Anaconda

ANACONDA – en film om realiseringen af en drengedrøm i form af en genindspilning af en kultklassiker – NewSpeek



Af Lone Nørgaard

** 1½ stjerne
—————————————————————————————————

Instruktøren bag ANACONDA hedder Tom Gormican. Han er født 1980 in Boston, USA, og er ud over at være instruktør også manuskriptforfatter også producer. Kendt for bl.a. The Unbearable Weight of Massive Talent  (2022), Frækkere end politiet tillader: Axel F  (2024) og That Awkward Moment (2014).

 

Handling

Griff (Paul Rudd) er midaldrende skuespiller, der aldrig rigtigt er kommet nogle vegne med karrieren og nu har store problemer med at få selv små roller. Hans gamle barndomsven, Doug (Jack Black), er heller ikke tilfreds med tilværelsen. De film, han som dreng troede, han skulle lave, er i stedet blevet til bryllupsvideoer, som hænger ham ud af halsen.

Både Griff og Doug har altid drømt om at genindspille yndlingsfilmen, kultklassikeren ”Anaconda”, og deres fælles midtvejskrise fører til, at de beslutter sig for at kaste sig ud i projektet.

Så de drager af sted til Amazonas-junglen og går straks i gang med optagelserne om den gigastore, farlige kvælerslange.

Intet går imidlertid som planlagt.

 

 Vurdering
Jeg ved aldrig på forhånd, hvad jeg går ind til ved en pressekørsel, og kom derfor med åbent sind til ”Anaconda”.
Skulle jeg ikke skrive om filmen, var jeg gået efter 20 minutter – og desværre blev det kun værre hen ad vejen.

Dialoger og opbygning er helt sikkert tænkt humoristisk, men falder alt for ofte gumpetungt til jorden med scener helt ude i hampen.

Hollywood-manualen (fx ung, smuk, stærk, handlekraftig kvinde, der smider rundt med mænd tre gange hendes størrelse, latterlige hvide mænd m.m.) gør en i forvejen dårlig film endnu mere uspiselig.

Det eneste positive er, at de to hovedrolleindehavere aser og maser for at få noget fornuftigt ud af et umuligt manus, og såvel Jack Black som Paul Rudd er begge meget dygtige skuespillere. Hatten af for den indsats.

Tilbage står spørgsmålet: Kan Hollywood i dag overhovedet levere andet end propaganda og plat, åndløs underholdning?

______________________________________________________________

Længde: 99 minutter

  • Medvirkende: Jack Black, Paul Rudd, Steve Zahn m.fl.
  • Instruktør: Tom Gormican
  • Manuskript: Tom Gormican & Kevin Etten

(Anmeldelsen har været bragt på Den Korte Avis)





Source link