Efter terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023 blev 251 taget som gidsler i Gaza. Heraf var ni gidsler franskmænd, og fem af dem kom ud i live. Herudover blev 42 franskmænd dræbt og 6 blev såret under angrebet.
De propalæstinensiske kredse i Frankrig har været påfaldende tavse om gidslernes skæbne, hvilket beskrives i bøgerne ‘Les nouveaux antisémites’ og ‘Les complices du mal’.
De franske gidsler
Under våbenhvilen i november 2023 blev fire fransk-israelske gidsler frigivet: Eitan Yahalomi (12 år), Erez Kalderon (11 år) og Sahar Kalderon (16 år), der alle boede i kibbutzen Nir Oz. Mia Schem (21 år) blev taget som gidsel ved Nova-festivalen. Hun udviklede siden epilepsi som følge af hendes traumatiske oplevelser under fangenskabet.
Ofer Kalderon (52 år), far til Sahar og Erez, blev frigivet den 1. februar 2025. Der er således kommet fem levende fransk-israelere ud.
Fire døde fransk-israelske gidsler er blev frigivet: Ohad Yahalomi (49 år), der var far til Eitan Yahalomi fra Nir Oz. Elia Toledano (27 år), der var Mia Schems ven, Orion Hernandez Radoux (30 år) og Ofir Tzarfati (27 år), der alle deltog på Nova-festivalen.
Underviser på Sorbonne fortiede gidslerne på etårsdagen
Den 7. oktober 2024, på etårsdagen for terrorangrebet i Israel, var der en tre timer lang forelæsning på skemaet for 250 studerende på Sorbonne. En studerende spurgte indledningsvist, om de kunne tale om Gaza denne dag.
Underviseren brugte nu halvdelen af tiden på at tale om Gaza.
På intet tidspunkt kom han ind på terrorangrebet den 7. oktober 2023 eller de tilfangetagne gidsler.
Han kom med kritik af Israel, og der var ifølge et vidne en aggressiv stemning i auditoriet.
Der var sågar studerende, der bebrejdede læreren, at han ikke deltog i de propalæstinensiske demonstrationer.
Gidslerne måtte ikke nævnes på filmfestival
Den 15.-26. november 2024 afholdtes LGBT+ filmfestivalen Chéries-Chéris i Paris.
Forud for prisuddelingen diskuterede jurymedlemmerne udfærdigelsen af en fælles tekst, der tog afstand fra folkemordet i Gaza, invasionen af Libanon, de iranske kvinders modige kamp mod et undertrykkende styre, den bekymrende stigning i højreekstremismen og homofobien, mens der med frisættelsen af LGBT-personer automatisk følger en frisættelse af alle undertrykte folk.
Jurymedlemmet Julia Layani mente, at man i denne opremsning manglede en afstandtagen fra antisemitisme, og hun foreslog, at man nævnte gidslerne i Gaza.
Forslaget blev mødt med tavshed, hvorefter de andre jurymedlemmer forbød hende at gå på scenen med dem under oplæsningen af teksten.
Hun gik alligevel på scenen og nævnte gidslerne.
De fleste blandt publikum tog det pænt, mens enkelte hujede og råbte “Hvad rager det mig”.
De andre jurymedlemmer var rasende og skældte hende ud bagefter. Et medlem sagde til hende: “De arabiske filminstruktører vil ikke have, at du ser deres film.”
Gidslerne skal ikke nævnes ved demonstrationer
Den 22. marts 2025 arrangerede det venstreorienterede parti La France Insoumise en demonstration i Paris mod racisme og højreekstremisme.
Axel Podemski fra Tous 7 Octobre og fotografen Leah Marciano holdt et skilt med billede af de israelske gidsler Kfir Bibas (9 måneder) og Ariel Bibas (4 år) og teksten: “Dræbt af Hamas”.
Skiltet skabte vrede, og flere prøvede at tage skiltet fra dem.
Axel Podemski gik hen til to parlamentsmedlemmer fra La France Insoumise: Mathilde Panot og Danièle Obono. Han mindede dem om, at børnene var blevet dræbt med de bare næver. Hertil smilede Mathilde Panot blot hånligt, mens Danièle Obono sagde, at det kunne han sige til Netanyahu.
I deres pressemeddelelser er La France Insoumise gradvist gået væk fra at vise solidaritet med gidslerne.
Bogkilder:
Les nouveaux antisémites, Nora Bussigny, forlaget Albin Michel, 2025
Les complices du mal, Omar Youssef Souleimane, forlaget Plon, 2025

