Hos Samnytt besøgte journalist, Jonas Andersson, Tensta og Rinkeby i Stockholm, to af Sveriges mest omtalte og berygtede kvarterer. I årtier har de været skueplads for skyderier, fremkomsten af parallelle normsystemer, og et stort demografisk skift.
Både ældre og yngre beboere, mennesker der har set forandringen fra forskellige vinkler, beskriver et sted, hvor hverdagen er gledet længere og længere væk fra det Sverige, der engang eksisterede.
Et par butikker er åbne, nogle muslimske kvinder slæber poser med mad hen over torvet, og en skoleklasse går forbi, mens læreren giver instruktioner på arabisk. Der er en meddelelse på biblioteket, der siger “midlertidigt reducerede åbningstider”, og de arabiske skilte for “Pengeoverførsel” er overalt.
Tensta og Rinkeby, har i mange år været kategoriseret af svensk politi som “særligt sårbare områder” – en kategori, der bruges, når såkaldte socioøkonomiske problemer, parallelle magtstrukturer, og kriminalitet falder sammen. Mere almindeligt er områderne blevet beskrevet som “ghettoer” eller “no-go-zoner”.
I centrum af Tensta mødte Samnytts reporter to ældre kvinder fra Finland, den ene med en rollator. De har begge boet i Tensta siden 1970’erne, og de beskriver en forandring, der er sket gradvist, men tydeligt. Ligesom alle andre der ønsker de at forblive anonyme og ikke blive identificeret med navn eller foto.
“For 30 år siden var der næsten ingen problemer herude. Man kørte hjem i en taxa, gik ud og dansede”, siger den ene. Hun fortsætter: “Nu går vi ikke ud om aftenen”.
Den anden kvinde tilføjer: “Men det er faktisk blevet lidt bedre på det seneste. De dræber ikke så meget”.
Hun fortsætter: “Svenskerne er i mindretal nu, man ser næsten ingen svenskere, men fordi vi er fra Finland – og også indvandrere – men ligner lidt svenskere, er det blevet værre for os”.
Er I nogle af de få nordboere, man møder her?
“Ja, der er ikke mange tilbage. Alle er flyttede eller er døde. Børnene og børnebørnene vil ikke bo her. Bymidten er blevet meget, meget værre. Her er ingenting”.
Samtalen drejer sig om islam og det faktum, at det bliver mere og mere tydeligt, at de fleste kvinder bærer hijab eller heldækkende muslimsk tøj.
“De siger, at islam er en meget kvindevenlig religion, men det er den slet ikke. Vi vestlige kvinder bliver bare set som ludere,” siger en kvinde.
De bandekriminelle netværk i området består i høj grad af, og har næsten udelukkende bestået af, personer med indvandrerbaggrund fra Afrika – især Somalia – og Mellemøsten.
På torvet i Rinkeby møder Samnytt to unge mænd. Den ene er i tyverne med rødder i Mellemøsten. Den anden er 18 år gammel, født i Sverige, med somalisk baggrund. De er glade for at tale, men ønsker ikke at blive fotograferet.
Mange partier taler nu om at indføre et tilskud til repatriering, til indvandrere der ikke tilpasser sig det svenske samfund, hvad synes de om det? Et af dem vil støtte Sverigedemokraterne (SD).
“Jeg vil stemme på SD, jeg vil have, at disse mennesker forsvinder,” siger den unge mand, der er lidt ældre. Han fortsætter: “Jeg er selv immigrant, men jeg er en god immigrant, jeg betaler skat og arbejder. Jeg gør noget godt for Sverige. De, der ødelægger landet, skal hjem.”
Når han siger “de”, hvem mener han så? Begge mænd ser sig omkring og ser eftertænksomme ud. “De kriminelle, der ødelægger alle. Send dem hjem,” siger den yngre mand med rødder i Somalia.
“De kriminelle skal deporteres. Jeg forstår ikke, hvorfor landet ikke gør det. SD burde gøre det. Dem, der ødelægger landet, skal hjem. Sæt dem på et fly: tag hjem!”
Men hvad gør man, når modtagerlandet siger nej, vi vil ikke acceptere dem?
“Kan de gøre det? Det vidste jeg ikke… Nu har jeg ondt af Sverige.”
De beskriver også, hvordan området har ændret sig fra år til år.
“Det er længe siden, jeg har set nogen svenskere her. Har du set Rinkeby før? Man kan se film, det var ret hyggeligt,” siger den ældre af de to. “For 30 år siden var der kun svenskere her. Nu ser man næsten ingen, det er kaos her.”
“Ja, man kan nogle gange se en svensker hos tandlægen deroppe,” tilføjer den yngre mand.
Da samtalen drejer sig om de bandekriminelle, der kan ses på pladsen efter mørkets frembrud, berører de også spontant familiernes rolle og ansvar.
“Det er mest forældrenes opgave at holde styr på sine egne. Der er mange, der ikke gør det,” siger den yngre af somalisk oprindelse.
“Man kan se, hvem der er dårlige for Sverige. Om aftenen har de en tendens til at stå her og sælge alt muligt… Man tager dem bare og smider dem ud. Det er ikke så svært!”
Samnytt skriver, at når man sammenstiller vidnesbyrdene fra Tensta og Rinkeby – fra pensionister, der har boet her i et halvt århundrede, til unge mænd, der forsøger at etablere sig på arbejdsmarkedet – er billedet ensartet. Ændringen er sket gradvist, men uden at nogen reelt tager det fulde ansvar for, hvor udviklingen har ført hen.
Det svenske folk har heller aldrig taget direkte stilling til den type sociale forandringer, der nu præger disse områder. Beslutningerne er truffet gennem politiske kompromiser, statslige strategier og mediepres, ofte langt fra dem, der bor her, og uden folkelig støtte.
Derfor bliver spørgsmålet om ansvarlighed gradvist uundgåeligt. Hvor meget kan man ændre i et demokratisk samfund uden at konsultere vælgerne og granske de ansvarlige? I Tensta og Rinkeby er svaret ikke teoretisk. Det er synligt på gaderne, i skolerne, i statistikkerne – og i folks egne ord.
Vil tvangsbygge blokker i villaområder: – De som bor i villa, må tilpasse seg
