Det syge danske samfund
Det er et sygdomstegn i den socialdemokratiske danske velfærdsstat, at arbejdsduelige danskere ikke vil udføre et arbejde, som de bliver tilbudt, også selv om det ikke lige er et job, som de er uddannet til. Det er et sygdomstegn, at ca. 2 mio. mennesker i Danmark ikke gider og lever et liv på passiv offentlig forsørgelse. Det er et sygdomstegn, at der på den ene side findes så stor en gruppe, som ikke arbejder, samtidig med at der findes masser af arbejde, som ingen danskere gider udføre. Det er et sygdomstegn for det danske samfund, at den har en befolkning, der ikke gider. Og at der skal rigtig meget til, før den gider.
Danskerne ser i dag på velfærdsstaten, der er skabt af Socialdemokratiet med velvillig hjælp fra de øvrige folketingspartier, som en stor ko, man kan malke, udnytte og bedrage. Det protestantiske danske pligtsamfund, der tidligere fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, er blevet afløst af et depraveret, socialdemokratisk samfund med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge. Og det er statsminister Mette Frederiksens eget parti, der har ødelagt arbejdsmoralen i Danmark.
De dovnes og lediges parti
Engang var Socialdemokratiet et parti for folk, der gik på arbejde under mottoet ”gør din pligt og kræv din ret”. Så blev det et lønmodtagerparti uden pligter, og siden 2015 har partiet konkurreret med DF om at gøre det bedst muligt at stå uden for arbejdsmarkedet. Der er dummebøde for overhovedet at gå på arbejde (8 pct. særskat omdøbt til ”arbejdsmarkedsbidrag”). Passive overførselsindkomster kan overstige lønnen for kassedamen og rengøringsassistenten. Skævheden forstærkes af arbejderes udgifter til transport, arbejdstøj og daginstitutioner.
Der er skabt kreative ordninger for ikke at arbejde: seniorpension, efterløn, Arne-pension mv. Man har opbygget en vildfarelse om, at arbejde skader ved ”nedslidning”. En diagnose, der totalt savner lægeligt belæg. Der er i Danmark ca. 770.000 borgere mellem 18-66 år, som er på passiv offentlig forsørgelse, og 28 pct. af en fødselsårgang tilkendes førtidspension, alt for ofte i en ung alder. Kommunale sagsbehandlere parkerer raske muslimer på førtidspension. Mellem 15 og 29 pct. af alle med oprindelse i de muslimske lande i den arbejdsdygtige alder – fra 18 til 67 år – er på førtidspension. Det tilsvarende tal for personer med dansk oprindelse er 6,6 pct.
Lønnen kommer jo alligevel
Indsatsen i den socialdemokratiske velfærdsstat er ligegyldig, for lønnen kommer jo ind alligevel. Og når lønnen kommer ind, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, er arbejdsmoral, ordentlighed og medmenneskelighed det første, der ofres. De mange skandaleramte plejehjem med den umenneskelige og afstumpede systemkultur, omfattende plejesvigt, fornedrelse af beboerne og overgreb på svage gamle er et klassisk eksempel. Når folk ikke aflønnes efter deres indsats, men i stedet blive kontrolleret, fordi de konstant er under mistanke for at udnytte og misbruge systemet, så gør de det også. Det gælder ikke kun den kommunale ældrepleje i Danmark. Det gælder hele den offentlige forvaltning – fra småbørnsplejen, over skolerne til sundhedsvæsenet og folkekirken.
Har man rejst i det kommunistiske Østeuropa før murens fald, har man oplevet det samme fænomen fra besøg på restauranter, butikker o.lign. Hvis det ikke har konsekvenser for en virksomhed og dens personale, om man gør en god eller en dårlig indsats, fører det til ligegyldighed, og det er situationen på danske plejehjem og mange andre offentlige institutioner.
Dagpengesystemet finansierer jobsnobberi
Den socialdemokratiske velfærdsstats syge arbejdskultur medfører, at danskerne hellere vil loppe sig på overførselsindkomster end give den en skalle. Ca. 330.000 fuldtidsbeskæftigede udlændinge arbejder i Danmark til overenskomstmæssig løn med alt det manuelle arbejde, som ledige danskere ikke gider udføre. For etniske danskere er for fine til den slags arbejde, hvor man får snavs på fingrene til 130-140 kr. i timen. De er for fine til det hårde, fysiske arbejde, fordi det er under deres værdighed. Ifølge en undersøgelse, som DR har gennemført, vil kun 3 ud af 11 danskere bestride det arbejde, som f.eks. østeuropæerne er glade for. Næsten alle bærplukkere er derfor udlændinge. Og på hotellerne er 75 pct. af stuepigerne, rengøringsassistenterne og opvaskerne ikke-danskere, mens danskerne er på dagpenge. For det kan jo ikke være meningen, at en dansker skulle henslæbe sit liv som rengøringsassistent, stuepige eller jordbærplukker. Det er ikke fint nok. Det danske dagpengesystem finansierer dermed reelt ledighedsperioder, der skyldes jobsnobberi, i stedet for at sikre økonomisk tryghed, hvis man for en kort periode mister indtægten.
Har man rejst i det kommunistiske Østeuropa før murens fald, har man oplevet det samme fænomen fra besøg på restauranter, butikker o.lign. Hvis det ikke har konsekvenser for en virksomhed og dens personale, om man gør en god eller en dårlig indsats, fører det til ligegyldighed, og det er præcis situationen på danske plejehjem og mange andre offentlige institutioner.
De ledige omgår rådighedsreglerne
I velfærdsstatens socialistiske planøkonomi kan det ikke betale sig at arbejde. Rundt om på danske virksomheder oplever man, at ledige siger nej til job eller ligefrem siger deres job op, fordi det bedre kan betale sig for dem at gå ledige på offentlig forsørgelse. Det kan ikke undre. Da lønmodtagere i modsætning til dagpengemodtagere betaler 8 pct. i arbejdsmarkedsbidrag, skal man have en rimelig høj løn for at få det samme udbetalt som en dagpengemodtager. Det høje danske dagpengeniveau er direkte undergravende for arbejdsmoralen.
Medierne flyder over med desperate opråb fra virksomheder, der ikke kan skaffe arbejdskraft. Ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) siger 25 pct. af de ledige, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det til trods for at reglerne på det punkt er ret klare. De ledige skal nemlig ville have et arbejde, de skal aktivt søge et arbejde og være klar til at påbegynde et job. For kontanthjælpsmodtagere er det 40 pct., som selv mener, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. For dagpengemodtagere er det 21 pct. Samlet giver det, at 24 pct. af de ledige ikke mener, at de vil tage et job. Der er et hav af ubesatte job i hotel-, restaurations- og rengøringsbranchen branchen, men mange danskere opfatter det som skamfuldt at tage et servicejob og bruger alle mulige krumspring for at omgå rådighedsreglerne.
Jobparate gider ikke tage et job
Jobcentrene har udviklet sig til socialcentre for mennesker, som egentlig er erklæret jobparate, men som ikke gider tage de job, der er. Hvis det en sjælden gang lykkes at få en dansk medarbejder, går der typisk et par dage, så siger personen op med den begrundelse, at arbejdet er for hårdt, mødetidspunkterne passer for dårligt, eller at vedkommende simpelt hen ikke gider arbejdet. Ledige, der bliver henvist til et job, agerer ofte så dårligt i jobbet eller virker så uinteresserede, at arbejdsgiveren ikke vil fastansætte dem. Mange ledige kommer kortvarigt forbi virksomheder kun fordi de skal have ”optjent” retten til fortsat at være på passiv forsørgelse. Søger dagpengemodtagere ikke job, er det op til a-kasserne at sanktionere deres egne medlemmer, men ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening er det blot 8 pct. af de ledige, som ikke har registreret jobsøgning, der bliver sanktioneret.
Et eksempel: I perioden 2020-2021 har det ikke haft konsekvenser, hvis man som kontanthjælps- eller dagpengemodtager i Københavns Kommune har sagt nej til at tage et arbejde. Men får de ledige lov til at sige nej uden repressalier, er der reelt tale om kommunalt sanktioneret nasseri. Det er systemisk svigt, når man gør det legalt at nyde og slippe for at yde. Ikke nok med, at danskerne skal betale verdens højeste skat, men en stor del af de skatter bliver brugt på folk, der melder sig syge, selv om de er raske.
Pjækkeriet er omfattende
Den syge arbejdsmoral i Danmark er årsagen til omfattende pjækkeri. Dansk Erhverv har i 2020 spurgt danskerne om deres pjækkeri. 12 pct. svarede, at de inden for det seneste år har taget en sygedag, selv om de var raske, mens 28 pct. mente, at en i deres omgangskreds har pjækket fra arbejdet. Især i den kommunale hjemmepleje har man en kultur, hvor plejepersonalet melder sig syge for et godt ord. De løser kun de opgaver, der står skrevet på arbejdsplanen og siger, at de har travlt, men løber konstant private ærinder. Og så sidder de i øvrigt hellere i fælleslokalet med deres smartphones eller ryger smøger på gaden, mens en tøjvask vasker færdig, frem for også at løse de opgaver, der er behov for. Gør man det, stemples man som en skruebrækker.
340.000 danskere har i perioden sept. 2022 – sept. 2023 meldt sig syge fra arbejdet uden at være syg. Sådan lød det i Dansk Erhvervs analyse om danskernes pjækkevaner. Analysen viste, at 11 pct. af de beskæftigede danskere kunne svare ja til at have taget mindst én årlig pjækkedag, hvilket svarer til ca. 340.000 danskere. Pjækkeri koster samfundet dyrt, og det estimeres, at den offentlige og private sektor har brugt 720 millioner kr. på at udbetale løn til de danskere, som meldte sig syg uden at være det i det seneste år.
På ferie på skatteborgernes regning
Borgere på dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge afsløres ofte i socialt bedrageri, når de tager på ferie uden at melde det til kommunen eller a-kassen. De rejser i store tal på ferie i udlandet, hvor de modtager offentlige ydelser, selv om det er imod reglerne om at skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet. En særlig kontrolindsats, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gennemfører i landets lufthavne, fører til adskillige hundrede sager, hvor borgere på offentlige ydelser mistænkes for at overtræde rådighedsreglerne, hvilket kan give store bøder i form af krav om tilbagebetaling af pengene. Hvis man modtager sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelse, er det nemlig ikke tilladt at rejse til udlandet uden at melde det a-kassen eller kommunen først, hvilket mange ser ud til at glemme.
Melder sig syge uden at være syg
Trods en årelang indsats for at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor melder hver eneste af landets omtrent 100.000 kommunalt ansatte sig i gennemsnit syg næsten 20 dage om året – svarende til omtrent fire arbejdsuger. Kommunalt ansatte har markant højere sygefravær end deres kollegaer i det private, idet de i gennemsnit melder sig syge hver 14. arbejdsdag. Det store antal sygedage skyldes en syg arbejdskultur, hvor det er OK med ledelsen at man er ”syg” to-tre-fire uger om året, og hvor det er OK at tage en ”øv-dag” eller en ”trivselsdag”. Gør man det op i kroner og øre, bliver omfanget tydeligt: 450 millioner kr. om året kunne spares, hvis de kommunalt ansatte bragte deres antal af sygedage ned på niveau med de varme hænder i det private.
Sygefraværet er steget i perioden 2019-2023 både i det offentlige og i det private. Stigningen i sygefravær i det offentlige svarer ifølge Dansk Erhverv til 6600 fuldtidsansatte personer, mens stigningen i det private svarer til 6800 årsværk. I alt er stigningen på 14.400 sygefraværsdage fra 2019 til 2023.
Det høje fravær i det offentlige skyldes kulturen på de offentlige arbejdspladser, der kommer til udtryk i holdninger, men også i den måde, man håndterer medarbejdere med højt sygefravær på. Man får meget længere snor som kommunal ansat end i private virksomheder, når man har udfordringer eller problemer. Derudover vil man nok være mindre bekymret for at blive fyret på grund af sygdom i den offentlige sektor end i den private.
I den syge socialdemokratiske velfærdsstat kan medarbejdere få bonus for at droppe sygedage. Få 5.000 kroner ind på kontoen, hvis du højst har to sygedage på et år, lød tilbuddet til pædagoger i den integrerede institution Børnehuset på Vesterbro i København. Her har man på tre år nedbragt sygefraværet ved at give kontante bonusser. Som forsøg har Børnehuset indført bonusordningen, hvor medarbejderne fik 5.000 kroner ekstra, hvis de højst havde to sygedage om året, og 3.000 kroner ekstra ved højst syv årlige sygedage.
Man ringer blot og siger ”øv”
Tilbøjeligheden til at melde sig syg lidt for hurtigt er gennem flere år gået under betegnelsen øv-dage blandt landets offentligt ansatte. Når de tager sig “øv-dage”, hvis de ikke lige har lyst til at gå på arbejde, så handler det om, at de pjækker. De snyder sig til en fridag, som de ikke har ret til. Betalt af skatteyderne, heriblandt deres egne kolleger, som går på arbejde og betaler skat til, at det offentlige uddeler fuld løn under påstået sygdom.
”Hvis man vågner og ikke rigtig føler, at man har lyst til at tage på arbejde, kan man lade være, uden man nødvendigvis skal have en lægeerklæring eller være syg. Det fungerer bare helt enormt godt, særligt blandt de unge på arbejdspladsen”, fortalte Alexander Blavnsfeldt, der er tidligere formand for SF Ungdom og arbejder i dag hos Erhvervsskolernes Elevorganisation, i et interview med Berlingske i august 2024.
Den syge arbejdsmoral er blevet dokumenteret af Opinionsinstituttet Catinét, som spurgte: “Har du forståelse for, at man melder sig syg på arbejde, fordi man føler, at man har for travlt, og derfor har brug for en fridag?” Det spørgsmål svarede 47 pct. af de offentligt ansatte ja til, mens kun 30 pct. af de privat ansatte svarede ja. Der var også 47 pct. af de offentligt ansatte, som svarede nej, mens tallet for de privat ansatte var hele 67 pct. Det koster skatteyderne milliarder af kroner, at de skal betale for ekstra ansatte i det offentlige, som der ikke ville være brug for, hvis der blev gjort op med pjækkekulturen.
Manglende moral hos de unge
Ifølge Dansk Industri klager virksomhederne oftere og oftere over manglende arbejdsmoral hos unge medarbejdere. De danske unge har nemlig et attitudeproblem og en arbejdsmoral, som ikke helt er den, man kan forvente på arbejdsmarkedet. I det danske curlingesamfund forberedes de unge ikke længere på, at hvis mødetiden er klokken otte, så skal man altså stå klar. De har i højere grad end tidligere ondt af sig selv. Der skal ikke så meget modgang til, før de tænker, at det er for hårdt at gå på arbejde. Det skyldes, at i opvæksten fjerner forældrene alle de bump, som børnene møder på deres vej. Uanset hvordan børnene opfører sig, uanset om de bidrager til fællesskabet eller spolerer det, skal de have ros og konstruktiv opmuntring. Og når de som teenagere skal klare problemerne selv, er der flere, der ikke kan håndtere det.
Ikke vigtigt at arbejde hårdt
Velfærdsdanmark er det land i verden, hvor færrest finder det vigtigt at opdrage deres børn til at arbejde hårdt. I en international undersøgelse, som har været gennemført fire gange de forløbne 30 år, siger færre end 5 pct. af danskerne, at hårdt arbejde er en værdi, de lægger vægt på at indpode deres afkom. Derimod lærer 61 pct. af amerikanerne, 53 pct. af canadierne og 40 pct. af schweizerne deres børn værdien af hårdt arbejde. Danmark kommer dermed på en sidsteplads sammenlignet med andre lande i undersøgelsen. Langt flere danskere synes, at det er vigtigere at lære deres børn værdier som selvstændighed, ansvarsfølelse, tolerance og respekt for andre.
Analyser viser, at der er et statistisk sammenfald mellem arbejdsmoralen i et land og velfærdsstatens generøsitet. En stor velfærdsstat med meget omfordeling reducerer arbejdsmoralen. Jo mere omfordeling fra rig til fattig, desto ringere er incitamentet for den enkelte til at knokle, og det kan være forklaringen på danskernes holdning til værdien af hårdt arbejde. I en udbygget velfærdsstat som den danske lægger folk mindre vægt på hårdt arbejde som værdi. Man kan desuden se, at der er en gruppe i samfundet, som ikke fandtes, da man lavede velfærdssamfundet, og som er folk, der er helt uden for arbejdsmarkedet. Altså en decideret underklasse.
Arbejdsmoralen er helt i bund
Arbejdet er ikke længere danskernes identitet. Der har bredt sig en opfattelse af, at arbejde er dårligt, og at mindre arbejde er godt, og det at holde fri og stemple ud, trække vejret og hente børnene tidligt bliver forherliget, mens 8-16 dæmoniseres. ”Hamsterhjulet” er blevet en negativ betegnelse for det liv, de fleste danskere lever. Det hænger til dels sammen med, at mange er begyndt at kigge mere kritisk på velfærdsstaten og kan se, at den i virkeligheden performer ret dårligt på ret mange parametre. Folk tænker: hvad er det egentlig, jeg betaler til? Og hvor meget af min tid vil jeg bruge på at betale til et dysfunktionelt regime, der leverer så dårlig kvalitet? Man kan forvente, at hver generation af danskerne vil tillægge arbejdet gradvist mindre vægt.