I 2040 vil der være 208.000 flere personer i Danmark, der er 80 år eller ældre. Det er hele 71 pct. flere end i dag samtidig med, at der bliver 85.000 personer færre i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 69 år. Det vil få konsekvenser, dels fordi danskernes træk på offentlige velfærdsydelser som sundhed og pleje eksploderer, når de krydser 80 år, og dels fordi statens skatteindtægter falder. Da Danmark på længere sigt ikke har råd til sin universelle velfærdsmodel med ”one size fits all”-velfærd, står landet over for en decideret velfærdskrise.
Velfærdsstatens oprindelige idé er udvandet
Den danske velfærdsstat er planøkonomisk på samme måde som velfærdssystemerne i den kommunistiske sovjetblok. Det er politikerne, som beslutter, hvilke velfærdsydelser borgerne bliver tildelt, og til hvilke priser. Den sovjetiske planøkonomi fungerede i begyndelsen, indtil problemerne gradvist begyndte at tårne sig op. Det samme er tilfældet med den planøkonomiske velfærdsstat i Danmark. Den fungerede rimelig godt i opbygningsfasen, men nu tårner problemerne sig op.
Velfærdsstatens oprindelige idé er efterhånden blevet udvandet, fordi velfærd i Danmark er gået fra at være for de få, som vitterligt har brug for den, f.eks. de handicappede og de psykisk syge, til at være for alle. Alle i Danmark modtager i dag et væld af ydelser fra velfærdsstaten, også de borgere, som fint kunne forsørge sig selv, og det er blevet institutionaliseret i velfærdsstatens logik, at jo rigere danskerne bliver, des mere hjælp de skal have fra velfærdsstaten.
Velfærdsstatens økonomi smuldrer
Velfærdsstatens oprindelige idé var, at alle skulle ”yde efter evne/indsats og nyde efter behov”. Men da danskerne arbejder mindre og mindre, falder velfærdsstatens skatteindtægter og økonomien under velfærdsstaten smuldrer. Og når flere og flere yder under (og ikke efter) evne, men nyder løs alligevel, opstår der et problem for samfundet. Dem der vælger at arbejde på deltid, fortsætter jo med at benytte sundhedsvæsen, folkeskole eller ældreomsorg, som de kun delvis finansierer, i samme omfang som de fuldtidsansatte danskere.
I andre velfærdsmodeller som f.eks. den amerikanske, hvor man selv skal betale for en række velfærdsydelser, er lavere arbejdstid ikke et problem for staten. Ønsker folk at arbejde mindre, er det deres eget problem. Så har de mindre råd til velfærd. Men i det velfærdssocialistiske Danmark er et privatiseret, markedsstyret velfærdssystem ”no go”. Politikerne har derfor kun et svar: moraliseren, udskamning, besparelser, afskaffelse af helligdage samt stadig strengere krav og kontrol med adgangen til de skattefinansierede velfærdsydelser.
Alle er utilfredse med velfærdsstaten
Danskerne er flasket op med, at Danmark er et fantastisk land på grund af sin velfærdsstat med de ”gratis” velfærdsydelser. Men i dag er velfærdsstaten ved at knage voldsomt i fugerne. Velfærdssystemet leverer stadig ringere service, stadig dårligere kvalitet og faldende produktivitet. Kommunerne skærer i basale velfærdsydelser og sundhedsvæsenet trimmes med et reduceret udbud af behandlinger. Alle, der arbejder i den offentlige sektor, er utilfredse, og alle, der modtager den offentlige velfærd, er utilfredse med det, de får.
Det skyldes bl.a. det forhold, at velfærdssamfundet er blevet afløst af et rettighedssamfund, hvor det ikke længere er behovet, men retten til ydelser, der dominerer. I det danske rettighedssamfund tænker alle kun på deres egne rettigheder uden at tage hensyn til fællesskabet. Denne rettighedsmentalitet kvæler og suger livet ud af velfærdssamfundet. Når folk kræver ydelser uden at tage deres reelle behov i betragtning, tømmer de samfundets ressourcer og efterlader de mest sårbare borgere i regnvejret udenfor.
Socialkontrakten gælder ikke mere
I det danske velfærdssamfund ligger der en implicit social kontrakt: Alle, der kan arbejde, skal arbejde på fuldtid indtil pensionsalderen. Man skal nemlig ikke kun forsørge sig selv. Dem, der arbejder, skal være en overskudsforretning, så samfundet har råd til at forsørge dem, som ikke kan klare sig selv. Men velfærdsstaten overholder ikke kontrakten, idet den leverer stadig dårligere velfærdsservice.
Det gælder bl.a. de danske vuggestuer og børnehaver. Nul procent af de undersøgte danske vuggestuer er af ”fremragende” kvalitet. 4 ud af 10 vuggestuestuer er af ”utilstrækkelig” kvalitet. Kun 1 ud af 10 daginstitutioner får vurderingen ”god kvalitet”. Niveauet er for lavt, og der er for store forskelle fra kommune til kommune og stue til stue.
Kvaliteten i de kommunale børnehaver er ligeledes nødlidende. 3 ud af 10 stuer har en utilstrækkelig kvalitet, kun 1 ud af 10 stuer har en god kvalitet, og ingen har en fremragende kvalitet. Børn trøstes ikke, når de er kede af det, de mangler støtte og lærer ikke i tilstrækkelig grad at indgå i ”sociale samspil” og ”fællesskaber”. Tonen fra de voksne er præget af ”underkendelse af børnene”, og der ”forekommer tvang og skældud”. Der er desuden observeret flere børn, ”der over længere tid er alene eller på kanten af legefællesskaberne uden samspil med børn eller personale”. Der er tale om en kæmpe fallit for velfærdsstaten på et vigtigt område.
Alles kamp mod alle
Kommunerne presses af voksende krav til offentlig service, men der mangler både arbejdskraft og økonomi. Det udfordrer den sociale kontrakt og gør det svært at levere på velfærden i daginstitutionerne, folkeskolen, ældreomsorgen og sundhedsvæsnet. I sundhedsvæsenet er 20 pct. af de samlede sundhedsudgifter f.eks. direkte finansieret af borgerne selv i form af brugerbetaling. Borgerne skal selv betale hos tandlægen, og de skal selv købe deres medicin. Ældre patienter bliver i stigende grad mødt med brugerbetaling, når behandling flyttes fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Kommunerne tager bl.a. betaling for kost, linned, vasketøj samt hygiejne-og/eller rengøringsartikler.
Mangel på ansatte, flere børn og ældre samt en presset økonomi betyder, at kampen om den bedste hospitalsbehandling, de bedste daginstitutioner, de bedste skoler, de bedste botilbud mv. har udviklet sig til alles kamp mod alle. Den sociale kontrakt gælder ikke mere. De, der råber højest, får mest. I forbindelse med kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital kom det f.eks. frem, at ressourcestærke patienter har kunnet tale sig foran andre patienter i køen. Men selv om den universelle velfærdsmodel og dermed den sociale kontrakt er smuldret, taler man i den politiske debat og politiske udspil fortsat om velfærdsstaten som fundamentet under det danske samfund.
Har du penge, kan du få
Privatisering bliver i Danmark omtalt som noget farligt noget – noget, som danskerne i hvert fald ikke skal have. Men det har de – og i meget stort omfang endda. Trenden henimod privat velfærd er i fuld gang. Danskerne strømmer til private løsninger indenfor sundhed, uddannelse og sociale ydelser, på vej væk fra den universelle velfærdsmodel, som i årtier er blevet hyldet og idealiseret af danske politikere. Antallet af private velfærdsløsninger stiger eksplosivt, og der er nærmest ikke et velfærdsområde, hvor der ikke er privat velfærdstilbud. De mest populære private tilbud er oplistet nedenfor:
- Private forsikringer. Knap 3 mio. danskere har i dag en sundhedsforsikring – langt størsteparten gennem arbejdspladsen. Udover sundhedsforsikringer tilbyder pensions- og forsikringsselskaberne børneforsikringer, tandforsikringer og den såkaldte senioromsorgsforsikring eller omsorgsdækningen, som ca. halvdelen af kunderne over 70 år tilvælger, og som bl.a. omfatter rengøringshjælp, hjemmepleje og en såkaldt læge-hotline, så kunderne kan komme i kontakt med en praktiserende læge udenfor normal åbningstid. I 2022 fik 64.000 danskere dækning for psykologsamtaler på grund af stress eller mentale udfordringer, mens 330.000 danskere fik dækket udgifter til fysioterapi eller kiropraktik. Da Danmark har et elendigt sikkerhedsnet i tilfælde af længerevarende arbejdsløshed, er antallet af danskere med en privat lønforsikring steget fra 100.000 i 2011 til mere end 400.000 i 2024.
- Privatlægen. Har man i Danmark brug for lægehjælp, kan man ringe til 1813 og blive nr. 60 i ventekøen. Men man kan også kontakte Privatlægen og blive behandlet samme dag. Hos Lægerne Danmark er prisen på en fysisk konsultation på 60 min. 3.000 kr. (i weekenden: 6.000 kr.). Hos den private Ældrelægen kan man bestille et såkaldt ”Tryghedsforløb” omfattende tre konsultationer og en gennemgang af ens journal samt eventuelle prøver for 9.500 kr.
- Private graviditetsklinikker tilbyder diverse behandlinger til gravide, jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, fødselshjælp, ammehjælp, gravidmassage, akupunkturbehandlinger mv. Hos ”Din Graviditet” kan par for 2.495 kr. blive ”klædt godt på til den kommende fødsel”. En ”fuld pakke” med en doula (fødselshjælper), der indebærer samtaler før fødslen, tilstedeværelse under fødslen og efterfølgende samtaler, koster mellem 9.000 og 18.000 kroner. Størstedelen af behandlingerne, der tilbydes i det private, centrerer sig om tiden før fødslen eller lige efter.
- Private jordmødre laver ekstra scanninger, gennemfører ekstra undersøgelser og tilbyder ophold på private barselshoteller efter fødslen. I 2021 købte 61 pct. af danske forældre, som havde et barn på 0 til 3 år, en eller flere ydelser hos private udbydere i forbindelse med graviditet, fødsel og den første tid efter.
- Private plejeydelser. Der er på der på landsplan etableret 25-30 private firmaer, der leverer diverse former for pleje- og sundhedsfaglige ydelser til 600-800 kr. i timen direkte til demente og pårørende uden om kommunerne. På det private behandlingssted ”Søstersanatoriet” på Frederiksberg er betalingen f.eks. 2.000 kr. pr. dag. I dag er det således pengepungens størrelse, som giver adgang til den bedste ældre- og demenspleje. 14 pct. af danskerne køber i øvrigt privat hjemmehjælp.
- Private plejehjem er et alternativ til kommunale plejeboliger, hvor beboerne har mulighed for tilkøb af ekstra ydelser som plejeordninger, hjemmehjælp, rengøring, wellness mv. Ca. 17 pct. af alle plejehjem i Danmark drives af private eller selvejende aktører, som findes i 47 ud landets 98 kommuner.
- Private daginstitutioner. I 2005 blev det muligt at etablere private daginstitutioner og dermed tjene penge på børnepasning. Siden er det gået stærkt. Flere forældre er begyndt at fravælge offentlige daginstitutioner, fordi kvaliteten og normeringerne er for dårlig. I 2022 udgjorde private daginstitutioner cirka 15 pct. af alle daginstitutioner, mens selvejende udgjorde omkring 12 pct., med kommunale som hovedparten.
- Privat børnepasning. Hjemmepasning og private pasningsordninger vinder frem, så ca. 33.000 børn i Danmark bliver i dag passet af private. For at forhindre, at deres børn, der ikke er klar til dagpleje/vuggestue, kommer for tidligt i institution, ansætter ressourcestærke forældre en privatpasser i deres hjem. Efter tilskud fra kommunen er det en udgift på 13.000 kr. Det er en god løsning, som det langt fra er alle danske familier, der har råd til.
- Fri- og privatskoler. Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke i fri- og privatskolerne. 20 pct. af danske børn svarende til 120.000-130.000 børn går i privatskole. For 10 år siden var det 17 pct. Blandt de mest velstillede borgere er andelen af børn, der går i privatskole, tæt på 50 pct.
- Private efterskoler. Danske efterskoler er blevet til en slags statsbetalte kostskoler for den øvre middelklasse. Markedet for efterskoler er opdelt i de almindelige efterskoler for de fattige og dyre efterskoler for de rige, hvor der bl.a. tilbydes studieture til fjerne destinationer som Bali, USA, Indien, New York, Ghana og Australien. 74 pct. af efterskoleelevernes forældre har en videregående uddannelse. Lige nu forventes eleverne at betale op mod 10.000-15.000 kr. for studieture. Ressourcesvage unge kan således ikke dele oplevelsen med deres ressourcestærke kammerater, fordi de ikke har råd til at betale de mange tusinde kroner, som studieturen koster.
- Adgang til bedste skoler og lærere. Undersøgelser viser, at forældre i gennemsnit er villige til at betale omkring 150.000 kr. ekstra for en ejerbolig, hvis det sikrer, at deres børn kan gå på en af de bedste folkeskoler i landet. Ulighed mellem forældrenes økonomiske formåen bliver dermed til ulighed mellem børns muligheder.
- Privat lektiehjælp. Omkring hver 12. elev i 4.-10. klasse, svarende til 8,2 pct., har modtaget privat lektiehjælp i løbet af deres skoletid. I Region Hovedstaden har 12 pct. af eleverne fået privat lektiehjælp, mens det hos familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året, er hele 16 pct. Fænomenet er mest udbredt i hovedstadsområdet og blandt velhavende familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året. De mest velhavende forældre betaler mellem 20.000-50.000 kr. for lektiehjælp til deres børn. Den gennemsnitlige familie køber dog et lektiehjælpsforløb til 17.000 kr. Hos ”GoTutor” kan forældre købe hjælp til lektierne for deres store og små børn for 289 kr. i timen. Hvis det er hjælp til eksamen, koster det 399 kr. i timen.
- Privat uddannelsesvejledning. Den ene skoleelev har en idé om, at hun gerne vil være konditor, den anden en drøm om politiet. Fælles for dem er, at de er usikre på, hvad de skal lave efter folkeskolen. Efter at man har skåret ned på den individuelle rådgivning i folkeskolen, køber forældrene privat uddannelsesvejledning ude i byen.
- Private vagtværn. Statens vigtigste opgave er at garantere borgernes fysiske sikkerhed ved hjælp af politi, men den opgave kan det danske politi ikke løfte. I flere velhaverkommuner i Danmark er borgere derfor gået i gang med at hyre private vagtværn i villakvarterer, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. Selvom der ikke findes et enkelt tal, indikerer branchestatistikker, at der er et betydeligt antal private vagtværn og sikkerhedsfirmaer, der tilsammen beskæftiger 3.000 personer. I Danmark er det således folks pengepung, der afgør, om borgerne kan få den ekstra beskyttelse og sikkerhed, de har brug for.
Det er klart, at man skal være privilegeret for at være en del af denne trend. Det er bestemt ikke alle danskere, der har råd til at sende deres børn i en privatskole eller betale for en studietur til Bali. De svageste bliver derfor tabt i processen, fordi det frie valg, når det gælder plejehjem, ældrepleje, daginstitution og andet, udnyttes primært af dem, der har gode job, gode lønninger og en god uddannelse. Og det er alt andet end visionen med den velfærdsmodel, danskerne skulle opbygge.
Mistilliden til velfærdsstaten vokser
Ikke overraskende mister flere og flere danskere tilliden til, at velfærdsstaten med sin standardiseret offentlig leverpostejsvelfærd vil sikre dem den hjælp og tryghed, som de har betalt til over skatten. Undersøgelser viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. af danskerne har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser man fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.
Danskerne har især ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Af den årlige Tryghedsrapport fra Tryg Fonden fremgår, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der har tillid til, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle.
Den danske velfærdsmodel er under afvikling
I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev den danske vision om en universel velfærdsmodel til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget offentligt sundhedsvæsen til gengæld for at betale 50-60 pct. af lønnen i skat. Men grundlaget for den universelle danske velfærdsmodel er ved at smuldre i disse år. Og derfor ser man i Danmark en stærk bevægelse hen imod privatfinansieret velfærd.
Selv om Danmark er i gang med at afmontere sin velfærdsmodel, er der i Danmark dyb tavshed om velfærdsstatens sammenbrud. Politikerne fremhæver fortsat, at adgangen til sundhed, uddannelser, skoler, ældreomsorg, børnepasning er fri og lige i Danmark. Det er ikke ”tykkelsen på tegnebogen”, der bestemmer kvaliteten af den behandling, undervisning og omsorg, danskerne får, siger de. For blot et par årtier siden reflekterede den slags taler virkeligheden. Men det gør de ikke mere. Politikerne tør dog ikke fortælle danskerne, at Danmark reelt er opdelt i et A-, B- og C-hold. På A-holdet er de få, der har råd til at købe sig til alt. På C-holdet er dem, der ikke har råd til noget, og som derfor er helt afhængige af de skrabede ydelser i det offentlige. Og så er der B-holdet i midten – den brede middelklasse, som i højere og højere grad har råd til at forsikre sig til alt muligt.
Ingen fare for oprør fra midten
Løsningen for Danmark kunne være et markedsstyret velfærdssystem, hvor man privatiserer kommunale daginstitutioner, børnehaver, skoler, plejehjem, bosteder og sygehuse og lader dem agere som private med krav om offentligt tilsyn samt fuld åbenhed om forhold som priser, sygefravær, kundetilfredshed mv. De kunne alle drives som private virksomheder med regnskaber, bestyrelser og risikoen for at gå konkurs. Et sådant system er der imidlertid ikke opbakning til i den danske befolkning. Et flertal af danskerne mener nemlig, at produktionen af offentlige velfærdsydelser foregår bedst og sikrest i offentlige monopoler.
Eftersom en radikal omlægning af hele det offentlige velfærdssystem til et markedsstyret system er umulig i den danske velfærdssocialisme, er det danske samfund i færd med at bevæge sig længere og længere væk fra den solidariske velfærdsmodel, som Danmark har opbygget gennem de sidste mange årtier. Stadig flere danskere køber sig til ekstra velfærdsydelser, hvilket reelt er udtryk for en gradvis privatisering af velfærdsstaten og amerikanske tilstande, hvor det er pengepungen der styrer de tilbud, man som borgerne kan få. Det er vel at mærke ikke en udvikling, nogen har bestemt. Den drives ganske enkelt af voksende efterspørgsel blandt de mere velstående danskere.
Danmark bevæger sig således i tiltagende grad i retning af en model, som man kan kalde ”et velfærdsmix”. Det er en model, hvor man stadig har en basis af velfærdsydelser fra det offentlige, der er ens for alle. Men ovenpå det lag vokser kollektive og individuelle ordninger frem, som sikrer en stor del af danskerne private velfærdsløsninger. Det siger sig selv, at en velfærdsmodel med de rige på A- og B-holdet, der selv kan betale for velfærd i luksusklassen, og de fattige på C-holdet, der må nøjes med den skrabede offentlige udgave, rykker ved grundtankerne i den danske velfærdssocialisme.
Flere eksperter har advaret om, at de danskere, der forsikrer sig privat, vil være uvillige til at finansiere det fallerede offentlige velfærdssystem. P.t. er der dog intet, der tyder på, at der i Danmark kan mønstres et politisk flertal herfor. Det er heller ikke realistisk at forvente, at danskerne i protest vil nægte at finansiere offentlig velfærd. Man skal jo huske på, at Danmark ikke er et land, hvor vælgerne går på barrikaderne. Derfor er der ingen fare for oprør fra midten.