Efterforskningen af drabet på Emilie Meng var langstrakt, kompliceret og omfattende – men politikredsens evaluering af forløbet viser, at der på nogle områder kunne og burde have været gjort endnu mere. Rigspolitichefen understreger, at politiet har lært af sagen.
En intern evaluering fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slår fast, at der på nogle områder – trods en omfattende politiindsats – kunne og burde have været gjort endnu mere i efterforskningen af drabet på Emilie Meng, som fandt sted i 2016.
Det gælder blandt andet i forhold til indhentning og sikring af videoovervågning omkring forsvindingsstedet samt sikring af historiske teleoplysninger.
I 2023 blev der indført et nationalt koncept for drabsefterforskninger, som alle kredse skal følge ved mistanke om drab. Konceptet tager højde for flere af de kritikpunkter og forbedringspotentialer, som evalueringen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi peger på.
For eksempel skal der i dag altid tilknyttes en dedikeret tovholder for indhentning af henholdsvis videoovervågning og teledata, ligesom der skal udpeges en analysekoordinator, der skal sikre, at der hurtigt tilføres de rette kompetencer til de respektive analyseopgaver.
Konceptet for drabsefterforskninger sikrer også, at der tidligt i efterforskningen tilknyttes efterforskere fra andre kredse, der skal se på sagen med friske øjne og blandt andet påpege potentielle spor, der endnu ikke er blevet afsøgt eller fulgt op på (peer review).
Efterforskningen af drabet på Emilie Meng har således været med til at skubbe til udviklingen af politiets efterforskningsmetoder, og der er sket væsentlige landvindinger på blandt andet det kriminaltekniske område, herunder i forhold til DNA. Der er samtidig sket en stor teknologisk udvikling, som generelt har gjort det sværere at færdes uopdaget i samfundet.
Rigspolitichef Thorkild Fogde udtaler:
“Drabet på Emilie Meng var dybt tragisk, og sagen har fuldt forståeligt fyldt meget både i offentligheden og for os i politiet – men mest af alt naturligvis for de pårørende, der har lidt et helt forfærdeligt tab. Vi har lært af sagen i politiet, og vi har i dag et væsentligt mere solidt nationalt koncept, som alle politikredse benytter ved mistanke om drab. Konceptet sikrer blandt andet et bedre overblik over sagen fra start, en stærkere ansvarsfordeling samt ekstra øjne og reviews.”

