde Andersen kritiserer. Den omhandler ”retten til at modsætte sig ”umenneskelig eller nedværdigende behandling” – en ret, der modsat retten til familieliv gælder ubetinget i medfør af konventionen.”
”Umenneskelig eller nedværdigende behandling” synes at være alt, hvad der kan overgå en kriminel i hjemlandet. Fængselscellerne er for små i forhold til danske celler, de har kun været på ferier i hjemlandet og taler slet ikke sproget, pleje ved sygdom kan ikke sammenlignes med danske forhold. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan puttes under denne hat.
Jeg kan forestille mig, at Bryde Andersen også kritiserer artikel 14, som forbyder diskriminering og tilsiger, at ”anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”
Også utroligt mange tilfælde kan komme under denne hat, og advokaterne for de udvisningsdømte udlændinge anvender da også ofte denne artikel, når de hverken kan henholde sig til artikel 8 eller artikel 3.
Fælleserklæringen
Statsministeren erklærede i sin nytårstale, at hun havde lyttet til befolkningens protester over, at Domstolen tilgodeså forbrydere frem for befolkningerne.
På denne baggrund havde hun og otte andre EU-lande underskrevet et brev til Domstolen.
Bryde Andersen oplyser, at ”i dette brev gav de ni EU-regeringsledere udtryk for utilfredshed med Domstolens aktivistiske fortolkninger, navnlig i udvisningssager. Nu er det tre gange så mange stater, der står bag kritikken. Langt over halvdelen af det samlede medlemstal i Europarådet.”
Ud af de 46 medlemstater i Europarådet har 27 stater tilsluttet sig fælleserklæringen (Joint Statement).
”Hvad angår selve den politiske proces forud for fælleserklæringens underskrivelse”, finder Bryde Andersen det bemærkelsesværdigt, ”at man henviser til brevet af 22. maj 2025 til Domstolen.” ”Bemærkelsesværdigt”, fordi både Europarådets generalsekretær, Alain Berset, og Domstolens dengang nyvalgte præsident kort efter dette brevs afsendelse skød det ned med en påfaldende stærk retorik.”
”Dernæst er fælleserklæringen bemærkelsesværdig ved at synliggøre den ”ret-mod-ret”-konflikt, der ofte består mellem at beskytte befolkningerne mod kriminalitet og retten til ”familieliv”.
At der består sådanne rettighedskonflikter, er velkendt for alle, der har beskæftiget sig kritisk med menneskerettighedsområdet. I relation til sager om udvisning mv. angår modsætningen på den ene side hensynet retshåndhævelse og sikkerhed i samfundet og på den anden side retten til familieliv.”
Et uformelt politisk dokument
Som Bryde Andersen har fremført ved utallige lejligheder (se ovenstående link) ”er en medlemsstat nemlig i sin gode ret til at tage den slags forbehold ved en genindtræden i menneskerettighedskonventionen, der finder sted efter en traktatmæssig udtræden efter seks måneders opsigelse.
Indtil videre er fælleserklæringen et uformelt politisk dokument. Den får først en mere formel karakter, hvis den vedtages af alle Europarådets 46 medlemsstater. Det vil i givet fald ske på et møde i formandslandet Moldova den 15. maj 2026.”
Interesseorganisationer
Kritikken af Menneskerettighedsdomstolens aktivisme skyldes især (vel nok først og fremmest) det forhold, som Bryde Andersen også kritiserer, nemlig ”et stærkt menneskeretligt establishment bestående af menneskeretsinstitutter, menneskeretlige interesseorganisationer med menneskeretsforskere, menneskerettighedsadvokater og andre interessenter.”
Bryde Andersen omtaler ”København-erklæringen“, som netop dette segment fik held til at udvande i 2018, så dokumentet ingen betydning fik.
“Forløbet i 2017-2018 viser, hvor kraftfuldt dette establishment er. Det råder over enorme bevillinger (målt i hundredvis af millioner af kroner) og kan trække på en hær af frivillige. Deres respektive – men fælles – interesser i at bekæmpe et dokument som fælleserklæringen, er iøjnefaldende. Domstolens aktivistiske linje flugter nemlig typisk med deres særinteresser.
Sættes Domstolen under demokratisk kontrol, vil den magt svækkes.”
Stærk kritik må forventes
Under denne overskrift skriver Bryde Andersen: ”Vi må derfor forvente, at der i den kommende tid rejses en stærk kritik fra disse interessenter. Kritikken vil forsøge at tage livet af fælleserklæringen med alle mulige begrundelser.
De værdipolitiske spørgsmål, som Domstolen hidtil har gjort til gældende ret, må herefter i stedet debatteres nationalt og på demokratisk grundlag.”
Min lægmands opfattelse er, at alle NGO’er må ud af Domstolen, så der alene sidder jurister. De er den største anstødssten mod en ikke-politiserende Domstol.
Og vil være den bedste chance for, at statsministerens løfte om at udvise kriminelle vil lykkes.