Donald Trump udsendte for to dage siden et principielt dokument med titlen “National Security Strategy of the United States of America” (De Forenede Staters nationale sikkerheds-strategi), – herefter NSS – som gør op med – i visse tilfælde årtiers – amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Selv kalder Trump dokumentet en ”corollary” – en naturlig følge – af den gamle og ofte glemte Monroe-doktrin fra 1823, hvis centrale punkt var, at yderligere europæisk indblanding i de amerikanske staters anliggender i både Nord- og Sydamerika ville blive opfattet som en krigshandling mod USA.
I modsætning til det meste af, hvad man indtil nu har betragtet som sikkerhedspolitik, udvider Trump-doktrinen sikkerhedspolitikken til anliggender, som man tidligere har betegnet som indenrigspolitik. Det gælder bl.a. migrationspolitikken. I den forbindelse forkaster NSS udtrykkeligt det amerikanske etablissements påstande om, at mangfoldig migration gør staten stærkere. ”Massemigrationens æra er omme”, hedder det.
”Ethvert land, der betragter sig som suverænt, har ret og pligt til at bestemme sin fremtid. Ned gennem historien har suveræne nationer forbudt ukontrolleret migration og sjældent givet statsborgerskab til fremmede, som desuden skulle leve op til visse kriterier. Vestens erfaringer gennem de seneste årtier retfærdiggør denne hævdvundne visdom. I lande over hele verden har massemigration drænet hjemlige ressourcer, øget volden og andre forbrydelser, forvredet arbejdsmarkederne, svækket den sociale sammenhængskraft og undermineret den nationale sikkerhed. Massemigrationens æra må slutte.”
NSS gør i den sammenhæng op med Biden-tidens bestræbelser på at få økonomien til at vokse ved at importere millioner af unge indvandrere fra fattige lande. Det skal i stedet ske ved at fremme meritokratiet inden for USA’s grænser.
Dokumentet lægger ikke bare vægt på at beskytte USA i militær og økonomisk forstand, men også ved at forsvare landets ”way of life” og sætte ind mod ”fjendtligt fjendtlig indflydelse i form af spionage, ulige handel, narko- og menneskesmugling, ødelæggende propaganda og kulturel undergravning.
NSS gør meget ud af at forklare, hvad der ligger i Trumps ”Amerika først”-politik:
”Efter Den Kolde Krigs slutning overbeviste USA’s udenrigspolitiske eliter sig selv om, at permanent amerikansk dominans over den ganske verden var i vort lands bedste interesse. Men andre landes anliggender vedkommer os kun, hvis deres aktiviteter direkte truer vore interesser. Vore eliter har alvorligt fejlkalkuleret Amerikas vilje til for evigt at bære globale byrder, som det amerikanske folk ikke forbandt med den nationale interesse. De overvurderede Amerikas evne til på samme tid at betale for en massiv velfærds-regulativ-
Strategidokumentets svar er at styrke USA’s industrielle fundament som den økonomiske politiks højeste prioritet.
Men også resten af Vesten må hanke op i sig selv ved at genskabe selvtilliden til civilisationen og den vestlige identitet. USA skal til gengæld afholde sig fra ”forever wars” – altså krige, der trækker ud og aldrig ender (som det skete i Afghanistan).
Trump betegner sin politik som pragmatisk og realistisk, båret af principper uden at være ”idealistisk”, muskuløs uden at være ”hawkish” (krigsivrig) og afdæmpet uden at være slap. Den er først og fremmet motiveret af USA’s egeninteresse. Motivet er, hvad der tjener USA.
Imidlertid er en rigid ikke-interventionspolitik umulig, fastslår NSS. Men skal der interveneres, kræver det en stærk begrundelse, og denne begrundelse kan ikke være et ønske om at ville pånøde andre lande demokrati eller sociale forandringer, der stærkt afviger fra deres traditioner og historie.
(Man fornemmer et hårdt opgør med tidligere republikanske og demokratiske administrationer, der ville indføre ”demokrati” og ”frihed” i muslimske lande, hvis befolkninger ikke ville vide af disse vestlige fænomener.)
Som led i beskyttelsen af USA’s nationale suverænitet understreger dokumentet betydningen af at forsvare sig mod undergravningen fra transnationale og internationale organisationer og fremmede magters forsøg på at ”censurere vores diskurs eller begrænse vore borgeres ret til ytringsfrihed, ved hjælp af lobbyisme og indflydelsesoperationer … at styre vores politik eller involvere os i fremmede konflikter og [ved hjælp af] kynisk manipulation af vores migrationssystem at opbygge stemmeblokke, der er loyale over for fremmede interesser”.
Amerika-først-politikken indebærer, at det skal være slut med, at USA – som en anden Atlas – skal bære hele verdensordenen på sine skuldre. ”Blandt vore mange allierede og partnere er der snesevis af velstående, sofistikerede nationer, der må påtage sig hovedansvaret for deres regioner og bidrage langt mere til vores kollektive forsvar.”
Dokumentet slår til lyd for at genskabe USA’s energi-dominans og nævner olie, gas, kul og nuklear-energi som strategiske top-prioriteter.
(Klimaalarmisterne skal altså ikke forvente støtte, så længe Donald Trump er præsident.)
NSS angriber tidligere sikkerhedspolitiske dokumenter for at have omtalt enhver del af verden og ethvert problem, hvilket har resulteret i, at ”de har tabt fokus. ”At fokusere er at vælge – at anerkende, at ikke alt har samme betydning.”
Sikkerhedspolitikkens formål er derimod at beskytte nationale kerneinteresser.
Det indebærer, at USA som en naturlig følge af Monroe-doktrinen vil reetablere De Forenede Staters herredømme (preeminence) i den vestlige hemisfære.
(Det må forstås som en tilkendegivelse af, at USA forbeholder sig retten til at intervenere, hvor USA’s kerneinteresser på det amerikanske kontinent trues.)
Som USA’s alvorligste globale udfordrer udpeger NSS Kina. Overfor denne trussel har ”præsident Trump egenhændigt omgjordt mere end tre årtiers fejlagtige amerikanske antagelser om Kina, nemlig at ved at åbne vore markeder for Kina og opmuntre amerikanske investeringer i Kina og outsource vores produktion, ville vi bane vej for Kinas indtræden i den såkaldte ”regelbaserede internationale orden”. Ifølge NSS er det ikke sket, men såvel tidligere republikanske som demokratiske administrationer har enten villigt bidraget til Kinas berigelse eller lukket øjnene.
Det skal nu have en ende. Fra nu af vil USA skabe balance i forholdet til Kina. Det indebærer også, at USA vil samarbejde med sine allierede og partnere i det østlige Stillehav for at sikre USA’s forrang i verdensøkonomien og for at sikre, at allierede økonomier ikke bliver afhængige af nogen konkurrerende magt.
(Læs: USA vil sørge for, at Sydkorea, Japan, Taiwan, Philippinerne og Vietnam ikke bliver opslugt af en kinesisk økonomisk indflydeldelsessfære.
(Hermed er handsken kastet til de magtfulde amerikanske kapitalinteresser, som gennem årtier har profiteret af at eksportere amerikanske arbejdspladser og indfedte sig hos de kinesiske kommunister.)
NSS indebærer ikke nogen forpligtelse til militært af forsvare Taiwan, men kommer tæt på et sådant løfte.
Som det hedder: ”USA støtter ikke nogen unilateral ændring i status quo i Taiwan-strædet.”, men vil videreføre mange års amerikanske politik, der har gået ud på at sikre status quo – altså Taiwans beståen som selvstændig stat.
Hvad Europa angår, er NSS nådesløs:
Som det påpeges er Europa på vej til at tabe sin andel af det globale GDP. I 1990 var det 25 pct., og i dag er det 14 pct. Men, som NSS bemærker, overskygges dette økonomiske sammenbrud af et civilisatorisk.
“Det hovedproblem, som Europa står over for, inkluderer Den Europæiske Union og andre transnationelle enheder, der underminerer friheden og suveræniteten. Indvandringspolitikken, der omformer kontinentet og skaber strid, censur af ytringsfrihed og undertrykkelse af politisk opposition. Som får fødselstallene til at droppe og tab af national identitet.”
”Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil kontinentet [Europa] blive ugenkendeligt om tyve år eller mindre.”
Som NSS bemærker, kan man derfor ikke belave sig på, at de europæiske lande vil have økonomier og militære styrker til at forblive troværdige partnere.