De offentlige finanser i Danmark er ekstremt stærke sammenlignet med næsten alle andre lande, og niveauet for indkomst og produktivitet er også i den absolutte globale top. Men der er også ting, der ser mindre fantastiske ud, hvis man kratter lidt i overfladen, skriver Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, i Børsen.
”Den høje bnp-vækst ser i høj grad ud til at skyldes, at Novo Nordisk sælger mere medicin. Der er bare det ved det, at priserne på medicinen ser ud til at være faldende, så det ikke rigtig giver flere penge, der i sidste ende kan omsættes til dansk købekraft. Væksten uden for medicinalindustrien er nærmere i omegnen af 1,5 pct., og det er jo noget mindre imponerende – faktisk tæt på det europæiske gennemsnit. Ikke at der er noget galt med at være gennemsnitlig, det er bare ikke ligefrem fantastisk. Også væksten uden for medicinalindustrien ser i høj grad ud til at være trukket af eksport.
I sidste ende skulle det gerne være sådan, at vi får noget levestandard ud af væksten, at den kan omsættes til øget købekraft. På trods af de pæne nøgletal synes jeg ikke helt, at vi har en økonomi i topform, så længe en stor overvægt af befolkningen ikke oplever det sådan”.
24NYT: Opfattelsen i den politiske debat er, at dansk økonomi er kernesund, men vækstmæssigt er dansk økonomi gået i stå med det resultat, at danskernes velstand falder langsomt og støt. Og selv om politikerne og medierne turnerer med en fortælling om, at danskerne er stenrige, er danskernes privatforbrug det laveste i EU- og OECD-sammenhæng og de bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande.

