Der er tre afgørende konflikter i Grønlandskrisen, og de er vævet sammen:
Grønlandske politikere udviser en upålidelighed, der undergraver både den amerikanske og danske tillid. Den amerikanske sikkerhedspolitiske logik gør status quo uholdbar. Og et paradoks om nationalisme, der vender op og ned på debatten om “landsforræderi”.
Grønlandsk upålidelighed skaber mistillid
I tirsdags mødtes danske og grønlandske politikere på et hasteindkaldt Teams-møde. Håbet var at undgå splid. Resultatet blev det stik modsatte.
Pipaluk Lynge fra det grønlandske regeringsparti rasede over dansk “nykolonialisme”. Hun og Juno Berthelsen fra Naleraq krævede ret til at forhandle direkte med USA – uden Danmark. Danske folketingsmedlemmer sad rystede tilbage.
Dette kaos er et symptom på et dybere problem. Som sikkerhedsanalytikeren Lars Bangert Struwe skrev på Facebook: I mindst tyve år har den grønlandske elite undermineret tilliden til et selvstændigt Grønland hos amerikanske beslutningstagere.
I 2019 var Grønland på nippet til at lade Kina bygge lufthavne. I andre sammenhænge flirter man med aftaler med kineserne om minedrift. Vil Grønland også lave aftaler med russerne?
Alt dette skaber mistillid. Grønlænderne underløber Danmark. De demonstrerer, at de hverken er pålidelige partnere for København eller troværdige allierede for Washington. Amerikanerne har ingen tillid til, at grønlænderne vil holde deres land lukket for russere eller kinesere. Derfor vil USA have mere end bare adgangsrettigheder.
Og så er vi ved næste punkt.
Hvorfor vil USA overtage Grønland?
Hvorfor vil amerikanerne overtage Grønland imod Danmarks vilje, når de gennem 1951-forsvarsaftalen allerede har rigelig adgang til at grave efter mineraler og udbygge deres militær? Og hvorfor har de ikke allerede gjort det?
Svaret ligger ikke i nutidens praksis, men i fremtidens kontrol.
Den britiske analytiker Helen Thompson forklarer det med suverænitetens paradoks: At være suveræn betyder at kunne levere sikkerhed til sit territorium. Når Danmark selv anerkender, at man ikke kan forsvare Grønland og er afhængig af USA’s militære skjold, opstår der et logisk spændingsfelt.
Hvorfor er det så Danmark, og ikke USA, der er suveræn stat i dette område?
Thompson peger på Monroe-doktrinen: Europæiske magter hører ikke hjemme som suveræne i den vestlige halvkugle. Set i det lys er Grønland en anomali – en rest af europæisk kontrol i USA’s strategiske baghave.
Så længe stormagtskonkurrencen var lavintensiv, kunne amerikanerne leve med denne anomali. Men med Ruslands militarisering af Arktis og Kinas forsøg på at blive en arktisk magt er status quo blevet uholdbar for amerikanerne.
Problemet ligger i det, Thompson kalder “gratis frokost”-tænkningen.
Danmark vil gerne have USA som sikkerhedsleverandør, men insisterer samtidig på uantastet formel suverænitet. Set fra Washington er det en asymmetri: USA bærer byrden og risikoen, men har hverken juridisk kontrol eller politisk indflydelse på fremtidige beslutninger.
Det undskylder på ingen måde USA’s trusler mod Danmark, ligesom det heller ikke underkender Trumps personlige idiosynkrasier om at gøre USA større gennem overtagelse af mere land.
Men det forklarer rationaliteten bag USA’s strategiske fremfærd.
Alexander Gray, Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd, uddyber pointen i BT: “Uanset Danmarks gode intentioner, så har I ikke kapaciteten til at levere den sikkerhed, vi har brug for i lyset af et sandsynligvis mere uafhængigt Grønland i løbet af de næste par årtier.”
USA stoler ikke på, at et fremtidigt selvstændigt Grønland vil overholde 1951-aftalen. Det siger Gray direkte: “Jeg har ingen tillid til, at et uafhængigt Grønland vil kunne modstå et pres fra Rusland og Kina og overholde aftalen.”
Derfor er den nuværende adgang utilstrækkelig. USA vil have juridisk og politisk kontrol. Ikke bare rettigheder, der kan trækkes tilbage af et nyt grønlandsk parlament.
Selv den meget Trump-kritiske journalist Uffe Gardel kan på Facebook se rationaliteten. Det handler om strategiske ressourcer om tyve år, om at afskære fjender fra fremtidige muligheder, og om sikring mod at miste adgang, hvis NATO skulle ophøre. 1951-aftalen er nemlig knyttet til Atlantpagten. Hvis den bortfalder, står USA uden garantier.
Forsvaret for Grønland udspringer ikke af nationalfølelse
Det fører dermed til krisen i det direkte forhold mellem Grønland og Danmark.
Nogle mener, man er landsforræder, hvis man accepterer, at USA overtager Grønland. Men som Rune Selsing pointerer i JP:
Hvis det handler om nationalfølelse og patriotisme, burde forargelsen og kritikken have lydt i 2009 med selvstyreloven. Som nationalt sindet kan man jo spørge sig selv, om ikke det er godt, at en nation (grønlænderne) får sin egen stat (Grønland) løsrevet fra et multinationalt imperium (Rigsfællesskabet).
Allerede med selvstyreloven accepterede vi Grønlands løsrivelse fra Danmark. Den opflammende pseudo-patriotiske retorik om Grønland handler altså ikke om kærlighed til Danmark, men om stormagtsdrømme.
Derfor skal Danmark stadig forsvare Grønland ud fra historiske tilknytninger. Men er loyaliteten gengældt? Var selvstyreloven en gigantisk fejltagelse? Er spillet allerede tabt, og bør Danmark i så fald få mest muligt ud af en aftale med USA?
Det bør Danmark jo, men regeringen synes at have forspildt muligheden.
Tre konflikter, ingen løsning
Grønlandskrisen rummer tre konflikter, der forstærker hinanden. USA vil have kontrol. Grønland vil have selvstændighed. Og Danmark vil have stormagtstatus uden at betale prisen. Noget er ved at briste. Og Danmark risikerer at blive sorteper.
Af Kasper Støvring, ph.d. og forfatter