I 2009 gennemførte regering og Folketing en samfundskriminel voldtægt af vores demokrati og af enhver politisk anstændighed ved uden en folkeafstemning at overlade 98 procent af rigets territorium til kun 1 procent af befolkningen. Dette var et forræderi mod bestemmelserne i forbindelse med Grundloven af 1953, hvor Grønland blev forfremmet fra koloni til et dansk amt med det formål at integrere den arktiske ø helt og fuldt i det danske samfund. Som dansk amt – i dag ville vi sige storkommune – havde Grønland de samme pligter og rettigheder som kongerigets andre regioner, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de kommende år en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor.
Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland var blevet fuldt integreret som andre kommuner i Kongerigets samfundsstruktur, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden under de flere tusinde grønlandske familier, der ser sig selv som fangere og jægere og ikke som lønmodtagere på fabrik og kontor. Vi har forsømt at tage vare på vores egne landsmænd i Norddanmark, men har hensynsløst valgt at importere hundredetusindevis af klienter fra islamiske kultursamfund, hvis ømskindede forhold til arbejdsmarkedet nu hvert eneste år koster danske skatteydere mere end 90 milliarder kroner i overførselsindkomster.
I takt med vores forsømmelser over for den grønlandske befolkning opstod der i brede grønlandske kredse en forestilling om Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kunne leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salg af mineraler, sjældne jordarter samt olie og gas. Alt sammen løsrevet fra det forhadte Danmark, der beskyldes for udbytning, imperialisme og folkemord. Den idiotiske lov om selvstyre bærer brænde til dette luende bål af oprør og had, fordi loven giver Grønland eneret til sin undergrund og først og fremmest lovens paragraf 21: ”Beslutningen om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.”
Sandheden er imidlertid, at ’det grønlandske folk’ på små 60 000 individer ikke har en kinamands chance for at overleve som selvstændig og suveræn nation. Det folkefattige samfund mangler totalt tekniske, økonomiske og administrative kompetencer, der stik mod selvstyreloven af 2009 stadig forvaltes af det dansk samfund. Inuitter kan ikke anlægge og drive lufthavne eller havneanlæg; de kan ikke etablere industrier eller de faglige og akademiske uddannelser, der udgør forudsætningen for et konkurrencedygtigt informations- og industrisamfund. Grønland er på støtten og kan kun overleve gennem de danske bloktilskud på omkring 5 milliarder kroner om året. Hertil kommer en tung byrde af udbredte sociale problemer som seksuelle overgreb ofte på egne familiemedlemmer, en latent selvmordsbølge, omfattende druk og arbejdsløshed. Der er boligmangel, strukturel fattigdom, inkompetent offentlig omsorg og ringe kvalitet i undervisningen.
Inspireret af Danmark optog USA protektoratet Hawaii som USA’s 50. stat i 1958. Selv om Hawaii ligger endnu længere væk fra USA end afstanden fra Danmark til Grønland, er Hawaii fuldt integreret i det amerikanske nationale, økonomiske og politiske samfund og har med Barack Obama ovenikøbet leveret en præsident. Vi har derimod forsømt alle intentioner og ambitioner med lovændringen fra 1953. Grønland er ikke blevet integreret som en kommune i Danmark, men er blevet lagt på affyringsrampen, klar til at blive skudt ud i rummet til en usikker fremtid.
Grønland kan ikke overleve uden en ’Sugar Daddy’, der betaler regningerne til gengæld for visse ydelser, som amerikanere, russere og kinesere står i kø for at indkassere. Selvstyret leger nu statsmænd, er lykkeligt grønlænderstive og knejser med nakken ligesom konen med æggene ved tanken om de fede kontrakter med stormagterne om fossile brændstoffer og mineraler. De ser milliarderne vælte ind, så snart de er kommet af med de forhadte danskere.
I stedet for vores hysteriske raseri over USA’s forsøg på at få kontrol med Grønland burde vi hellere se os selv i spejlet, som vil fortælle os, at Grønland i dag er en forsvarsløs ø, som vi har skudt fra os til en dilettantisk ’regering’, der mangler de basale kompetencer og erfaringer, der er forudsætningen for regeringsførelse. Hvis realismen kunne indfinde sig i både København og i Nuuk, ville vi erkende, at Grønland ikke har eller kan erhverve sig de kvaliteter, der skal til for at være en suveræn og selvstændig nation. De 60 000 grønlændere vil altid være dømt til at være en del af noget større. Det er det, som præsident Trump har forsøgt at fortælle os i barske vendinger: man kan ikke smide kagen fra sig og så alligevel kræve, at man har den. Men det har været den danske politik i en nøddeskal.
Vores smertelige erfaringer har vist, at 98 procent af Rigets territorium er for vigtigt til, at et tilfældigt folketingsflertal kan sjakre det bort til højestbydende. En folkeafstemning er den naturlige løsning på det rigsfællesskab, der efter selvstyreloven kun eksisterer i regentens nytårstale. Det danske folk skal gennem en folkeafstemning vælge mellem at lade selvstyreloven fortsat være i kraft, eller om loven skal ophæves og Grønland integreres helt ind i det dansk samfund som en kommune med alle en kommunes rettigheder og pligter. Den fulde indlemmelse i det danske samfund svarer til lovgivernes intentioner i 1953 og vil give Grønland en fremtid i sikkerhed og tryghed forudsat, at vi denne gang lever op til vores forpligtelser. Og de panikslagne politikere og medier behøver ikke længere at frygte den store stygge Trump. Selv Trump kunne nok ikke få sig selv til at sende US Marine Korps på erobringstogt i Haderslev, Gribskov eller Grønlands Kommune.
En folkeafstemning er det ægte folkestyre, hvor 99 procent af befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med 98 procent af Rigets territorium. Se så at komme i gang!