Da Rusland overfaldt Ukraine i 2022, regnede Putin og hans generaler med, at de russiske tropper kunne vinde hurtigt frem mod sejr. Siden blev den russiske diktator klogere. Hans tropper viste sig slet ikke at have den hurtige fremdrift mod sejr, som han havde regnet med.
Ukrainerne kæmpede heroisk og dygtigt imod de russiske angribere.
Men trods denne enestående indsats fra ukrainerne, så lægger den russiske hær et voldsomt pres på de ukrainske styrker.
Forklaringen på dette er frem for alt, at Putins Rusland har formået at mobilisere et meget stort antal soldater til sin krigsførelse. Det sker i vidt omfang gennem simpel tvang. BETALING?
Samtidig har Ukraine, der ikke benytter sig af de samme tvangsmetoder som den russiske hær, vedvarende problemer med at rekruttere det antal soldater, som der er behov for, hvis man skal holde Putins tropper i skak.
Det meget store antal russiske soldater udgør en voldsom modstander for de ukrainske styrker.
Den russiske mobilisering er langt mere omfattende end den ukrainske.
Som den store amerikanske avis Wall Street Journal slår fast: “Ruslands mobiliseringsressourcer er fortsat enorme”.
Ukraines efterretningschef beskriver problemets omfang
Vurderingen kommer fra Ukraines legendariske militære efterretningschef, Kyrylu Budanov. Han beskrev i avisen hvor massiv den russiske mobilisering er.
Ifølge Wall Street Journal, slog han fast: “Ruslands mobiliseringsressourcer er fortsat enorme.” Det stiller de ukrainske soldater over for en kæmpeopgave.
Der er masser af russiske soldater. Og de er billige i drift sammenlignet med mere velstående lande – og sammenlignet med civile ukrainere. Samtidig er det groft sagt let at sende de stærkt undertrykte russiske soldater i døden.
Det giver de russiske magthavere enorme mobiliseringsressourcer. Man kan forholdsbis nemt og billigt skaffe soldater og andet personel. Hvad det angår, er det russiske undertrykkelsessystem meget effektivt.
Ifølge Kyrylu Budanov hænger det sammen med det autoritære russiske system, der tvinger soldater til underkastelse, men også med den lave levestandard i de russiske befolkningsgrupper, som mange af soldaterne rekrutteres fra.
Når Ruslands mobiliseringsressourcer er så enorme, så skyldes det ifølge Budanov, at den generelle levestandard er virkelig lav, og lønnen i militæret er relativt set virkelig høj. Det gør det muligt at mobilisere et massivt antal soldater,
Selv om de russiske tabstal er enorme, kan alene den massive russiske mobilisering lægge et voldsomt pres på ukrainerne. De er blevet presset mere i defensiven og russerne vinder frem, selv om det går forholdsvis langsomt. Som situationen tegner sig netop nu mener Budanov, at Ukraine har rimelig kontrol med situationen på slagmarken. Som Budanov påpeger:
Så er frontlinjen rimelig stabil, og det er ekstremt svært for russerne at bryde igennem den. Trods det store antal soldater og de uhyggeligt høje tabstal, så har russerne tydelige problemer med at få et afgørende gennembrud.
Budanov opsummerer: “Frontlinjen er dynamisk, men på en kontrolleret vis. Det er negativt for os, men det er ikke en front, der er ved at kollapse.
De aktuelle fredsforhandliger
Selv om Ukraine er under pres, så er ukrainerne “still standing”. Putin er ikke ligefrem kørt fast. Men hans forhåbninger om et afgørende ryk mod sejr smuldrer. Derfor føler han sig nu presset til at gå ind i de aktuelle drøftelser om forhandlingsløsninger.
Det er mest på skrømt. Onsdag sagde Putin på et pressemøde, at han står fast på målene med angrebet på Ukraine.
“Enten opnår vi vores mål med diplomati, eller også opnår vi dem med militære midler”, sagde han.
Men det aktuelle forløb viser, at Putin trods alt føler sig nødsaget til at hykle en vilje til forhandling, mens han spejder efter nye muligheder for aggressive fremstød-
Putins langsigtede mål er på ingen måde ændret. Han vil have østlig regioner annekteret og have jaget NATO og alle former for vestlige styrker ud af Ukraine. Han vil knægte ukrainerne og sikre sig diktatorisk magt i Rusland, og han håber, at det kan ske i en eller anden form for samspil med Donald Trumps USA.
Putin må konstatere, at han i første omgang ikke kan diktere slagets gang. Men han venter og ruster sig til at skabe en anti-ukrainsk magtalliance med Donald Trump.
Både Putin og Trumps situation er dog blevet mere kompliceret på det seneste. Det hænger sammen med, at Europa har fået en mere aktiv og selvbevidst frontfigur i skikkelse af Tysklands kansler Friedrich Merz.
Merz står umiddelbart ikke til at få nogen militær betydning. Til gengæld kan han få en væsentlig politisk betydning ved at give klar støtte til Zelenskyj og ukrainerne.
Han har stået i spidsen for forhandlingerne i Berlin med Zelenskyj samt de amerikanske forhandlere, Steven Witkoff og Kushner, der har opnået væsentlige resultater. Der er opnået vigtige skridt i enigheden om sikkerhedsgarantier, hvor USA også deltager.
Men der er fortsat en afgrund i holdningen til Ruslands krav om at Ukraine skal afgive territorier.
hvis det for alvor skal batte noget, skal en sådan politisk støtte fra Merz, Macron og andre europæere følges op af en klar vilje til at forsvare Ukraines sikkerhed her og nu og ikke bare under en uvis fredsaftal. Der skal være en langt større vilje til at sikre ukrainerne militært.
Her kan det have stor betydning, hvis EU bliver enige om at frigive de indefrosne russiske midler i form af lån til Ukraine.
Jokeren i dette spil er Donald Trump, der fortsat svinger mellem sit Putin-kammerateri og sine bånd til Europa.
Håbet er, at europæerne med den nytilkomne bistand fra Merz kan give Zelenskyj en opbakning, som er klar og stærk nok til at forpurre enhver fristelse for Trump til at indordne sig under Putins præmisser.
Der er brug for at knytte nye bånd med utvetydigt demokratisk ånd. Mellem Europa og USA. Bånd, der skal skabes på et klart demokratisk grundlag og i behørig afstand af Putin. Og samtidig bånd, der kan revitalisere Europa i en entydigt demokratisk ånd og med en ny selvbevidsthed.
Vi skal ikke have et Europa. der smisker for Putin eller giver efter for ham. Vi skal have et Europa, der står fast på sine egne historiske værdier og er parat til at give Ukraine støtte til en styrket kamp for de selvsamme værdier.
Det militære pres fra Rusland er som sagt voldsomt. Ikke mindst i den for Danmark nære Østersø-region. Så meget desto mere nødvendigt er det, at Danmark (og ligesindede lande) opruster.
Der er stærkt behov for, at Danmark styrker sit eget forsvar, og det er da også, hvad der nu er i fuld gang. Der er stærkt behov for, at Danmark arbejder sammen med vores allierede om at opbygge en modstandsfront over for Rusland, der kan sikre stærke og stabile demokratier, som kan holde den russiske diktator og hans venner i skak.